Skaber ny Lucia tradition

Danmission vil starte ny årlig indsamling inspireret af fortællingen om Lucia. Årets Lucia Indsamling skal skaffe penge til skolegang for udsatte børn i Mellemøsten, Afrika og Asien.Med Årets Lucia Indsamling, der varer fra oktober til december, begynder den folkekirkelige udviklingsorganisation Danmission en ny tradition.

”Lucia-traditionen og Danmission nye indsamling passer godt ind i den mørke vintertid. Vi kan ikke overvinde mørket i verden, men vi kan alle tænde lys bogstaveligt og i overført forstand,” siger formanden, biskop Peter Fischer Møller. (Foto: Rune Lundø.)

Målet med den årlige indsamling er, at alle Danmissions støtter, medarbejdere og frivillige i fællesskab skal samle ind til uddannelse af udsatte børn i blandt andet Indien, Egypten og Bangladesh.
Danmisssion har valgt at slå følge med de tusindvis af børn, der i juletiden bærer lyset frem i børnehaver, på skoler, i kirker og sognegårde.
Håbet er, at Årets Lucia Indsamling med tiden bliver en stor samlende begivenhed i de danske kirker og i de lokale sogne.
”Adventstiden skal ikke kun handle om hygge og stemning hos os selv. Lysene skal pege ud over vores kreds, op mod den Gud, som har givet os livet, og ud mod andre mennesker i verden, som har brug for Danmissions støtte,” siger biskop i Roskilde Stift og formand for Danmissions bestyrelse, Peter Fisher-Møller.
Han opfordrer til at støtte dette barn-til-barn projekt, hvor danske Lucia-børn – sammen med familie og venner – støtter uddannelse til børn i verden.

Martyren Lucia som forbillede

Danmission har hentet inspiration til Årets Lucia Indsamling i historien om den unge Lucia, der i 304 døde som martyr under kejser Diocletians forfølgelse af de kristne i Syrakus på Sicilien. Som ganske ung besluttede Lucia at vie sit liv til Gud og leve som jomfru.
Legenden fortæller, at mændene flokkedes om den unge kvinde, der utrøsteligt hjalp samfundets fattige og syge. For at have hænderne fri til sit godgørende arbejde bar Lucia en krans af lys på sit hoved.
En af den unge kvindes bejlere blev så vred over at blive afvist, at han for at hævne sig angav hende som kristen til kejseren.
Men Lucia nægtede at tilbede kejseren og frasige sig den kristne Gud.
Hun var parat til at ofre sit liv for sin tro, og kejseren besluttede at sende Lucia til et bordel. Men da en oksekærre skulle køre hende til bordellet, skete der et under. Okserne kunne ikke tage et eneste skridt.
I stedet forsøgte man at brænde hende på et bål, men ilden ville ikke fænge. Så hældte man kogende olie over hende, men heller ikke olien ville brænde. Til sidst drog en bøddel sit sværd, stak hendes øjne ud og gennemborede hendes strube med sværdet, så hun døde. Hun blev straks set som en martyr og kåret til helgen af den katolske kirke.

Tænd lys

Beretningen om Lucia går helt tilbage til skriftlige kilder fra det 5. århundrede, og den tidlige kirke holdt hende højt i ære.
I Norden smeltede fejringen af Lucia sammen med mange andre folkelige og kirkelige traditioner. Hendes festdag 13. december – årets mørkeste tid – fejres som en lysfest, der begyndte i Sverige omkring 1930 og kom hertil landet i 1944.
”Lucia-traditionen og Danmission nye indsamling passer godt ind i den mørke vintertid. Vi kan ikke overvinde mørket i verden, men vi kan alle tænde lys bogstaveligt og i overført forstand,” siger Peter Fischer Møller.

Tradition og indsamling

Glaskunstneren Jette Holgersen har designet tre Lucia-engle, der bliver solgt til fordel for indsamlingen. Tanken er, at glasenglene – der kommer en ny hvert år – bliver et samlerobjekt. Der er også skrabelodder til støtte for indsamlingen og samtidig med en førstepræmie på 25.000 kroner og andre sponsorerede gaver.

”Hele tanken bag indsamlingen er at skabe en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor alle kan være med. Fremover bliver Luciatiden både fyldt med de smukke og traditionsrige optog, men også indsamling til fattige og udsatte børn i verden. Lucia, som delte ud til de syge og fattige, kan inspirere os alle til at gøre en forskel. Vi kan alle tænde et lys og støtte uddannelse til udsatte børn ude i verden”, siger kommunikationschef i Danmission Charlotte Dyhr.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Verdensrekord

Femten af Danmissions genbrugsbutikker vil have særligt fokus på Lucia-indsamlingen, og her kan der lægges en skilling i indsamlingsbøssen, købes skrabelodder, glasengle og lys med en særlig Lucia-etikette.
”Der er fuld gang i Årets Lucia Indsamling rundt om i landet. Der bliver arrangeret Luciaoptog, adventsfester og julebasarer, hvor de særlige Lucia-materialer vil blive solgt. Og vi kan allerede nu konstatere, at der er stor opbakning til det nye tiltag”, fortæller Charlotte Dyhr.
Det gælder fx i Råby ved Randers, her har man i den grad sat sig for at bakke op om Årets Lucia Indsamling. Her indbyder lokale initiativtagere fra Danmission til – forhåbentligt – verdens længste Lucia-optog rundt om byens gadekær søndag 11. december. Målet er, at optoget skal bestå af 275 børn og voksne og dermed slå den hidtidige verdensrekord på 249 deltagere, som er registreret i Guiness Rekordbog.
”Måske er det en vild ide, men tænk hvis nogen kommer til at forstå, hvilken forskel Danmission gør. Og sammen kan vi gøre en stor forskel”, siger én af initiativtagerne fra Råby, Anne-Dorthe Bugge.
Af Kirstine Thye Skovhøj
og Henri Nissen

Ved at kontakte Danmission eller søge på hjemmesiden www.danmission.dk kan man få oplyst, hvor der er Lucia-arrangementer.