Fra sorg til glæde
I menneskelivet møder vi både glæde og sorg, forhåbentlig mest glæde, men sorgen undgår vi ikke. Derfor er det vigtigt, at vi er rustede til at møde sorgen og til at komme igennem den.
I dette nummer af Udfordringen er temaet musik; musik gør os for det meste glade, opstemte, i godt humør og vi kan finde på selv at gå rundt og nynne på en glad melodi. Musik kan være en lise for sjælen. Det kan være klassisk musik, jazz, gospel. Personligt oplever jeg stor glæde ved musik og kender til, at musikken kan være med til at drive sorgen på flugt.
I dette nummer møder vi også sorgen i artiklen med den tragiske historie om, hvordan den amerikanske sanger Steven Curtis Chapman og hans hustru mistede deres 5-årige datter, da deres 17-årige søn kørte hende ned i indkørslen. Det er forfærdeligt, ganske forfærdeligt at opleve noget sådant. Og det kan synes umuligt at komme igennem det. Men historien fortæller også om, hvordan man kan bearbejde sorgen og skylden og hjælpe andre ud af skyldsfælden.
Sorgen kan ramme os på mange måder. Hårdest er det måske at miste et barn? Men også det at miste sin mor, far, ægtefælle eller en kær ven kan ramme os hårdt. Ligesom større tragedier kan påvirke os direkte eller indirekte. Jeg tænker her på tsunamien 2. juledag, 11. september og nu senest tragedien i Oslo og på Uttøya. I alle tilfælde berørte disse tragedier mange direkte og endnu flere indirekte. Vi var alle stærkt påvirkede af det. Og her kan man godt behøve hjælp til at komme videre. Samtaler med en præst eller en anden åndelig leder vil ofte kunne være til stor hjælp – eller en bog som At rejse sig efter en rystelse af Per Arne Dahl, som blev anmeldt i Udfordringen den 1. november sidste år; og det er vigtigt, at vi søger hjælpen.
I den dejlige julesalme Julen har englelyd synger vi:
Sorg er til glæde vendt, klagen endt.
Vor glæde skal hver tunge udsjunge.
Syng med Guds engleskare på Jesu fødselsdag
om fred trods nød og fare, Gud Faders velbehag,
som vil al sorgen vende
til glæde uden ende,
bær os på børnevis ind i Paradis.
Sorgen kan vendes til glæde, og glæden kan få os til at synge, for Gud Faders velbehag vil al sorgen vende til glæde uden ende. Lad os tage imod glæden fra Gud og lade ham jage sorgen på flugt.