Gennem smerte til Gud

(Læsetid: 13 minutter)

At skrive eller fortælle sin åndelige livshistorie, erkende sig selv og skrifte kan bringe os tættere på Gud – og glæde.
– Det er ofte frugtbart at skrive eller fortælle sin livshistorie. Og sin åndelige historie…trosfortælling. Ligesom det er nødvendigt og befriende at skrifte, når man bærer på nogle store ting, der holder en vågen om natten, siger freelancepræst Poul A. Beck.

– Det er en god idé at skrive et udvidet cv – en åndelig livshistorie, hvor man skriver, hvor Gud var med. For mit eget vedkommende var Gud for eksempel med, da jeg blev kaldet til præst, og siden da jeg blev freelancepræst, fortæller Poul A. Beck.

Som åndelig vejleder og retræteleder er han mest interesseret i menneskers åndelige livsforløb:
– Mange er gode til at tale om deres karriere og alt, hvad de gør. De skriver lange imponerende cv’er. Det kan let blive overfladisk. Når jeg læser portrætter – også i kirkelige medier – synes jeg også ofte, aktivismen fremhæves. Så står der måske i en linje nederst: Har fire børn og syv børnebørn. Nå ja, hvis man interviewer børnene, hvad vil de så sige om en far, der næsten altid var væk, tænker jeg nogle gange.
– Hvorfor handler det mest om at være aktiv og stræbsom. Hvorfor er det interessant? spørger Poul A. Beck.
Selv sætter han stor pris på de indre resultater, på udviklingen i det indre. Og åndelig vækst trives i det stille og fredfyldte samvær med Gud.
I stedet for overfladiske livshistorier foretrækker han at læse, høre og inspirere til åndelige historier. For det er godt at få fortalt eller skrevet sin historie, så det fremgår hvor, hvordan og hvornår Gud mødte en.
– Man skal prøve at finde ud af ”Hvor er mit åndelige liv – hvor var der vejsving?” Som åndelig vejleder prøver jeg at hjælpe mennesker med at nå hen til: ”Hold da op, nu er jeg pludselig kommet hertil. Der må være en, der har hjulpet mig undervejs.” Det er godt at se i bakspejlet og opdage: ”Her har Gud krydset mit liv og rørt mit hjerte”.
– Når man beskriver sit livs historie, kan man undervejs komme til at overveje, hvor Gud var henne – både i de svære og i de gode tider. Det er ikke altid, folk ser, at det her er Gud. Men mange kan opdage nogle spor, der er mere end tilfældigheder – og pludselig finde ud af, at Gud har været hos dem – uden at de selv var klar over det… Måske der, hvor de kæmpede mest. Man kan blive bedre til at opdage, hvor Gud var og er – og lære af det, forklarer han.
Ofte er det først, når vi er kommet igennem større og krævende forandringer og kriser, at vi har en chance for at forstå meningen med dem. Hvis vi altså sætter tid af til det. Prioriterer det.
Vi må også lære at give slip på det, vi er færdige med, på fortiden for at skabe plads til det nye.
– Mit eget liv er også sådan. Jeg forstår det ikke midt i forandringer. Først senere indser jeg, at det nye var bedre, end at jeg blev ved med at slås med det gamle eller gentage de samme ting uden at komme videre. Nogle gange holder vi krampagtigt fast i noget, der er forbi. Det er vigtigt, at vi ikke gør det. Vi må stole på, at Gud skaber nyt liv, når vi giver slip på det gamle, siger han.
Poul A. Beck har skrevet sin egen åndelige historie flere gange – bl.a. da han var på en 30 dages retræte i England. Og på nogle af de mange retræter, han selv har ledet gennem årene.
Han har også ca. femten gange besøgt Broderfællesskabet Taizé i Frankrig og har i øvrigt sammen med hustruen, psykiater Kirsten Ernen Beck, oversat flere bøger derfra.

– Når man skriver sin åndelige historie – og måske også tegner den eller modellerer den i ler, så får man overblik.

– Jeg er opvokset i et kristent hjem, men derfra og til at øve sig i at se, at Gud har en god vilje og plan med hver enkelt, er der et godt stykke vej. Det handler om at se Gud i alt, hvad der sker i ens liv. Dét er jeg ikke vokset op med. Det er noget, der er kommet senere. Som man kan øve sig i, siger han.

Poul A. Beck er født i 1961 og ”vokset op med baptistkirken”. Han er uddannet på Baptistkirkens Præsteuddannelse, cand. theol. fra Århus Universitet og har været fastansat i Baptistkirken i Viborg i 13 år. Indtil han i 2006 kunne mærke, at det skulle han ikke længere.
– Jeg fornemmede, at jeg i stedet skulle arbejde med spiritualitet, åndelig vejledning og retræter. Derfor sagde jeg op og blev freelancer – uden at have, hvad man kunne kalde en forretningsmodel, fortæller han.

Glæde og smerte

At være menneske er en rejse – en livslang forandring, hvor det faste holdepunkt er Gud.
– Når man får en åndelig vejleder, sættes der især fokus på relationen til Gud, men også til andre mennesker. Man finder rundkørslerne og kernepunktet…Alt det andet, der sker, kommer derudaf.
– Når man bliver mere åndelig opmærksom, oplever man mere glæde, fred og harmoni. Man kan smide mere og mere af rygsækken. Og forandres. Med den ene hånd rydder Gud op og med den anden genskaber Gud en.
– Men det er smertefuldt at blive født påny. Som Jesus siger: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. (Joh 12, 24-25)
– Transformationen er en genskabelse, der ikke er lutter lagkage. Men den er bedre end at lade være. Der kan og skal ryddes op i de mørke ting, når vi kommer tæt ind til lyset, understreger han.
Lyset kan være overvældende.
Vi kan komme til at tvivle på os selv – på om vi er værdige til at modtage tilgivelse og gaver. Ligesom vi kan tøve med at satse alt på Gud – underkaste os Guds vilje – til tider, fordi vi er usikre på, hvad der er Guds vilje og hvad der er vores ego eller påvirkninger fra omgivelser og den fremherskende tidsånd.
– Da Peter mødte Jesus i fiskerbåden, og de havde fanget så meget, at de var ved at synke, sagde Peter: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand:
– Der kan opstå en blanding af frygt og fascination, når man ser et glimt af, hvilke mægtige kræfter, der er, og der ligger en fantastisk transformation deri. Hvor meget af det gamle tør vi give slip på for at få del i det nye? Og er vi klar til det? Tør vi også smerten derved? Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får…
– Gud er med os gennem smerten. Uden smerte er det umuligt at fødes på ny. Ligesom ved en fødsel. Det gør ondt, før det bliver godt. Men som ved fødslen af et barn ligger vægten på glæde over det nye frem for selve fødselssmerten. Vi kan og skal ikke leve op til lyset – men være i det. At længes efter Gud, at ville hans vilje og sige ja. Overgive os i hans kærlige hænder Det er alt nok.
– Troens tillid er en gave fra Gud. Og for den, der kan, vil og tør, ligger der et spændende liv og venter. Jo mere man smager på det genskabte liv, desto bedre forstår man, at det er meget mere spændende at være i Guds favn end at leve livet som en af alverdens kendisser, siger han.
Poul A. Beck anbefaler, at man altid sætter tid af til at holde sit åndelige liv levende, så det ikke stivner og går i stå. Eller kommer ud af kurs. Man skal pleje sit forhold til Gud som forholdet til en ægtefælle. Begge kærlighedsrelationer skal plejes med omhu. Det kræver tid, ro, vilje og tålmodighed.

Erkend

Vi kan hjælpe hinanden med at undgå skadelige tanker og handlinger – og konsekvenserne heraf. For os selv eller andre. Men det kræver, at vi forstår, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Hvad der er Guds vilje.
– Synd er noget, vi har fået det svært med. I gamle dage var det noget, man skulle lade være med at gøre; for eksempel spille kort og danse. Men der tror jeg, at man blev voldsomt snydt.
– I dag virker det som om, vi er havnet i den modsatte grøft. Nu er alt tilladt. Intet er synd. Der bliver vi også snydt. Intet kan vist være mere forkert.
– Ingen af disse holdninger er Bibelens forståelse af synd. Og så længe vi ikke erkender syndens sande natur, så lever, råder og regerer den i bedste velgående – og ødelægger livet for os selv, vore fællesskaber og for dem, vi omgås. Synd ødelægger livet, så man ikke kan sove roligt. Den gode nyhed er, at når vi kommer til en sand erkendelse af Bibelens forståelse af synd, så kan vi også indse vort eget ansvar og med Guds hjælp overvinde synden – uden at den dog helt forsvinder, siger han.
Synd har konsekvenser. Gud lærer os det.
Når vi lever i synd – eller advarer og lærer et medmenneske, der lever i synd, herom – og forsøger at rette op på det, kan vi møde prøvelse. Eller modstand – som dog ofte afløses af taknemmelighed, når der opstår forståelse for den beskyttelse, der ligger i at undlade at gøre det forkerte.
– I eftermiddags ville mit to-årige barnebarn gerne stå oppe på stolen, mens han spiste. Da jeg 15 gange havde sagt ”Sæt dig ned”, uden det hjalp, forklarede jeg, at han måske ville komme på sygehuset og gå glip af en stor fest, hvis han faldt ned og slog sig. ”Du er dum”, svarede han, men lige bagefter ville han sidde på skødet af mig.
– Sådan kan voksne også have det, når Gud forholder os konsekvenserne af det forkerte, vi gør. Når vi insisterer på at fortsætte med det forkerte. Først synes vi måske, Gud er ”dum”, men siden kan vi indse glæden og trygheden i en nærhed til Gud, der jo kun vil os det bedste.
Som præst er han fortaler for og tager imod skriftemål.
– Det er så vigtigt for alle at få lov til at fortælle, hvad der plager en og har ødelagt livet for en måske i flere år. Som der står i Johannesbrevet (1.Joh 1, 8-9) ”Hvis vi siger, vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så Han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed”.
– Gud ved jo det hele i forvejen. Vi ved det også alt for godt selv – også selvom vi prøver at løbe fra det, siger Poul A. Beck.
Når præsten skal have en samtale omkring synd med et medmenneske i krise, er udgangspunktet:
”Vær ikke urolig mit barn. Bekend for Gud og et menneske, hvad der tynger dit hjerte”.
– Man kan være god til at se og beskrive alle andre og se deres fejl og synd. Men det er afgørende at forholde sig til sig selv, i stedet for hvordan andre er – eller hvad andre har gjort. Med Helligåndens hjælp kan du finde styrken, modet og evnen til at se dig selv.
– Og når man har været igennem et skriftemål, så kan Gud gøre noget meget stort.
– Det handler om at erkende: Det her er min skyld. Ikke samfundets, forældres, venners. Jeg har mange gange oplevet, at mennesker, der er parate til at tage ansvar for deres egne handlinger, har svært ved at få lov til at tage skylden. Venner, der gerne vil hjælpe, siger ”det er ikke din skyld”. Alle vil så gerne få smerten til at gå væk hurtigst muligt. Men der er en pointe i at opleve og anerkende, at man selv havde skylden. Når det er sådan.
– Når vennerne har forsøgt at tage skylden fra en, men det ikke er sandt, så må man bære videre på den. Det er derfor en bjørnetjeneste.
– Men hvis man i skriftemålet får lov at stå ved sit ansvar og tage skylden, så kan man i sandhed blive fri. ”Sandheden sætter os fri”. Dér kan man få lov at give skylden til Jesus – fordi han gerne vil tage ens skyld. Dermed kommer det ud af verden. Ud af ens eget system – ud af hjerte, sind og tanke, og man bliver fri. Det er noget af korsets gåde.
– Det er det, 1. Joh siger: Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder. Hvis ikke, må man stadig bære sin skyld. Fordi man ikke kunne eller ville tage den på sig.
– Et andet billede på det er trykkogeren. Jo mere man lægger låg på, jo stærkere bliver trykket. Først ved at stå ved det, der i sandhed er ens skyld, kan låget komme af og overtrykket fordampe.
– Når man har erkendt ”Det har jeg gjort!” – og fået renset ud i noget svært, så kommer glæden, friheden og kærligheden. At der senere ofte kommer noget andet, man skal arbejde med, må forholde sig til, det viser kun, at Gud arbejder videre med en. Ikke er færdig eller ligeglad, men stadig elsker en nok til at ville vandre videre i et stadig tættere fællesskab, tilføjer han.
For det er en livslang proces at blive og være ren. Og åben for Gud.

Læs også