Israel foran skæbnesvanger afgørelse om at angribe Irans atomanlæg
Israel vil formentlig i indeværende år angribe Irans atomanlæg, mener en fremtrædende amerikansk sagkyndig, Matthewe Kroenig, tidligere rådgiver for USA’s forsvarsministerium og nu tilknyttet “Rådet for udenlandske Relationer”.Kroenig har udtalt dette til bladet “New York Times”, i den nyeste vurdering af situationen omkring Iran.
Hans opgaver er forsvarspolitik og strategi om Iran.
Han siger til bladet, at han forstår, at USA har anmodet Israel om ikke at angribe Iran og give Washington en tidsfrist, hvis det skulle beslutte sig for at angribe. Israel svarede negativt på begge anmodninger.
– Det er min opfattelse, at Israel vil give USA et eller to timers varsel, siger Kroenig og tilføjer: Dette er lige nok til at bevare det gode forhold mellem de to lande, men ikke tilstrækkelig tid til, at Washington kan forhindre et angreb.
Det er det daglige samtaleemne i Israel, om et sådant angreb vil finde sted. Langt de fleste israelere er imod det, frygter for konsekvenserne og tror, det kan føre til en katastrofe – ligesom det er opfattelsen i store dele af verden. Ikke få israelere er næsten panikslagne ved tanken om, at iranske missiler vil regne ned over landet.
Israels ledere ved selvfølgelig mere om situationen end den almindelige befolkning .
Såvel statsminister Binyamin Netanyahu som forsvarsminister Ehud Barak spiller imidlertid med kortene tæt til brystet. De menes at være for et angreb – når det rette øjeblik er inde.
– Vi taler ikke om noget abstrakt, sagde Barak forleden til skribenten af den omtalte artikel i “New York Times”, Ronen Bergman, der er forfatter af bogen “Den hemmelige krig mod Iran” og klummeskriver ved Israels største blad, “Yediot Aharonot”.
Hans artikel om Iran-situationen er en stor forsidehistorie i “New York Times” under overskriften “”Afgørelsens øjeblik for et israelsk angreb mod Iran”.
– Det er en virkelig bekymring, sagde Barak, der nu sammen med de 12 ministre i “det indre sikkerhedskabinet” skal tage stilling til situationen. Iranerne er en nation, hvis ledere har sat sig det strategiske mål at fjerne Israel fra landkortet.
Barak sagde til bladet, at han og Netanyhu er ansvarlige “på en meget direkte og konkret måde for staten Israels eksistens – og for det jødiske folk fremtid”.
10.000 centrifuger
Ifølge nye efterretningsrapporter har Iran nu 10.000 fungerende centrifuger og har effektiviseret berigelsesprocessen. New York-avisen skriver, at Iran idag har tilstrækkeligt atommaterel til at fremstille 5-6 bomber.
I bladet “International Herald Tribune” skriver den kendte klummskriver Roger Cohen under overskriften “Gør det ikke, Bibi” (kælenavn for Netanyahu. red.):
– Et israelsk angreb nogle måneder før det amerikanske præsidentvalg vil vanskeliggøre situationen for præsident Barack Obama. Han vil ikke kunne udtrykke vrede på baggrund af indflydelsen af den pro-israelske lobby og vigtige jødiske stemmer. Gør det ikke, hr. Netanyahu. Det ville være en grusom fejltagelse.
Obama og Panetta
Såvel præsident Barack Obama som forsvarsminister Leon Panetta har i disse dage udtalt sig om Iran-situiationen. Barack gjorde det sin “State of the Union” tale, da han sagde, at der stadig er mulighed for et fredeligt udfald. Men han afviste at udelukke den militære mulighed.
– Lad der ikke være nogen tvivl, sagde Obama. Amerika er besluttet på at forhindre Iran i at opnå et atomvåben. Jeg vil ikke fjerne nogen mulighed for at opnå dette mål.
Panetta sagde til det amereikanske TV-selskab “CBS”, at Iran kan udvikle en atombombe om et år.
– Dette er en rød linje for os. Det er det også for israelerne. Vi har det samme mål.