Mennesker er vigtigere end musik
Det var et aftensmøde som teenager, der førte Ole Drejer til Gud og sidenhen til lovsangen. Efter mange års lovsangstjeneste er han i dag selv hyrde for nye lovsangere.- Når jeg leder lovsang i dag, føler jeg mig virkelig som en fisk i vandet, siger Ole Drejer. Men sådan har det ikke altid været.
Som teenager var det et aftenmøde på en kristen sommerlejr, der rettede hans kurs mod Gud – og sidenhen mod lovsangen.
Egentlig ville han ikke af sted, da hans mor skulle besøge nogle venner på Apostolsk Sommerstævne, men hun overtalte ham til at give det et par dage. Det gjorde han, men den sidste dag ville han altså hjem. Men aftenmødet den dag vendte rundt på det hele.
– Jeg oplevede Guds kraft komme igennem mit ben og min ryg, som jeg havde ondt i, og så opdagede jeg, at Gud er virkelig og ægte, siger Ole Drejer og forklarer, at han var opvokset i et gudfrygtigt hjem, men troen var ikke personlig for ham.
– Gud var lidt langt væk i mit liv, men da jeg så mærkede den helbredelse, kom Gud pludselig meget tæt på, og det var fantastisk, siger han smilende og uddyber:
– Jeg oplevede Gud som én, der havde opmærksomhed på mig, og som havde tanker og planer for mig.
Og pludselig ville Ole Drejer ikke længere hjem. Det endte med, at han fik overtalt sin mor til at skrive ham ind på Kildevæld Efterskole, hvor han begyndte et år efter.
– Mit personlige liv med Gud begyndte dér efter den oplevelse til aftenmødet, og så tog det til, da jeg kom i 10. klasse på efterskolen, hvor der var fokus på at udtrykke troen på en karismatisk måde, fortæller Ole Drejer.
Han havde spillet guitar siden fjerde klasse og blev en del af lovsangsbandet, hvor musikken blev kombineret med bøn og udtrykt på en anden måde, end han var vant til. Det var mere inspirativt.
– Når vi havde lovsang, stod jeg og spillede guitar bagved stille og roligt og lærte en masse lovsange at kende, siger Ole Drejer. Samtidig gav det ham mulighed for at observere det hele lidt i baggrunden og suge alt det nye til sig.
Da efterskole-opholdet var slut, fik han lov til at træde sine første sko i en lille menighed i Ikast. Det var faktisk den første kirke, han sådan rigtig var kommet i.
Her tog den dygtige lovsangsleder i kirken ham under sine vinger og overtalte ham til at lede lovsang, selvom han ikke rigtig troede, at han kunne.
– Det fede ved små kirker er jo, at man kan prøve alt og tjene inden for alle områder, siger Ole Drejer begejstret og fortæller, hvordan præsten gav plads og skubbede én frem.
Samtidig begyndte Gud at prikke til nogle drømme om lovsang i hans liv, og han forstod efterhånden bedre lovsangens rolle og betydning. Både for den enkelte og for menigheden.
Det var begyndelsen på et liv med lovsang.
Efter et år på Kolding Internationale Højskole tog han tre måneder til Sydafrika på Psalmody Academy of Music & Worship, som tilbage i 90erne var en af de første lovsangsskoler.
Han blev efterfølgende ansat som lovsangslærer på Kolding Internationale Højskole, hvor han har været med til at opstarte lovsangsskolen, som sidste år ændrede navn til School of Performing Arts.
I dag er han viceforstander på højskolen, men stadig med til at lede lovsangen på højskolen og i kirken.
Med tiden er det nu blevet ham, der tager andre under sine vinger, når det drejer sig om lovsang.
– Det er det, som motiverer mig allermest i dag, at få lov til at give noget til nogle mennesker. Mennesker betyder mere end musik for mig i dag. Sådan havde jeg det ikke for fem år siden. Der betød musikken og det faglige mest, siger han og understreger, at det selvfølgelig stadig er vigtigt.
– Men nu betyder det mere for mig, at de mennesker, som udfører musikken, har det godt, og at de har det godt med sig selv, siger Ole Drejer.
For musikken kan man altid forbedre.
– Man kan altid blive god til at spille musik, det skal man bare arbejde med, det er ikke en udfordring. Men den holdning du har til mennesker omkring dig, til Gud og din menighedsledelse er afgørende for, om du lykkes i din lovsangstjeneste.
Det betyder rigtig meget, om du har ydmyghed og tjenersind. Om du tjener med hjertet eller du bare har brug for en platform for at blive set, siger Ole Drejer og påpeger, at det jo heller ikke er musikken alene, der gør en til lovsangsleder.
– Hvis vi tager et instrument væk, hvor meget lovsang er der så tilbage? Kan du stadigvæk udtrykke dig selv for Gud uden dit instrument?
Det er vigtigt ikke at være isoleret, mener Ole Drejer.
– Jeg tror virkelig meget på den her discipelskabstanke, at vi alle er forbundet i en relation opad og en relation nedad.
Jeg plejer at spørge elever på skolen og i lovsangsgruppen i kirken: hvem er det, der følger efter dig, og hvem følger du selv efter? Hvem inspireres du af, og hvem inspirerer du selv?
Det er vigtigt at investere i mennesker, mener Ole Drejer.
– Det bedste, du kan give til mennesker, er din tid, fx drikke en kop kaffe sammen og høre, hvordan de har det. Det er én måde at vise værdi på.
– Som ledere kan vi desværre godt virke, som om vi har meget travlt, og ikke være så inviterende over for mennesker, så de kan komme tæt på os, siger Ole Drejer.
Det er i det hele taget også vigtigt, hvis man skal have en lovsangsgruppe til at fungere. For de tyve minutters lovsang om søndagen er blot toppen af isbjerget.
– Hvis ikke lovsangsgruppen fungerer musisk, socialt og åndeligt, og der er noget substans i det og gode relationer, så er det yderst anstrengende at få noget til at virke til en gudstjeneste.
En af udfordringerne ved lovsang er synligheden, når man står oppe foran hele menigheden og leder dem i lovsang. Man kan nemt blive afhængig af, hvad andre mennesker synes. Sådan havde Ole Drejer det selv i begyndelsen, men sådan er det ikke mere.
– Når jeg tænker på, hvordan jeg skulle forberede lovsangen for 20 år siden, så føler jeg ikke, at jeg er meget dygtigere i dag, men jeg hviler mere i mig selv, siger Ole Drejer og forklarer, at han ikke længere føler et pres for at skulle præstere under lovsangen.
Med tiden bliver den gave, man har fået, til en tjeneste. Noget man er, mener Ole Drejer, og så er det måske også nemmere at glemme sig selv.
– Det er det, lovsang handler om for mig – at glemme sig selv. En god tid i lovsang er, når jeg har glemt mig selv, og den enkelte i menigheden har glemt sig selv og fokuserer på Gud.
I sit eget liv følger Ole Drejer efter to lovsangsledere: Hans gode ven Bob Fitts, der underviser i lovsang rundt i hele verden med en smittende passion og lidenskab for Jesus. Og så den kendte forsanger Martin Smith fra Delirious?, som han finder meget inspirerende.
Særligt hans sang Did you feel the mountains tremble? rører Ole Drejer dybt, for den beskriver, hvordan kristne forenes under vækkelse, og de fortabte ser det håb og liv, som kommer fra Gud.
Det er med det for øje, at han sammen med sin kone Liselotte startede European Worship Centre for at skabe netværk og fremme vækkelse gennem lovsang.
– Når man ser tilbage, så har sangen og musikken altid haft stor betydning i vækkelsestider, der er altid blevet født nye sange, budskaber og tekster, som har hjulpet til at bære vækkelsen igennem, siger han.
