Operation venter måske Gaza
Israel forbereder at rykke ind i Gaza som modtræk, hvis de bliver angrebet af Hamas. Den israelske generalstab har beordret Syd kommandoen til at forberede en mulig større operation i Gaza-striben i de næste måneder.
Forberedelserne omfatter operationsplaner, og disse vil blive tilstillet forskellige militærenheder, der vil rykke ind i Gaza.
I en israelsk avis – den engelsksprogede Jerusalem Post – er denne plan en seks-spaltet forsidenyhed.
Da Israel for nu fire år siden indledte felttoget mod Hamas i Gaza, oprettedes militær-enheder på brigade-niveau omfattende panser, infanteri og pionerstyrker. En tilsvarende model ventes at ville blive brugt under en ny militæroperation.
Gaza-divisionen, under kommando af brigadegeneral Yossi Bachar, vil være spydspidsen i forberedelserne til en sådan operation, der ventes at blive betydeligt større end den forrige – den som på engelsk hed Cast Lead.
Ifølge en militær kilde vil alle officerer vide, hvor de skal indsætte deres tropper, og hvad deres mission vil være.
– Gaza har ændret sig, og de våben, Hamas og Islamisk Jihad besidder, er blevet forbedret i kvalitet og kvantitet, siger talsmanden.
Hamas kampstyrke menes at omfatte 20.000 bevæbnede mænd, der er opdelt i fem brigader, svarende til Gaza-stribens forskellige sektioner. Hver brigade er delt op i et antal bataljoner.
Hamas har også særlige enheder til overvågning, antitank-missiller, morter- og raket-ild, og skulder-holdte antiluft-missiler.
Forberedelserne til en militær aktion er nu så langt fremme, at den vil kunne iværksættes med ganske kort varsel.
Ifølge en officer fra generalstaben er Gaza Israels mest ustabile front i dag. Han siger, at det er en front, der kan eksplodere når som helst.
I 2011 blev 680 raketter og mortergranater affyret fra Gaza mod Israel, omfattende 80 langtrækkende Katyusha-raketter af Grad-modellen sammenlignet med blot to Grad-missiler i 2010.
Officeren siger:
– Mens situationen langs Gaza-grænsen er relativ rolig, vil et eneste angreb fra Hamas side eller fra andet hold kunne tvinge Israel til at gøre gengæld på en måde, der vil kunne føre til en bredere optrapning.