Forkyndelse af Jesu genkomst – hvorfor?

Er det stigende antal af krige, kriser, jordskælv og flodbølger tegn på, at vi nærmer os verdens undergang, og vil vi opleve Jesu genkomst? Samuel Roswald giver tre begrundelser for, at kristne skal forkynde evangeliet om Jesu genkomst. Begivenhederne i 2011 har givet anledning til en fornyet tale om genkomsten.
Af Samuel Roswall, Hillerød
Tidligere funktionschef og
redaktør af ’Budskabet’.

Den er naturligvis ikke et emne for en avis som Politiken. Den bringer i stedet en stor artikel, hvor der spørges:
”Har De lagt mærke til den stigende mængde af krige, kriser, jordskælv og flodbølger ude i verden? Hænger alle disse katastrofer mon sammen med, at vi nærmer os verdens undergang?”
Men der er jo ikke langt fra sådanne ord til det svar, Jesus gav sine disciple på Oliebjerget, da de bl.a. spurgte: ”hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?”
Vi kan så supplere Politikens ord med, hvad Jesus også talte om. Jesu disciple vil blive udsat for trængsler, nogle vil falde fra troen, Israel vil opleve en (i første omgang national) genfødelse, evangeliet om Guds Rige skal prædikes i hele verden …

For det første er det vigtigt at være bevidst om muligheden for sværmeri. Det er sværmeri, hvis talen om Jesu genkomst primært tjener til at spekulere i tegnene, sådan at det går hen og bliver en speciel disciplin at finde ud af den nøjagtige rækkefølge i endetidens begivenheder – med det fromme motiv at beregne tidspunktet for Herrens komme.
I den ekstreme udgave har nogle sagt, at vel kan vi ikke beregne dag og time; men Jesus har ikke sagt, at vi ikke kan beregne måned og år.
Men der findes også et andet sværmeri, som vist nok er endnu mere udbredt. Det går på, at vi nærmest ikke kan vide noget om, hvornår Jesus kommer igen.
I øvrigt har grupper som Jehovas Vidner jo brændt fingrene til skræk og advarsel for os andre. Også derfor – lyder det – skal vi i stedet være optaget af at forkynde evangeliet om Jesus. Det lyder fromt.
Problemet er bare, at Jesus forudsætter, at vi følger med i, hvad der sker omkring os. Når det drejer sig om at tyde begivenhederne, sammenlignede han det med at forstå, at sommeren er inde, når et figentræ springer ud. Og så føjede han til: ”Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær” (Luk 21,31).
For det andet er det vigtigt at være opmærksom på, at Jesus sammenlignede talen om tegnene med veerne hos en fødende kvinde.
Det kan hjælpe os til at forstå, at endetidens tegn kan indtræffe over en l-a-n-g periode. Men jo nærmere vi kommer fødslen, des stærkere bliver veerne og des kortere bliver der imellem dem.
Forældre, der har flere børn, ved, hvor vanskeligt det kan være at tyde veerne. Selv når man var sikker i sin sag og startede bilen, kunne resultatet blive, at man igen blev sendt hjem fra fødeafdelingen.
Derfor knytter der sig til en tydning altid dette ydmyge: så vidt jeg forstår, eller måske lidt stærkere, jeg er overbevist om …

Men hvad er så motivet for Bibelens tale om Jesu genkomst. Som jeg ser det, kan man i hvert fald tale om tre begrundelser.

For det første er talen om Jesu 2. komme en del af selve Kristus-budskabet. Det er netop det, der gør det dybt problematisk, hvis genkomst-forkyndelsen fører en hensygnende tilværelse, også selv om det sker med fromme begrundelser. For nogle har forkyndelsen af ”Kristus alene” ført til forkyndelse af en ”delvis Kristus”.
Det er bl.a. sket med henvisning til, hvad Paulus fortæller om sit forsæt, da han skulle til Korinth: ”at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1 Kor 2,2).
Når man læser brevene til menigheden, er bemærkningen om hans begyndelse i Korinth fuldt forståelig. Men senere forkyndte han også i den menighed en ”hel Kristus”, når han siger, at Kristus er blevet både retfærdighed, helligelse og forløsning” (1 Kor 1,30).
Nogle gange er den kristne forkyndelse af naturlige årsager præget af, at man ikke kan sige alt i enhver prædiken, ligesom det er vigtigt (som i Korinth) at give rigtig kost til rette tid.
Men en fuldtonende Kristus-forkyndelse handler om den korsfæstede, opstandne og genkommende Kristus.

For det andet kan en bibelsk forkyndelse af Jesu genkomst fremme en sund forventning. Længsel efter Herrens komme og Guds Rige var en grundtone i de første kristnes liv.
Thessalonika-menigheden bliver i det stykke fremhævet som et forbillede. Paulus skriver om dem, at de var ”vendt om fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud – og fra himlene at vente hans søn, som han oprejste fra de døde, Jesus, der frier os fra den kommende vrede” (1 Thess 1, 9).
Det gav perspektiv over deres kristenliv. For nogle blev det til en overspændt forventningsfeber. Men apostlen arbejder for at bringe forventningen tilbage i et sundt spor. Ikke ved at tie om, hvad der skal ske i endetiden.
Tværtimod taler han temmelig specifikt om netop det i sit andet brev. – Den kristne kirkes historie vidner i øvrigt om, at genkomsttanken ofte stod stærkt i menigheder med vækkelse og liv.

For det tredje er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte tilskyndelser og formaninger i Ny Testamente knyttes til talen om Jesu genkomst. Kristus har taget bolig i en kristens personlighed, og det er årsagen til et liv efter Guds vilje. Men det er som om, forventningen om Jesu genkomst er en særlig motivation til at sige ja til et sådant liv. Lad os nævne et par eksempler.
Hebr 10,25: ”Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger … og … formaner hinanden, så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig”.
1 Pet 4,7: ”Men alle tings ende er nær. Vær derfor besindige og årvågne, så I kan bede, først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed …”
Til sidst et ord om forventningens frugt, Kol 1,4-5: ”Vi takker altid Gud … for vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, på grund af det håb, som ligger rede til jer i himlene”.