Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg er en kvinde midt i trediverne. Jeg har mand og tre skønne unger på 13, 11 og 8 år. Jeg tænker tit på, hvad der ville ske, hvis jeg døde, hvordan det dog ville gå mine børn og min mand, og hvor svært det ville være særligt for mine børn at vokse op uden en mor. Når tankerne kommer, fylder det alt, og jeg kan blive helt lammet indeni. Hvad er der galt med mig? Og hvad skal jeg gøre for at overvinde angsten?
O.
Kære O.
Der behøver måske ikke ligefrem at være noget galt med dig, men du lyder til at være forpint af disse tanker om at dø fra familien, og det er meget ubehageligt.
Sagen er vel den, at hvis man inderligt elsker nogen, så medfører det samtidig en større eller mindre angst for at miste dem fordi vi ved, at det kan ske (og vil ske, før eller siden). Og der findes vel ingen indsigt eller lærdom, som kan få smerten til at ophøre, når kærligheden ikke længere kan gives eller modtages. Ligesådan, hvis børn mister deres mor eller far, så er det en tragedie, det kan intet ændre på. Men den smerte som et tab afstedkommer ændrer sig hen ad vejen med tiden og selv børn, der mister en mor eller en far, vil efterhånden leve videre uden at være tynget af smerte og savn, sågar være og blive lykkelige. Det er vel det, man mener med, at livet går videre.
Det kan være svært og provokerende at tænke på som mor eller far, måske ganske enkelt fordi vi ikke helt ønsker det? Vores børn må da aldrig holde op med at føle smerte over at miste os? Vi kan da ikke undværes? Et ganske forståeligt omend egoistisk ønske for et menneske med stærke følelser for sine børn. Men virkeligheden er heldigvis den, at vore børn ganske afgjort aldrig vil glemme den mor/far de engang havde, men de smertefulde følelser vil med tiden aftage. Måske du kan bruge denne måde at se tingene på?
Jeg vil samtidig opfordre dig til at være bevidst om dit fokus. Angsten vil styre dit fokus hen mod alle de begrænsninger, vores væren har alle ulemperne som tilsammen kan sammenfattes i: du kan miste. Men hvis du kan acceptere det faktum, at det at elske nogen uundgåeligt betyder, at der også er en risiko for at miste uden det ene, får du ikke det andet kan du selv være med til at bestemme, hvor dit fokus skal ligge om det skal ligge på begrænsningerne og risikoen for at miste, eller på alt det vidunderlige I har og kan få sammen I DAG!
Så når du bliver bange for at miste din familie, så prøv at vende mønten om og fokusér på din kærlighed til dem og det, I har sammen NU!
Hilsen Suh
Kære Suh
For et årstid siden opdagede jeg, at min mand åbenbart brugte computeren til at se porno på. Jeg opdagede det ved et tilfælde en dag, jeg selv sad ved computeren, hvor jeg åbenbart kom til trykke på noget, som i den grad afslørede, at han har et problem. Det var et chok af dimensioner, jeg var fuldstændig uvidende om det. For nogle er det med porno på nettet måske en mindre ting, men for mig er det en enorm krænkelse af vores intimitet og sexliv og på en måde også af mine personlige grænser. Efterfølgende har vi brugt rigtig meget tid på at snakke om det, og jeg har virkelig arbejdet med at genopbygge min tillid til ham. Nu er vi efterhånden ved at være tilbage, men når jeg af og til skal bruge computeren nu, får jeg ind i mellem nærmest små angstanfald og tør næsten ikke klikke på noget. Er det normalt at reagere sådan? Hvor længe bliver det ved? Jeg kæmper med på den ene side at lade være med at kontrollere ham for at vise tillid, men på den anden side har jeg også et stort behov for at få vished om at det er slut. Jeg håber du kan finde lidt hoved og hale i det jeg skriver. Det er lidt rodet inde i mig.
Venlig hilsen B.
Kære B.
Du skal bestemt ikke skamme dig over, at du synes, det har været grænseoverskridende at opdage din mands forhold til porno. Det at opdage, at ens partner har en skjult side er et chok i sig selv, uanset hvad det handler om, og man kan føle sig både bedraget, svigtet, dum og meget mere på en gang.
Man kan også føle, at man lige pludselig slet ikke kender vedkommende, selvom det jo teknisk set stadig er det samme menneske, nu blot med en ekstra dimension tilføjet det betyder jo ikke, at alt det andet er blevet annulleret.
Det sætter naturligvis også en masse tanker i gang: hvor længe har det stået på, hvor tit, hvilken betydning har det haft på jeres sexliv eller mangel på samme? Og dernæst jalousien: handler det om, at han ønsker, jeg skal se sådan ud, gøre sådan, elsker han mig overhovedet, som den jeg er, osv. osv. Så naturligvis blev du chokeret og den oplevelse du fik den dag, da du sad ved computeren, prentede sig ikke kun ind i din hjerne, men i hele din krop, i hver en celle. Din hjerne har sidenhen fået lejlighed til at bearbejde chokket, bl.a. ved at tale meget med din mand om det, men din krop har tilsyneladende haft det lidt vanskeligere.
Når du sætter dig ved computeren bliver den formentlig mindet om dengang og får dermed re-aktiveret chokket og de følelser, der fulgte med. Derfor, næste gang du sætter dig ved computeren og du mærker pulsen stige, tankerne blive fyldt med angst og mistro, så lad din angst få ord sig højt, hvad der flyver gennem hovedet på dig, hvad der sker i din krop! Gå derefter i dialog med dig selv igen højlydt og fortæl på denne måde din krop og sanser, hvad din hjerne efterhånden har arbejdet sig frem til: at du har valgt at have tillid til din mand igen. På denne måde vil computeren efterhånden også blive forbundet med det nye budskab, og angsten vil aftage.
Med hensyn til om du skal kontrollere eller ej, så vid, at det aldrig har givet nogen fred i sjælen at kontrollere. Det at kontrollere giver os et øjebliks pseudo-tryghed, men handler i virkeligheden om, at det giver os en følelse af i det mindste at gøre noget midt i magtesløsheden. Men jo mere du kontrollerer, jo mere vil din angst blive næret, for det er umuligt at bevise at intet ikke er der. Er det, at du ikke finder noget på computeren ikke blot et udtryk for, at han har gemt det bedre denne gang? Hvor mange hvide svaner skal man se, for at blive overbevist om, at der ikke findes bare én sort? Så drop det.
Hvis angsten for, at han igen bruger porno på nettet dukker op i din dagligdag, så tag i stedet en snak med ham om det. Gør det du ønsker af ham: vær ærlig og åben, også når det er svært. Snak med ham om, hvorfor det kan være, at du igen bliver angst for at han bruger porno sender han nogle signaler, er han fraværende, er jeres sexliv anderledes, er du selv stresset, mere sensibel, har brug for mere omsorg osv. osv. På den måde bliver din angst taget alvorligt, men brugt konstruktivt til at arbejde med jeres parforhold.
En nedbrudt tillid tager tid at bygge op igen, og det kan føles som to skridt fremad og et tilbage engang imellem. Men hvis I vælger at turde konfrontere hinanden med jeres ærlige følelser, vil det ret sikkert gå mere fremad end tilbage.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk
