Jesus kan!
Af Kim Legarth. Sognepræst i Horne og Asdal sogne ved Hirtshals.
Det er fascinerende at se et F16-fly på himlen. Først ser man flyet, og bagefter kommer drønet fra motorerne.
Men det er ikke bare en fascinerende maskine, det er også en dyr maskine. Derfor er det kun de bedste af de bedste, som bliver udvalgt som piloter. Den danske stat har ikke råd til at have andre end de bedste til at sidde i sådan et fly. Det er jo rimeligt nok.
Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus ikke kender til sådan en fattigdom, at han kan sige: Jeg har ikke råd til at have andre end de bedste. Vi kan bare se, hvem han udvalgte som sine disciple. Den ene forrådte ham, den anden fornægtede ham, og den tredje tvivlede så kraftigt, at han nærmest barnagtigt krævede at få lov til at stikke fingrene ind i Jesu sår, før han kunne tro. Og vi kan se på hans kirke i dag. Vi er vel ikke meget bedre end disciplene.
Men hvorfor samler Jesus folk om sig, der er som disciplene? Hvordan tør han overlade sin kirke til os – og sit ord til os? Alt det, som er meget mere værd end alverdens jagerfly tilsammen?
Det tør han, fordi han er mægtig. Han er så mægtig, at den endelige sejr ikke afhænger af os, men af ham selv.
I søndagens tekst hører vi, hvordan Jesus kommer hen til nogle fortvivlede disciple. Forgæves har de forsøgt at drive en dæmon ud af en dreng. Jesus havde lært dem at gøre det i hans navn, og det var også lykkedes før. Men denne gang kunne de ikke.
Hvorfor kunne vi ikke drive dæmonen ud? spørger de. Jeg kender også den troskamp Hvorfor kunne jeg ikke…? Det mest nærliggende svar er, at vi kunne ikke, fordi vores tro bare er en tom overtro. Der er ikke nogen Gud i Himmelen, der har skabt alt og styrer alt. Der er ikke nogen Fadervor, du som er i himlene! Det er det nærliggende svar.
Men det er ikke altid, at det nærliggende svar er det rigtige. Der er i hvert fald noget i mig, der protesterer. Har man oplevet freden sænke sig over et dødsmærket menneske, fordi man har bedt for manden og fået kraft til at bede bønnen ske din vilje… så ved man, at denne fred ikke bare er et psykisk fænomen. At det ikke skyldes opium for folket – nej, så billigt er det ikke. Så ved jeg, at der er en almægtig Gud – så tror jeg, at han kan, hvad han vil, og at uanset, hvordan livet ender for denne mand, så vil Gud kun kærlighed. Der er en Gud midt i verdens kaos – der er en mening i meningsløsheden, også selv om jeg ikke kan se den.
Det er lyspunktet, som vores tro kæmper sig hen imod: Gud kan! Da disciplene havde opgivet, så kunne Jesus stadigvæk. Selv om vi måske ikke ser det fuldendte resultat, så kan Jesus. Selv om vi ikke kan se vores bøn blive opfyldt her, så kan Jesus. Der er ikke nogen logik i det – sådan er det bare: Jesus kan.
Føler vi, at vores tro svigter, eller at den er så lille, at vi nærmest er lidt flove over at kalde den for en tro, så skal vi gøre som faderen til den besatte dreng i teksten. Vi skal lægge vores lille tro eller vores manglende tro over i Jesu hænder. For bedende vantro er spirende tro – og selv med den lille tro kan Jesus skabe undere. Selv den lille tro kan Jesus vende til sejr. For det er jo ikke vores tro, det i virkeligheden kommer an på – det er Jesus.
Han ønsker at give os del i sin sejr. Derfor samler han mennesker omkring sig, som er afmægtige. Mennesker som vil svigte ham, folk som konstant kæmper mod tvivlen. Mennesker som dig og mig.
