Kærligheden sejrer – til sidst

Den canadiske, fransksprogede film Incendies (Ildebrande), der på dansk kom til at hedde Nawals hemmelighed, skulle efter nogens mening have haft Oscar’en for bedste udenlandske film i 2011 i stedet for Susanne Biers Hævnen (anm. her i uge 10/2011).
Det synes jeg ikke. Faktisk har jeg lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg overhovedet skal mene om den. På mig virker det umiddelbart, som om filmen vil for meget, idet den forsøger både at give en realistisk skildring af den uendelige mellemøstlige konflikt og på et andet plan at give en allegorisk fremstilling af en religiøs eller måske endda almenmenneskelig problemstilling. Hvilken i særdeleshed kunne handle om krigens meningsløshed og de forfærdelige følger, den kan få. Og i almindelighed om uoverensstemmelser og gengældelsens onde cirkel.
Stedet er altså Mellemøsten, hvor de tre store religioner eller trosretninger – islam, jødedom og kristendom – støder sammen. Der nævnes ikke på noget tidspunkt, hvilket land der er tale om, og de byer, der omtales i filmen, er tilsyneladende ikke-eksisterende. Baggrunden for begivenhederne, som er en krig, kan heller ikke identificeres, og tiden eller tidsforløbet må også tages med et gran salt. Derfor giver det god mening, når det i forlægget til filmen siges, at der ikke er tale om nogen bestemt krig, men om en fiktiv krig, som skal opfattes som en metafor på alle krige.
Ind i denne krig kastes filmens hovedperson, Nawal Marwan, der kommer af en kristen-falangistisk familie, og som, da historien starter engang i 60’erne, er kæreste med en palæstinensisk mand, som har gjort hende gravid. Nawals brødre skyder hendes kæreste, og Nawal føder en dreng, som ikke længe efter – i maj 70 – bliver anbragt på et børnehjem. Dette børnehjem bliver som led i en hævnaktion fire år senere jævnet med jorden, og da Nawal finder ud af det, regner hun med, at hendes søn er død. Hun hævner sig så ved at skyde den mand, som hun betragter som skyldig i sønnens død. Nawal straffes ved at blive anbragt i et fængsel, hvor hun bliver udsat for tortur og voldtægt. Hen mod slutningen af det 15 år lange fængselsophold er hun blevet gravid, og hun føder tvillingerne Jeanne og Simon, hvorefter hun sammen med dem bliver hjulpet til Canada for at starte et nyt liv. Her dør hun i 2009, og i sit testamente beder hun tvillingerne om at finde både deres bror, som de aldrig før har hørt om, og deres far, som de har regnet for død.
Dette er historien, og den trods alt ganske seværdige film viser, hvordan tvillingerne på bedste skattejagt-manér leder efter broderen og faderen samtidig med, at den i klip gengiver Nawals historie. Der krydsklippes således mellem denne og tvillingernes søgen frem til afsløringen af Nawals – frygtelige – hemmelighed.
Det gøres for så vidt godt nok, og skuespillerne klarer opgaven fint. Problemet med filmen er plottet – eller manuskriptet. Fordi den vil være både realistisk og metaforisk eller allegorisk, bliver historien sværere at tro på – den kommer til at virke for styret. Hvad der for mig at se redder den og gør den interessant, er at se den kun som en allegori. Og så kan man ellers lægge hovederne i blød og spekulere på, hvad der så er meningen med den. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Ægte kærlighed kan tilgive meget. Kun sand kærlighed kan bryde den onde cirkel.

Nawals hemmelighed (DVD)
130 min.