Whitney Houston – stor stemme, men et trist liv

Whitney Houston lærte at synge i kirken. Hendes mor var en kendt soulsanger og fungerede som musik-præst i New Hope Baptist Church, hvor Whitneys fik sin første solo-optræden.

Whitney Houstons karriere toppede, da hun spillede hovedrollen i filmen The Bodyguard og sang ”I’ll allways love you”.

Som 11-årig sang hun ”Guide Me, O Thou Great Jehovah”. Folk græd, så stærk var oplevelsen. Og Whitney ønskede netop med sin sang at sige Gud tak for den gave, hun havde fået i sin fantastiske stemme.
Men snart fik hun et andet fokus. Hun blev opdaget som fotomodel og vandt flere miss-titler. Hun kom med i tv-serier. Men det var som sanger, hun blev stadig større allerede i 1980’erne.
I 1992 slog hun totalt igennem med filmen Bodyguard og det tilhørende album, der blev solgt i 22 mio. ekspl.
En række albums fulgte. Stadig sang hun også de gamle kristne gospelsange, og da hun var på turne i Danmark opfordrede hun midt under koncerten det forbløffede publikum til at tro på Jesus. I 1996 indspillede hun filmen The Preacher’s Wife og udgav et gospelalbum.
Selv om salgstallene ikke holdt sig helt i top havde hun i 2002 solgt 120 millioner albums og 50 million singler.
Men showlivet og et voldeligt ægteskab var for meget for hende. Hun rodede sig ud i et narko- og pillemisbrug. Flere gange brød hun sammen eller udeblev fra koncerter. Hun flippede ud ved generalprøven til Oscarfesten og blev fyret 48 timer før tv-udsendelsen, brød sammen på hotellet og hasteindlagt.
I 2001 havde pressen bragt et billede af hende, hvor hun lignede en skygge af sig selv. Med sine blot 40 kilo var hun ikke andet end skind og ben.
I 2002 indrømmede Whitney sit narkotikamisbrug for åben skærm på tv-kanalen ABC. Siden blev der stille om hende.

Tilbage til Jesus

Men efter seks år dukkede hun op igen med et nyt album.
Stemmen var mærket af misbruget, lidt hæs, men stadig meget flot.
Dette album indeholdt en kristen bekendelse:
– Himlen må lytte til mig nu. Jeg er fortabt uden et formål. Stormene har raset og efter alt, hvad jeg har været igennem, kan jeg ikke gøre andet end se hen til Dig…, sang hun i titelnummeret I look to you på sit første studiealbum efter sammenbruddet.
– Jeg ser hen til dig. Efter at al min kraft er forsvundet, er jeg dog stærk i Dig.

Bøn og behandling

Whitney havde været under behandling af en præst i bekendtskabskredsen, som tilbød at hjælpe hende. Selv prøvede hun at kvitte stofferne med tro og bøn, men valgte så at blive indlagt på afvænningsklinik.
Fansene håbede, at hun var fri af narkomisbruget, men efter al sandsynlighed døde hun i sit badekar efter at have taget en overdosis piller i søndags. Her blev hun fundet af sin egen stab på det fasionable Beverly Hilton Hotel i Beverly Hills.
De senere år var Whitney gået ind i sekten, The Black Hebrew Israelite, som tror, de er jøder, uddrevet fra Israel ved Jerusalems ødelæggelse i år 70, spredt til Vestafrika og derfra til USA. Bevægelsen søger at leve efter Gamle Testamente. De ser deres lidelser som en lutring, så de engang kan vende tilbage til det forjættede land. Nu er Whitneys lidelser i hvert fald forbi.