Christer fik et kald fra Gud – og gik
Christer tog konsekvensen, da Gud kaldte ham til København. Nu opbygger han netværk og
planlægger strategier for at nå mennesker med kærlighed og kraft.11. januar 2012 kørte Christer Andersen fra Kristiansand til København for at begynde den opgave, som Gud har kaldet ham til: At starte et UMO-arbejde op i København, også kaldet YWAM Copenhagen Network
Visionen startede, da han tog en evangeliserings-skole, School of Evangelism (SOE), på UMO-centret i Skien, Norge tilbage i 2010.
Det var samme efterår, hvor UMO i Nordeuropa var samlet i Sverige for at fejre UMOs 50 års jubilæum. Loren Cunningham (grundlæggeren af UMO) var på besøg. Under fejringen blev der bredt et gigantisk verdenskort ud på gulvet og udfordret i forhold til mission. Christer oplevede klart og tydeligt at Gud sagde: København.
Christer har tidligere oplevet, at Gud har talt til ham helt konkret.
– Men ikke på præcis samme måde. Da Han talte til mig om København, forventede jeg ikke, at Han skulle sige noget. Jeg sagde bare Jesus, her er jeg, send mig! Og så BAM! KØBENHAVN, krystallklart.
Siden han fik undervisning om at høre Guds stemme, er han blevet mere opmærksom på at høre Guds stemme og tale med ham.
Han fortæller, at visionen for UMO-arbejdet i København er at se de kristne i København stå sammen som Guds menighed.
– Det handler om enhed og om at arbejde sammen mod ét mål: At fremme Guds rige i København, Danmark og Europa.
Visionen har opbakning fra både UMO i Danmark, UMO Skien, samt UMO Nordeuropa, som i november 2011 arrangerede konferencen Eye on Copenhagen på Hotel Bethel i Nyhavn. Her blev kirkeledere fra byen inviteret til at fortælle om situationen i København, og mennesker, som var interesseret, kunne komme og deltage.
– Dette blev en vældig god start, hvor man fik bygget relationer og partnerskaber. Vi mærkede Guds nærvær og ledelse i hvilken vej, vi skal gå, forklarer Christer.
Til at begynde med skal YWAM Copenhagen Network bygge netværk og samle et team i Københavnsområdet.
Fra sidst i januar og frem til 20. april har København besøg af et outreach-team fra SOE klassen i Skien, som skal hjælpe Christer med at etablere disse netværk. I samarbejde med City kirken skal de blandt andet indgå i opstarten af Healing rooms, som er en forbønstjeneste for helbredelse af legeme, sjæl og ånd (læs artiklen i sidste nummer af Udfordringen).
Herudover skal de lave et Alpha kursus sammen med Netværkskirken, opstarte 24/7 bøn i en måned, række ud til unge gennem idræts-aktiviteter, samt tage nattevagter på et herberg for hjemløse i et samarbejde med Blå Kors og Regen Kirke.
YWAM Copenhagen Network holder foreløbigt til i den gamle smedje i Høje Tåstrup, som indtil september sidste år har været brugt som kloster af den katolske nonneorden Assumptions- søstrene.
Klostret er opkøbt af en privat mand, som lejer det ud til UMO-arbejdet. Samtidigt med at YWAM Copenhagen Network bor i klostret, giver de en hånd med i renoveringen af værelser og det tilstødende gæstehus.
Reglen i klostret er at elske Gud og mennesker.
– Så det passer fint til os, siger Christer.
Efter sommeren 2012 ser Christer frem til at danne team sammen med Tyler fra USA og Andreas fra Norge, der også føler Guds kald til at komme til København.
Christer fortæller, at der er flere, som beder ind i og overvejer, om de skal være med. Han har troen på, at et langtidsteam kommer op at stå og kommer til at vokse.
– Når teamet er på plads i København, vil vi fokusere på at nå ud til de studerende. Vi har et stort hjerte for studerende, som jo rent strategisk også er Danmarks fremtid. Vi ved endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud, men vi glæder os til at være Guds hænder og fødder for de studerende og se dem blive mødt af Gud, fortæller Christer.
Han opfordrer alle til at bede for, at UMO-arbejdet i København må gå efter Guds plan.
Hans første indtryk af København er, at det er en international by med mangfoldighed.
– Men som i resten af Skandinavien, så er det jo sådan, at ingen snakker sammen. Men når man først kommer i snak med dem, så er det jo hyggelige mennesker, fortæller han.
– Jeg har ikke haft nogle dårlige erfaringer endnu. Og så elsker jeg, at I har egne cykelstier!
YWAM Copenhagen Network har en Facebook-gruppe af samme navn, hvor du kan følge med i, hvad der sker.
Af Camilla Blay Steiner
og Henrik Engedal