Støttekoncert gav 70.000 til sultofre

Fem kirker og en avis bag støttekoncert med Jarnvig som konferencier.
En bragende succes! Intet mindre kan gøre det, når Bent Hald Larsen skal fortælle om en støttekoncert i Thisted for sultofre på Afrikas Horn.

– Glæden ved at give er stærkt undervurderet i dagens Danmark, siger Mikael Jarnvig.

Bent Hald Larsen er præst i byens pinsekirke, der er en af de fem kirker, der stod bag arrangementet i Thisted Musikteater søndag den 4. marts sammen med Thisted Dagblad.
Koncerten kom i stand på privat initiativ. Knud Egon Vraa er almindeligt medlem i pinsekirken og måtte bare gøre noget, da han hørte om de over 12 mio. mennesker, som sulter i Somalia, Etiopien, Sudan og Kenya.
Ideen fængede, og snart var arrangementet på skinner med meteorolog Mikael Jarnvig som konferencier og en række lokale kor og musikgrupper som underholdning.
367 mennesker mødte op i musikteatret, og indsamlingen nåede et godt stykke over 70.000 kr. Beløbet skal fordeles mellem frikirkernes International Aid Services og Folkekirkens Nødhjælp, som begge arbejder på Afrikas Horn.
– Det var utroligt vellykket, en fantastisk oplevelse, ja, en bragende succes, siger Bent Hald Larsen og glæder sig over den omfattende og positive medieomtale.

Thisted Dagblad var medarrangør. Fotos: Knud Egon Vraa.

Succesen blev understreget af, at den 4. marts også var dagen for sogneindsamling til Folkekirkens Nødhjælp.
– De manglede indsamlere, og mange unge fra vores kirke meldte sig under fanerne. Bagefter kunne Folkekirkens Nødhjælp melde om en høst på 60.000 kr., hvilket er rekord for Thisted, fortæller Bent Hald Larsen.
Han har mod på at gentage støttekoncerten og glæder sig over, at kirkernes kunne signalere den indbyrdes enighed udadtil, og at kirkefolket kom i gang med samarbejde omkring billetsalg, kaffe og andre praktiske opgaver.
For underholdningen stod Barbershop Kvartetten, Thisted Kirkes Drenge-Mandskor, Iversen Band, Klitmøller Gospel, Thy Gospel og Trylleandreas. Og Mikael Jarnvig slog fast:
– Glæden ved at give er stærkt undervurderet i dagens Danmark!