Begår biskopperne synd imod Helligånden?
Sognepræst Stig Christensen, Sønderborg, opfordrer til, at præster og kirkegængere, som føler sig svigtet ved indførelsen af et homofilt vielsesritual, anmoder om at få biskop Steen Skovsgaard som deres åndelige hyrde. Når 8 biskopper nu udarbejder et ritual for vielse og velsignelse af homoseksuelle, vil de efter min mening komme til at synde imod Helligånden ved, at de korsfæster sandheden og dermed underskriver en dødsdom over Folkekirken som en sand kristen kirke.
Af sognepræst Stig Christensen
Sct. Mariæ Kirke, Sønderborg
Tidl. formand f. Dansk Oase.
Københavns biskop Peter Skov Jacobsen udtalte offentligt følgende: Bibelen siger, at homoseksualitet er synd, men vi siger, at det er kærlighed.
Biskoppen ved, ligesom alle de øvrige biskopper og enhver med et minimumskendskab til Bibelen, at homoseksualitet betragtes som synd. På grund af den totalt dominerende homoseksualitet rammes Sodoma og Gomorra af undergang, således som beretningen lyder i 1. Mosebog kap. 18 og 19.
I Romerriget var 14 af de første 19 kejsere homoseksuelle. Ind i denne verden var det kristne budskab klart, at homoseksualitet er en vanærende lidenskab:
Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente. Romerbrevet 1:26-27.
Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd. 1. Korinterbrev 6:9-11.
Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro; og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag; og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser, nu fremstår som afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild. Judas brev 1:5-7.
Jesus bekræfter dommen over Sodoma i sit veråb over Galilæas byer:
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig. Mattæus 11: 20-24.
Synd skiller et menneske fra Gud. Vort problem som mennesker er: Vi har alle syndet og mangler herligheden fra Gud.
Vi er alle født med synden og kan derfor ikke lade være med at synde, snart på et område, snart på et andet. Tænk fx på løgn! Mennesker kan tilsyneladende ikke lade være med at lyve, det lader til at være en medfødt egenskab. Men ifølge Jesus er løgn en meget alvorlig synd, for den kan direkte sættes i forbindelse med Djævelen, som er løgnens fader. Johannes 8:44.
De homoseksuelles synd er ret så åbenlys, men det gælder for langt de fleste af os, at vi jævnligt har overtrådt det 6. bud, når Jesus siger: I har hørt, at det er sagt: Du må ikke bryde et ægteskab. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. Mattæus 5: 27-28.
Man kunne også nævne alle de løse seksuelle forbindelser, som Bibelen også betragter som synd.
De homoseksuelle er syndere, men det er alle vi andre også. Der er bibelsk set kun ét håb for en synder, man må omvende sig, bekende sine synder, bede om tilgivelse og tro på nåden i Jesus Kristus.
Det egentlige problem i hele den standende debat er ikke de homoseksuelle, selv om de er den udløsende årsag.
Synd er på en måde ikke problemet ud fra et kristent synspunkt, for Jesus kom til verden for at frelse syndere.
PROBLEMET ER ET RITUAL, HVOR MAN VIL VELSIGNE SYND!
Når man ritualiserer noget i kirken, så erklærer man hermed også, at det er en sand forståelse af den bibelske virkelighed.
Man siger hermed, at det er i overensstemmelse med Guds ord.
Enhver oprigtig læser af Bibelen ved, at det er løgn, hvis man påstår, at homoseksualitet ikke er synd, og enhver bibellæser ved, at Bibelens Gud aldrig velsigner synd. Han frelser fra synd, men han velsigner ikke synd.
Hvis man bevidst gør løgn til sandhed, og sandhed til løgn, så fører man både sig selv og andre vild. Det er denne alvorlige synd, de 8 biskopper er ved at begå.
Kirkeministeren og det folkevalgte Folketing, der vil vedtage loven, er i et vist omfang undskyldt, idet de kun tænker politisk og ikke åndeligt og som følge heraf hverken tager Bibelens ord eller Jesus Kristus alvorligt.
Over for politikerne vil jeg mene, at Jesu ord fra korset passer meget godt: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
Men biskopperne og deres følgesvende blandt præsterne er i en helt anden situation. De bringer sig i den samme situation som farisæerne, der påstod, at det kun kunne være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at Jesus udrev dæmonerne efter at han havde helbredt en besat, der var blind og stum. Mattæus 12:22-32.
Farisæernes synd er, at de gør godt til ondt og sandhed til løgn. På grund af deres åbenlyse forhærdelse siger Jesus de alvorligste ord i hele Bibelen: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
Biskop over Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel og biskop over Lolland-Falster Stift Steen Skovsgaard er de eneste biskopper, der ikke vil medvirke til at udfærdige dette blasfemiske ritual, hvor man korsfæster sandheden.
Biskop Steen Skovsgaard udtalte ifølge Jyllands-Posten den 15. marts: Hvis der er plads til, at en biskop kan sige nej, bliver jeg. Tvinges jeg til at skrive under eller autorisere ritualet, må man smide mig ud.
En del af de andre biskopper har også betænkeligheder, men ifølge Kristeligt Dagblad vil de dog som statstjenestemænd udforme det ønskede ritual.
Ak ja, for længe siden var der en ypperstepræst der sagde, at det var bedre, at en mand døde, end at hele folket gik til.
Nogle siger, at man altid skal give kejseren, hvad kejserens er, men der er også nogle, der mener, at man skal give Gud, hvad Guds er.
Hvis flertallet af biskopperne havde nægtet at udforme et ritual, ville det næppe kunne gennemføres.
Her er et ironisk forslag til alle dem, der tror, at de er klogere end Gud og hans ord:
Kære biskopper, kirkeminister og Folketing:
Da det foreslåede ritual om velsignelse af en bestemt synd er uretfærdigt og diskriminerende over for alle andre synder, vil jeg anmode om i ligestillingens og demokratiets navn, at der indføres et ritual i Folkekirken til velsignelse af alle former for synd, ikke kun de åbenlyse seksuelle synder eller løgn, grådighed, magtbegær, egenkærlighed mv., men også alle de synder, som Jesus nævner ligger i tanker og motiver.
Vi er alle syndere og mangler herligheden fra Gud, derfor bør al synd velsignes i et ritual.
Fordelen herved er, at ingen behøver at føle sig udenfor, vi er alle lige, og Folkekirken kan man spare væk, da det bliver overflødigt med al den snak om Jesus Kristus og hans frelsesplan for verden.
(Bemærk, at dette er ironisk formuleret.)
Kære læser.
Hvad kan du bidrage med?
Du kan bede for denne vigtige sag.
Når Folkekirken med dette nye ritual bliver en klar frafalden kirke, så får det nogle alvorlige følger ikke kun for kirken, men også for det danske folk.
Vi kommer ind under Guds vrede og dom, og det bliver svært at bevare troen og leve et sandt kristenliv.
Bed om, at der må opstå en sand Folkets kirke.
Hvis alle modstandere blandt præster og lægfolk sluttede sig sammen i en fælles henvendelse til biskop Steen Skovsgård og bad om, at han ville stå i spidsen for den sande Folkets kirke, så kunne der stadigvæk være håb forude.
Inden for den folkekirkelige lovgivning kan man anmode om at være under tilsyn af en anden biskop end den i ens eget stift.
Jeg har ikke drøftet dette med Steen Skovsgaard, men jeg tror, at han vil være lydhør over for dette forslag, når man husker på hans udtalelse til Jyllands-Posten.
Når du beder, så husk på, at vor kamp ikke er imod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Efeserbrevet 6:12.
Vi må aldrig glemme, at Satan til enhver tid ønsker at ødelægge den kristne kirke både hos os og ud over jorden.
Selv om fastetiden er overstået, så nøjes ikke med at bede for denne sag, men tilføj faste til din bøn.
Må Gud velsigne din bøn og din faste.