Kunst og konfirmander

Kunsten hjælper konfirmander til at forstå Gud og den usynlige verden.Kunstner og konfirmander sam-skaber skrotkors og ruminstallationer i flere fynske kirker.

Når konfirmanderne bruger nye materialer, så skaber de et personligt sprog for Gud,
mener Karsten Auerbach.

– Hvad skal vi kalde Guds parallelverden? spurgte billedkunstneren Karsten Auerbach de 16 konfirmander.
Det var den første af de seks konfirmandundervisningsdage, som de havde til at skabe to installationer sammen i Fyns Rundkirke i Horne.
– Lad os sige Fadervor sammen, fortsatte han, og spurgte bagefter:
– Hørte I, hvad I selv sagde? ”Ske Din vilje, som i Himlen således også på Jorden”. Der er altså et sted – en slags parallelverden, som I sikkert kender det fra fx Narnia-filmene, – hvor der er fantastisk at være, fordi alt er ligesom Gud vil have det! I kirken har vi kaldt det mange navne gennem tiden: Himlen. Evigheden. Guds Rige…”
Efter nogen diskussion valgte konfirmanderne navnet Paradis. Og straks efter fik kunstneren dem til at male navnet på en 60 meter lang rulle papir, som nu dækker de kirkebænke, der indgår i den ene ruminstallation.
De flotte bogstaver blev malet på fantasifulde måder med pensler, fingre, fødder – og selv næser!
Man husker det man gør
– Efter konfirmationen kan de bedre huske det, de har gjort, end det, de har hørt svarede Horne- præsten Jesper Svärd, da kunstneren spurgte, om ikke præsten også skulle have tid til at undervise i løbet af kunstprojektet.
Og ganske rigtigt kom der også vigtige spørgsmål og samtaler undervejs, som gjorde kunstprojektet til undervisning i dialogform: som fx da en af drengene havde svært ved at forstille sig et sted, hvor alt var godt, og man ikke skulle kæmpe for noget.
– Der må da være dødkedeligt!, mente han.
Samtalen om paradis bragte også reinkarnationstroen på banen…

Næste gang fik hver konfirmand udleveret et 5-6 meter langt elektrikerrør med ledning i og fik at vide at det var et symbol på deres forbindelse til Gud.
Kunstneren viste dem nogle af kirkens traditionelle symboler for Gud, Treenigheden og Paradis, og fik dem til at lave hvert deres eget guds-symbol med ståltråd i toppen af hvert rør, som de siden beklædte med lyskæder.
Elektrikerrørene blev spændt fast på kirkebænkene. Så kunne de læne sig ind mod hinanden og danne præcis den samme form som kirkerummets spidse gotiske hvælvede loft. Og deroppe under hvælvingen smeltede konfirmandernes symboler nu sammen til et lyshav, som i sig selv blev et gudssymbol.

I den nederste ende af hvert rør blev konfirmanderne bedt om at vise, hvordan deres egen personlige ”udsigt til Gud” ser ud.
En skrev en bøn. To drenge og en pige byggede flotte konstruktioner af kviste ude fra skoven, fordi det især er naturen, der får dem til at tænke på Gud. Mange brugte spejle, fordi de reflekterer lyset, som kommer oppe fra.

I den modsatte ende af kirken – fire meter over alteret – har konfirmanderne gruppevis illustreret fire af biblens fortællinger om Paradis med figurer i gyldne farver.
De er malet på gennemsigtige akrylplader, for fortællingerne giver jo kun rigtig mening, hvis man prøver at se Gud igennem dem. Konfirmanderne har selv stået model og fotograferet hinanden med deres mobiltelefoner.
Karsten Auerbach’s egne karakteristiske malerier omkranser bibelfortællingerne med store figurer, som flyver ind og ud af rammerne og symboliserer Treenigheden.

Dette er et udsnit fra den meget flotte spilleplade, som Karsten Auerbach har malet.

Ud over de to værker som er sam-skabt med konfirmanderne udstiller Karsten Auerbach en række af sine egne nyeste billeder.
Konfirmandernes og Karstens udstilling åbnes med en fernisering efter pinsegudstjenesten i Horne kirke søndag den 27. maj. Der er åbent hver dag kl. 8-20 hele sommeren frem til midten af september.

– Jeg vil gerne gøre kristendommen nutidig, og det her er en måde at gøre det på, fortæller sognepræst Fritze Steiner-Johnsen, som også er religionspædagogisk konsulent i Fyens Stift.
Hun har i det seneste år haft Karsten Auerbach med ude hos konfirmanderne i en række fynske sogne, hvor de har lavet kors ud af skrot sammen med ham.
– Jeg siger til konfirmanderne, at Kirken har brug for, at de skaber nogle nye og nutidige symboler for troen på Gud, som de selv kan forstå, forklarer Karsten.
– Men hvis man sætter børn til at forme noget i lette materialer som fx ler, så får man kun klicheerne, og det man kender i forvejen. Vil man lave noget nyt, skal man bruge overraskende materialer som ”forstyrrer” og giver modstand. Det er det, som skrald gør: Hvad kan bil- og computerdele, træstykker og pærer sige om Gud?
– Når konfirmanderne bagefter bærer deres nye kors i procession ind i kirken og under gudstjenesten fortæller, hvad de har tænkt under skabelsesprocessen, hører vi pludselig et helt nyt sprog for troen, som er deres eget – og som på poetisk og autentisk vis blander sig med traditionen! – slutter kunstneren med et tilfredst smil.