Ny frimenighed i Herning i protest imod homovielser

En stor del af medlemmerne af Luthersk Mission i Herning stifter nu en frimenighed, som skal mødes i missionshuset på Godthåbsvej 23.
– På flere områder har det været uholdbart for mange medlemmer af LM i Herning at forblive i Folkekirken. Det er ikke Folkekirkens grundlag, man tager afstand fra, men den ubibelske forkyndelse, vejledning og praksis, som dominerer i Folkekirken, siger Henning Andersen, Lind, fra LM-gruppen.
– Den politiske udvikling, hvor Folkekirken som helhed tvinges i retning af at indføre vielsesritual for homofile, har for nogle været en sidste motiverende faktor. Samtidig ønsker en del medlemmer at samle gudstjeneste- og missionshusfællesskab i ét.
– LMs frimenighed ønsker at flere må lære Jesus at kende som frelser og blive glade for at tro på ham. Det ønsker andre kirker i byen også, og frimenigheden vil samarbejde med ligesindede, hvor det er muligt.
Den stiftende generalforsamling bliver den 18. juni, hvor der bl.a. vælges et ældsteråd. Fra 1. juni kan man melde sig ind.
Henri.