Den næste præsident i ”Guds eget land”?

Den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney giver 450 siders forklaring på sin tro på Amerikas stolthed.
Der er tale om et klart konservativt bud på et USA som det eneste land, der rettelig bør indtage rollen som verdensleder. Han beskriver de makropolitiske strategier, som stormagterne Kina og Rusland samt jihadisterne arbejder ud fra som reelle forsøg på at erobre verdensherredømmet og regere på alt andet end demokratisk vis.
I blikket på USA er visionen præget af kerneord som innovation, produktion, frie markedskræfter og andre velkendte konservative mærkesager. Han giver samtidig et indblik i alt fra erhvervsliv til sundheds- og uddannelsessystemer, hvilket er meget interessant.
Ved flere lejligheder nævnes det, at han er mormon ligesom sine forældre og bedsteforældre. Han har fungeret som lægpræst for flere menigheder og været udsendt som missionær – men på trods af, at bogen er på 450 sider, er det sparsomt med oplysninger vedr. den sag.
Josua Christensen

Mitt Romney:
Tro på Amerka
464 sider • 349 kr.
Informations Forlag