Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg har for nylig været sygemeldt med en depression og er nu i gang igen på nedsat tid. Mit problem er, at min mand ikke forstår min situation, han hjælper ikke særlig meget til herhjemme og synes ikke at bemærke, at jeg er rigtig, rigtig træt, når jeg kommer hjem.
Jeg er skuffet og vred over, at han ikke ser mig mere, og frygter, at det ender med, at jeg igen bukker under for en depression.
Hilsen M.
Kære M.
Oven på en depression har du brug for at tage den meget med ro, så du kan komme helt til hægterne igen. Overbelastning af enhver grad er FORBUDT! Man vil typisk forvente, at din familie, særligt din mand tager en del over også i den kommende tid. Sådan ville det også typisk være, hvis du havde haft brækket en arm.
Men forskellen på netop en brækket arm og en depression er, at ved den brækkede arm kan alle andre se skaden, gipsen, mens man ved en depression lettere kan gemme den indeni.
Hvorfor din mand ikke ser dig mere, kan jeg kun gisne om, men du bliver i hvert fald nødt til at hjælpe ham med at få øjnene meget mere op for din situation! Måske har du og han et mønster kørende, hvor du generelt ikke får sagt fra/til over for ham og mere eller mindre laver det hele? Han er måske simpelthen blevet vant til det og tænker ikke over, at det kunne være anderledes? Måske er det også en af årsagerne til, at du gik ned med en depression i første omgang?
Så når du ikke synes, at han opdager, at du er træt, når du kommer hjem fra arbejdet så må du gøre ham opmærksom på det ved at fortælle ham det. Og når du ikke orker at lave mad, gøre rent eller vaske tøj så må du lade være med det! Men så bliver det jo ikke gjort, tænker du måske, sikkert ud fra erfaring men så må det være sådan.
Og det bliver nok din største udfordring at lade tingene være ugjorte, ufærdige og irriterende! Men det er du nødt til, for hvis du bliver ved med at gøre de ting, som du egentlig gerne vil have, at din mand gør, ja, så kommer det helt sikkert ALDRIG til at ske, og så er du ulykkeligvis selv med til at holde det dårlige mønster kørende.
Brug i stedet din indebrændthed og irritation til at få taget dig sammen til igen at tage snakken med ham om, at du har brug for hans hjælp for at få jeres familie til at fungere.
Fortæl ham, at du bliver ked af det og føler dig overset, sådan som det er nu. Sig det igen, og igen, og igen. Hvor længe? Indtil det trænger ind og hvis det ikke virker, så er der ikke andet at gøre end at forsøge dig igen med en ny strategi, nye ord, nye tidspunkter, nye rammer.
Uoverskueligt? Ja, måske, men det er også rigtig, rigtig træls at skulle bukke under med endnu en depression eller at skulle finde en ny mand.
Hilsen Suh
Kære Suh
Tak for dine altid gode besvarelser.
Jeg skriver pga. at jeg gennem mange år, som leder i erhvervslivet med ansvar for mange medarbejdere, har set sporene af den mobning, som de ellers dejlige, ofte følsomme mennesker, har haft i deres skoletid.
Dit svar til “B” er helt rigtigt og klogt, men med konsekvensen at barnet bliver fastholdt i offerrollen, både ved at skulle fortsætte i dagligdagen sammen med mobberne – og dels ved at blive gjort til centrum for problemet.
Min erfaring er, at det absolut vigtigste er at stoppe skaden hurtigt. Når læreren sætter psykologen på drengen, skubbes problemet over på drengen. Når han så sandsynligvis kommer til at gå sammen med mobberen hver dag, vil hans oplevelse være meget negativ for hans selvværd.
Hvis et barn blev slået af et andet barn, ville man stoppe det omgående, og man ville ikke vende ryggen til, hvis man havde en mistanke om, at det ville ske igen.
Med mindre at barnet har en meget stærk relation til andre personer i klassen, som ikke kan fastholdes i fritiden, ville jeg omgående flytte ham til en mindre skole. Det er det, der har virket i de mange sager af denne slags, jeg har haft berøring med.
Venlig hilsen
Peter
Kære Peter
Mange tak for dit indlæg, hvor du deler dine erfaringer. Du har helt ret i, at det kan få langtrækkende negative konsekvenser, hvis et barn bliver fastholdt i et miljø med mobning. Udsættelse for mobning skal derfor stoppes hurtigst muligt. En af måderne er ganske rigtigt at flytte barnet til en anden klasse/skole.
Når jeg dog opmuntrer forældrene til i første omgang at give samarbejdet med lærer og skolepsykolog en chance, er det ud fra min erfaring om, at en indsats fra skolepsykolog ikke kun begrænser sig til det symptom-bærende barn, men at man også kigger og rådgiver på samspillet med barnets relationer i skolen, både de ressource-fyldte og de konfliktfyldte. En intervention i det pågældende tilfælde vil derfor i bedste fald resultere i, at også de, der mobber, bliver sat under lup, og at læreren får hjælp til at håndtere dem på en mere hensigtsmæssig måde. Ændrer mobberen adfærd, bliver det mobbede barn bekræftet i, at den mobbende adfærd er forkert, og at han selv derfor er rigtig/god nok. Desuden vil klassen blive et bedre sted at være, når mobberen får hjælp til at stoppe med at mobbe, samtidig med at mobberen selv får hjælp til at ændre adfærd, hvilket kan gavne ham/hende betragteligt også fremover.
Jeg ser altså mange fordele ved i første omgang at arbejde med problemstillingen i samarbejde med repræsentanter fra skolevæsenet, men lykkes det ikke, vil jeg nøjagtig ligesom du anbefale et klasse- eller skoleskift hurtigst muligt.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg er en pige på 21, jeg bruger rigtig meget tid sammen med min familie (mor, far, to søstre), selvom jeg er i et par-forhold.
Jeg nyder også at bruge tid sammen med min kæreste og mine veninder, men sammen med min familie slapper jeg bare helt af og er mig selv. Min kæreste og også en af mine veninder synes, det er unormalt, at jeg bruger så meget tid sammen med familien, og synes jeg burde løsrive mig.
Men handler det om det? Eller skal jeg ikke bare være glad for, at jeg har en familie, som jeg elsker at være sammen med?
Hilsen H.
Kære H.
Alt for mange har det modsatte forhold til deres familie med manglende kontakt eller utallige konflikter. Så når du fortæller om din familie at du har lyst til at være sammen med dem, så synes jeg tværtimod, at du skal være taknemmelig og holde fast i det! Desuden at foretage sig noget, som gør én glad, får én til at slappe af er godt i sig selv! Det, du kan overveje, er om din kæreste/veninde føler sig overset eller forsømt? Det må du jo så forholde dig til. Enten kan du være mere bevidst om at prioritere dem lidt højere, eller også kan du måske inddrage i hvert fald din kæreste mere i din familie, så han bliver inkluderet i den, i stedet for at føle sig udenfor.
Hvis du ikke er parat til dette, handler det måske om, at du ikke i øjeblikket er parat til at være i et kæreste-forhold, men blot har brug for at være dig selv sammen med din familie? Mærk efter, hvad du selv synes er mest vigtigt/rigtigt for dig, og handl så derefter for hvornår man er klar til at løsrive sig fra sin familie er individuelt, så brug ikke nødvendigvis andres målestok.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk
