Tilgivelse på trods

Hvad sker der, når dit liv pludselig ændrer sig drastisk, og du kan vælge at tilgive dem, der har såret dig? Det handler en ny og meget rost film om. Filmen ’Hardflip’ behandler nogle af de svære udfordringer, børn og forældre kan stå over for i livet. Randy Wayne har hovedrollen i denne nye film, som netop er udkommet.

Randy Wayne har blandt andet tidligere været med i filmen ’How to safe a life’. Han blev positivt overrasket over, hvor stor indflydelse han havde på menneskers liv igennem sit skuespil.

Teenageren Caleb Jones ser aldrig sin far, og hans mor har to jobs for at få det hele til at hænge sammen.
Caleb synes, det hele er ligegyldigt, men finder glæde i at skate og har også talent for det. Pludselig bliver hans mor syg, og han står nu over for sin egen uansvarlighed og hendes sygdom. Han forsøger nu at opsøge den far, som aldrig var der for ham.
– Jeg var til audition for en anden film, og så havde de audition for ’Hardflip’ inde ved siden af. De genkendte mig fra ’How to save a life’ og spurgte, om jeg ville til audition. Det ville jeg gerne, fordi jeg har det godt med at lave tros-baserede projekter, men lige så meget fordi jeg rigtig godt kunne lide manuskriptet og filminstruktøren
– Jeg sagde til ham: ”Du kan få rigtig meget ud af dette her”, fortæller Randy Wayne, som spiller Caleb, til Christian Post.
Han er selv kristen, men forklarer, at en af grundene til, at han havde lyst til denne film, var, at den ikke udelukkende henvender sig til kristne. Han ønsker at nå længere ud med budskabet, så han kan hjælpe med at ”ændre menneskers liv”, som han udtrykker det.
Filmen handler om tilgivelse, og Randy Wayne opfordrer os til at se ud over os selv:
– Vi går alle sammen igennem vores egen rejse i livet, men vi spørger sjældent, hvordan andre har det. Spørg dem og sørg for, at du virkelig ønsker at vide svaret. De går igennem de samme kampe…men du forstår det måske bare ikke.
– Tag fokus væk fra dig selv et øjeblik og tænk på andre, siger han.

’Hardflip’ har allerede vundet ’People’s Choice Best Feature Film award’ fra ’San Diego Christian Film Festival’.

’Hardflip’ kunne ses i biograferne i USA d. 1. juni. Det vides ikke, hvornår det er muligt at se den i Danmark, men det er højst sandsynligt kun som dvd, man kan se den her.
Ud over denne film skal Wayne også spille med i ABC family’s ’The Lying Game’. Han føler sig heldig:
– Jeg har været heldig, for Hollywood kan være hård og prøve at tryne dig. Jeg har lavet tv, film og komedier, jeg har lavet det hele. Jeg synes, jeg har været rundt omkring hele filmverdenen. Jeg har været heldig, og jeg får stadig lov til at arbejde med dygtige skuespillere.
Selvom han er kristen, mener han ikke, at det påvirker hans valg af roller så meget.
– Det har det aldrig gjort før i tiden. Som skuespiller ønsker jeg at opbygge en karriere som skuespiller. Det er svært nok bare at få et job nogle gange, så i takt med at jeg får en større karriere, kan jeg være mere kræsen, end jeg tidligere har været. Nu betyder det noget for mig. Jeg har altid haft lyst til at lave film, som har et positivt budskab og måske med nogle troselementer også, men før i tiden tog jeg alle roller, jeg kunne få. Nu vælger jeg dem, der gør en forskel, siger han til beliefnet.com.