Vendepunktet

”Da Job gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne. ” (Job 42,10)
Af Oswald Chambers
Engelsk forfatter og
bibelskolelærer (1874-1917)

Den klynkende, selvoptagne, sygelige slags bøn, det stærke ønske om at få ret, findes ikke i Det Nye Testamente. Selve det, at jeg prøver at få ret over for Gud, er et tegn på, at jeg gør oprør mod forsoningen. ”Herre, jeg vil rense mit hjerte, hvis du vil høre min bøn; jeg vil vandre ret ind for dig, hvis du vil hjælpe mig.” Jeg kan ikke selv få min sag i orden med Gud, jeg kan ikke selv gøre mit liv fuldkomment; jeg kan kun få min sag i orden med Gud, hvis jeg tager imod Jesu Kristi forsoning som en ubetinget gave.
Er jeg ydmyg nok til at tage imod den? Jeg må give afkald på ethvert krav og holde op med enhver anstrengelse og helt og holdent overgive mig i hans hænder og så kaste mig ud i forbønnens præstelige tjeneste.
Der er megen bøn, der udspringer af vantro over for forsoningen. Jesus er ikke ved at begynde at frelse os, han har frelst os. Det er sket, og det er en krænkelse mod ham at bede ham om at gøre det. Hvis du ikke synes at opleve en 100 fold høst, ikke får en dyb indsigt i Guds ord, så begynd at bede for dine venner, gå ind i den indre tjeneste. ”Da Job gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne.” Din væsentligste opgave som en frelst sjæl er forbøn.
I hvilke omgivelser Gud end sætter dig, så bed øjeblikkelig, bed om, at hans forsoning må blive virkeliggjort i andres liv, som den er blevet det i dit. Bed for dine venner nu; bed for dem, du kommer i berøring med, nu.

”Men I er … et kongeligt præsteskab.” (1. Pet. 2,9)
Med hvad ret bliver vi ”et kongeligt præsteskab”? Med forsoningens ret. Er vi parate til med en fast beslutning at lade alt vores eget være og kaste os ud i bønnens præstelige tjeneste? Den stadige graven i vores indre for at se, om vi er, hvad vi burde være, skaber en selvoptaget, sygelig form for kristendom, som ikke er Guds barns enkle, sunde liv.
Indtil vi kommer i et ret forhold til Gud, er enhver sejr på et hængende hår, og så siger vi: ”Hvilken vidunderlig sejr jeg fik!” Der er ikke noget i det, der peger hen på frigørelsens mirakel. Kast dig ud i dristig tro på, at din frigørelse er fuldstændig, og tænk derefter ikke så meget på dig selv, men begynd at gøre, som Jesus sagde – bed for den ven, der kommer til dig ved midnat, bed for Guds børn, bed for alle mennesker. Bed ud fra erkendelsen af, at det kun er i Jesus Kristus, du er fuldkommen, ikke i den tone: ”Åh Herre, jeg har gjort mit bedste, vil du ikke nok høre mig?”
Hvor lang tid skal det tage for Gud at befri os fra den sygelige vane først og fremmest at tænke på os selv? Vi må da snart have fået nok af os selv, så der til sidst ikke mere er noget nyt, Gud kan fortælle os om os selv. Vi kan ikke gøre noget ved vores egen usselhed. Der er kun ét sted, hvor alt er, som det skal være, og det er i Kristus Jesus. Når vi er der, skal vi kaste os ud med alt, hvad vi formår, i den indre tjeneste.

Fra bogen ”Alt for Ham” af Oswald Chambers.