Filmfestivalens skaber drømmer om fred
Højsommeren er over os – og med den er kommet årets store begivenhed i Jerusalem:
den 29. internationale filmfestival, som iår markeres med forevisning af over 200 film fra ikke færre end 45 lande i løbet af 10 dage.
Der er de tre bibelske valfarter til Jerusalem – og så er der i nyere tid kommet en fjerde og meget verdslig til: filmfestivalen, der afholdes i biografsale i og nær filmhøjborgen Cinemateket, som ligger i Hinnom-dalen over for den 500 år gamle bymur.
Eminencen bag denne festival er israelsk films “grand old lady”, Lia van Leer, en levende legende i landet. Hun har trods sine 88 år stadig ledelsen og kontrol med Cinemateket, som hun oprettede for 38 år siden, og hun er initiativtager til den årlige filmfestival.

