76 egyptere kendt skyldige i angreb mod Israels ambassade
En domstol i Cairo har kendt 76 egyptere skyldige i angreb mod Israels ambassade – og har hermed nok banet vej for en vis bedring af forholdet mellem de to lande.
Stormen på Israels Cairo-ambassade sidste år – efter israelske styrkers drab af seks egyptiske soldater under forfølgelse af palæstinensiske militsmænd – medførte en af de værste kriser i forholdet mellem de to lande siden deres fredsaftale i 1979.
75 af de anklagede fik en dom på et års fængsel betinget, mens en der blev domfældet “in absentia” blev idømt fem års fængsel.
Det var i september sidste år, at tusinder af egyptere stormede ambassaden, nedrev en sikkerhedsmur og fortsatte ind i ambassaden, fjernede det israelske flag, smed israelske diplomatiske dokumenter ud af vinduerne og slog en af ambassadens medarbejdere. Egyptiske soldater fjernede demonstranterne, men der blev dengang ikke foretaget nogen arrestation.
Episoden medførte, at næsten hele den israelske ambassadestab, med ambassadør Yitzhak Levanon i spidsen, blev evakueret til Israel.
Bahrain
Israel har fået en overraskende støtte af Bahrain, hvis udenrigsminister, sheik Haled bin Ahmad bin Muhammad al-Halifa, på sin “twitter”-side har fordømt angrebet.
– Det udeblevne forsvar af ambasadebygningen er en grov krænkelse af 1961 Wiener konventionen om diplomatiske relationer, skriver udenrigsministeren.