Iran: ‘Israel er en kræftsvulst, der skal fjernes for altid’
Israelerne, der er ret immune over for alskens angreb, er ret chokerede over at høre, at den øverstkommanderende over Irans Revolutionære Gardes luftvåben, general Amir Ali Hajizadeh, har hilst en israelsk militæroperation mod Iran velkommen, fordi “det vil give Teheran en grund til at hævne sig og fjerne kræftsvulsten Israel for altid”.
Hajizadehs udtalelse giver Irans anti-israelske retorik endnu en omdrejning. Han siger, at Irans svar på et israelsk angreb mod dets atomanlæg vil blive “hurtigt, afgørende og ødelæggende”, og at Israels trusler om at angribe blot er led i en psykologisk krig mod Iran.
Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad har i weekenden fordømt Israel og sagt, at “selve det zionistiske regimes eksistens er en fornærmelse af menneskeheden”.
Og Irans øverste leder, ayatollah Ali Khameni, siger, at “Israel en dag vil vende tilbage til den palæstinensiske nation og ophøre at eksistere”.

