Budskaber fra sommerens kristne stævner:
Kan man erfare Gud?

Vi har en brændende længsel efter at se mere af Guds kraft. Men vi skal ikke søge den for vor egen skyld. Syge bliver helbredt, døve hører og lamme går, der hvor evangeliet forkyndes, siger Ruben Dalsgaard. Der er ikke noget bedre, end når kirken begynder at lugte af Jesus. Vi glæder os, når Guds kirke er hans hænder og fødder her i verden. Når Jesus er på færde og det er ham, der virker.
Vi har en brændende, voksende længsel efter at se Guds legeme, kirken, udleve sin passion. At Guds rige bliver synligt, hørbart og mærkbart. Denne verden har så meget brug for, at Gud lægger sin hånd på den.

DanskOase er mit hjem. Det har først og fremmest givet mig en sult og en længsel – men også et håb om, at menigheder kan rejse sig og fungere. Ikke bare som velsmurte og velfungerende enheder med styr på ledelse og teologi.
Men mere end det: Vi længes efter, at den flotte bil i garagen har benzin på tanken, at den benzin er sprængfarlig og kan bringe bilen langt ud over stepperne. Oases ikoner har noget med flammer. Vi vil gerne langt ud over stepperne. Vi har et håb om det, og vi ser det i bidder.
Dansk Oase føder min længsel efter at se Guds børn i kontakt med vores himmelske fars passion, kærlighed, barmhjertighed og nåde, så de drives ud i den verden, som Gud længes efter. At se Kristi legeme fyldt med Helligånden, så det overnaturlige sker som det mest naturlige i verden. Så der sker kraftfulde manifestationer af Guds rige dér, hvor disciplene kommer frem.
Jesus siger i Mark. 16, at disciplene skal erfare Guds kraft. De skal uddrive dæmoner, og de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.

Men hvad nu, hvis dette ikke er en del af vores kristne erfaring? Skal vi rammes af selvfordømmelse og føle nederlag? Nej, men vi skal stille spørgsmålet: Hvis Jesus har lovet sin kirke, at den skal vandre i denne kraft, hvorfor ser vi så ikke mere af det?
Jeg har tre svar:

Jakob siger det i sit brev: I får intet, fordi I ikke beder! Gud har sin egen timing. Vi kan ikke tvinge ham til at gøre noget ved at komme med de rigtige formler.
Gud er Gud. Han gør, hvad han vil. Men han er også vores far. Vi kan som hans børn falde på knæ og bede til ham.
Hvis du længes efter at se Guds rige komme til udtryk i kraftfulde manifestationer, så begynd at bede. Fald på knæ, bed for vores land og vore byer. Tidligt eller sent. Sæt ord på vores elendighed og tørke, vores sult og tørst. Lav bønneklubber. Bed tidligt eller sent. Brug bedelister. Hjælp hinanden med at komme i gang med at bede.

Den anden bid af svaret har noget med fokus at gøre. I 2011 følte vi, at Gud udfordrede os som ledelse i Silkeborg Oasekirke til at gøre året til et bønneår. Vi fik stærke profetiske ord om, at Gud ville gøre tegn og undere i vores kirke.
Så jeg tog det øverst på min bønneliste at bede om tegn og undere. Hver gang nogen var syg, sagde jeg: jeg vil bede for dig, for Gud har sagt, at vi skal bede, og han vil gøre tegn og undere iblandt os. Men selv om vi var ret udholdende, så vi kun ganske få ting. Nærmest ingenting. Jeg spurgte Gud hvorfor. Og jeg oplevede at Gud sagde: – Det kommer til at ske derude, ikke herinde.
Gud åbnede mine øjne for sammenhængen mellem mission og kraft. Hvor er det, de lamme går, de døve hører, og de døde står op? Det er der, hvor evangeliet forkyndes. Der hvor ordet om Jesu død og opstandelse lægges i frugtbar jord, der forløses Guds kraft. Gud udgyder sin kraft til mission!
De disciple, der vil modtage kraften for deres egen fornøjelses eller opbyggelses skyld, handler ikke i overensstemmelse med Gud plan. De modarbejder den faktisk.

Men i juni måned fik vi lov til at se et lille hul i den byld. Det var lidt af en forunderlig måned. Tirsdag efter tirsdag, når medarbejderne mødte ind på kontoret, kunne de fortælle om en, der var blevet helbredt. Det skete igen og igen.
Jeg tænkte: hvad er det lige, der er på færde her? Men jeg kunne se, at nogle af vore folk var ved at få håndtag på, hvordan de kunne forkynde evangeliet. De gik på gaden hver fredag aften for at bede for mennesker og forkynde evangeliet.

Det tredje svar handler om kors og om at elske Jesus. Fortællingen om Jesus begynder med en kæmpefest i Galilæa. Der er masser af tegn, undere og kraft.
Store skarer følger Jesus. Men en dag vender han sig om til dem og siger: – Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, ægtefælle og børn, brødre og søstre og sit eget liv. Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen vil starte et byggeri, vil han så ikke først beregne omkostningerne? Ligesom kongen, som skal i krig. I kan ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster – om det så er alt, hvad I ejer eller har.
Hvad er det, Jesus har gang i? Hvorfor vil han skræmme de mennesker bort, som han er kommet for at opsøge og frelse? PR-folk og reklamefolk må ryste på hovedet: Hvad har han gang i?
Men Jesus ved, at mange følger ham, fordi de er fascinerede af ham. De har klikket på ‘synes om’ på hans facebook profil. De vil gerne se flere vilde ting.

Men Jesus ved også, at der foran ham ligger en barsk vandring op til Jerusalem. Det vil ende med smerte, forvirring, frygt, fornægtelser, tortur, kors og død. Derfor spørger Jesus skarerne, om de overhovedet ved, hvad prisen er. Hvad må det koste jer? Må det koste smerte og forhånelse og de nære relationer? Må det koste alt?
De, der bare fulgte Jesus på grund af kraften og tegnene, ville knuses på halvvejen. De ville stå som et ynkeligt halvbygget byggeri eller en chanceløs, nedkæmpet hær på en slagmark.

Jo, Jesus stiller tegn og undere i udsigt for dem, der følger ham. Men han stiller også kors i udsigt – disciplenes kors. Kamp, uro, forvirring, smerte og en fornemmelse af Guds fravær. Alle de ting vil være en del af disciplenes erfaring. Derfor er fascination ikke nok. Jesus er nødt til at kalde på menneskers hengivelse og kærlighed. At de sætter ham først og elsker ham over alle ting. Ellers kan de ikke stå i den kamp, der ligger foran dem.
Sådan er det også med dig. Hvis du ikke vil gå ind i kampen og fornedrelsen og udtømmelsen af dig selv, kommer du heller ikke til at stå i herligheden og kraften. I den dybeste fornedrelse sejrer Gud. I magtesløsheden viser han sin styrke.

– Joh. 21 beskriver det berømte møde mellem Peter og Jesus. Peter har lige vist sig som en svag, tåbelig kujon. Han er fyldt af skam og usikkerhed. Men Jesus kommer til ham og stiller det simple spørgsmål: – Peter elsker du mig? Jesus spørger ikke primært til Peters følelser, men om Peter er Jesus hengiven. Peter har smagt sit eget nederlag. – Vil du hengive dig? Elsker du mig?
Så går Jesus videre og løfter sløret for, at Peter en dag skal give sit eget liv i martyrdøden for Jesus. Hengivenhed kommer til at betyde døden. Derefter siger Jesus bare: ‘Følg mig.’
– Hvad ville du svare på det spørgsmål? Ville du sige ja? Peter kunne godt have sagt nej. Han kunne godt have bedt Jesus nedtone radikaliteten lidt. Jesus ville stadig have elsket Peter og frelst ham. Men hvilken konsekvens ville det ikke have haft både for Peter og for hele verdenshistorien, hvis han havde sagt nej?

I Peters liv blev det opfyldt, at ‘de, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort; ja, de skal gøre endnu mere, for jeg er på vej til Faderen’. De mirakler Peter udfører er faktisk større end det, vi læser om, at Jesus gjorde. Selv Peters skygge gjorde mennesker raske – det læser vi ikke om Jesus. Måske havde Peter den stærkeste tjeneste, noget menneske har haft i Guds rige.
Men Peter kommer også til at betale den højeste pris. De to ting hænger sammen. Peter har set korset. Idet Gud giver sig selv, fornedrer sig og tager korset på sig, da sejrer han. Der forløses Guds kraft. Peter tager imod både det vandre i kraften og at vandre med korset. Peter får lov til at følge Jesus og ligne ham.
– Jeg tror, det kald også går til os. Jesus siger det til skarerne. Det vil koste alt for den, der vil følge. Det er super udfordrende. Men også en vidunderlig frihed og måde at være sammen med Jesus på. Jesus spørger: – Elsker du mig, vil du hengive dig til mig, selv om det måske vil koste dig alt?

Af Ruben Dalsgaard, præst ved Silkeborg Oasekirke.

Dette er uddrag fra et aftenmøde på SommerOase 2012