At de alle må være et
Få steder i verder er kirkesamfundene så opsplittede som i Danmark. Og få steder er det så hårdt at udbrede Guds rige.
Jesus bad om, at hans disciple måtte være ét – så verden kan se, at du har sendt mig. For kirkens enhed og missionen hører sammen.
– Gud har givet jer noget unikt i Dansk Oase. Men undgå at gøre de fejltagelser, frikirkerne har gjort i 1900-tallet. Bliv fred-skabere i dansk kirkeliv.
Af Peter Götz
formand for
Det Danske Missionsforbund.
Dette er uddrag af hans tale på SommerOase 2012 med titlen Hvad vil Gud.
Der er mere perspektiv i at synge Jeg er her for dig end at bede Gud stille sig til rådighed for os. Nu skal det handle om Mission.
Mit hjem kunne have rummet alverdens konflikter. Far gik i skole i 7 år og voksede op under beskedne kår på landet. Mor var tysk-latinamerikaner, og familien levede i rigdom i Buenos Aires. Hun besøgte Europa som 12-årig, hvor onkelens tjenestepige tog hende med til et kristent møde i en luthersk sammenhæng i Tyskland. Hun fulgte opfordringen til at tage imod Jesus. Men hendes hjem var ateistisk, så moderen rev hendes Ny Testamente i stykker og tilmeldte hende en danseskole.
Senere kom min mor som 20-årig i Danmark, hvor hun mødte manden i sit liv på en kristen ungdomslejr.
Her mødtes tysk mystik-kristendom med dansk frikirke-kristendom. I Buenos Aires møder mine forældre et svensk pinse-missionærpar, som havde lagt al materiel rigdom bag sig for at leve blandt de fattigste. Det var i 50-60 erne, før den karismatiske fornyelse – og den længsel lå i mit hjem.Jeg føler stor taknemlighed over for Oase-bevægelsen. I har vedholdene passet på det, Gud gav sin kirke engang kl. 9 om formiddagen sidst i 60erne. I værner om den tredje trosartikel til inspiration for alle i Danmark. I kobler det sammen med det at være i mission.
I 50erne og 60erne var der så tørt, at det næsten ikke er til at forestille sig. Kirken kunne ligesom ikke rumme det, der spirede frem. Tak, fordi I med omhu og ildhu tager vare på den kristendom, som har hele trosbekendelsen med.
Der var en besynderlig selvmodsigelse i det, der brød igennem dengang. Her skyller en Gud-given bevægelse frem og nedbryder dogmer og kirkeskel. Men I må – for at kunne tage vare på den – bekende jer som rene lutherske. Det er dybest set ikke Åndens væsen og heller ikke ok.
– Men det er nok jeres eneste chance for at overleve i en dansk kirkelighed, som har nok i sig selv og sin egen fortolkning af ret kristendom. Måske når vi om nogle år lidt længere.
Kirken overalt i verden – ikke mindst i DK – mener sig berettiget til at frakende andre kristennavnet, så snart der er antydning af vranglære. Det er noget med splinten og bjælken, og det er en dyb, alvorlig trussel for det kristne fællesskab og det med at bære Kristus ind i verden.
Jesus bad for sine disciples enhed: – At de må være et, som du Far i mig og jeg i dig for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Jesus siger det med hjerteblod: Den verden, vi har skabt, er brækket i stykker. Nu må de 12 disciple holde sammen. – Hjælp dem, far. Deres mulighed ligger i det at være et. Deri ligger bæredygtigheden.
Paulus fremhæver korinterne i 1 Kor. 10 for meget positivt. – Men jeg formaner jer brødre til at enes, så der ikke er splittelser, men så I holder sammen i tanke og sind. Man må ikke frakende hinanden retten til fællesskabet.
Paulus taler om splittelser, om skisma. Han beder korinterne om at sætte det brudte sammen – som en læge sætter brækkede lemmer sammen. Paulus taler om, at kristne er ét legeme. Det er brud på Herrens legeme, hvis uenighed skaber splittelse. I kap. 12 er der en vidunderlig beskrivelse af Kristi legeme. Enheden er ikke bare en god ide. Det er en forudsætning for, at legemet kan bære Guds rige til verden. En splittet kirke har ikke noget budskab til verden.
Jeg skal være fred-skaber i et hvilket som helst fællesskab, jeg befinder mig i. Vi skal skabe forsoning. Det gælder i kirken, i ægteskabet og i alle andre sammenhænge.
En kristen vil med al magt søge at sætte det brudte sammen og bede Guds Ånd hele sårede følelser og situationer. Vi skal være helbredende fællesskaber for hinanden og for alle andre i de sammenhænge, vi er i. Kirkesamfund tror hver især, at de har hele sandheden.
I Filipperbrevet siger Paulus: Hvis ellers Åndens fællesskab betyder noget….hvis du mener, det er vigtigt med det kristne fællesskab. Så sæt hinanden højere end jer selv i ydmyghed. Tænk ikke på jeres eget, men på de andre. Hav det sindelag, som var i Jesus Kristus.
Midt imellem Jesus og hans bøn for disciplene før påske og Paulus breve i den første kristenhed har vi Helligåndens udgydelse. Det er sådan, Gud skaber sit redskab til at træde ind i denne verden for at forkynde frelsen. Det er denne operation, Gud har brug for.
Vi der blev føjet sammen må ikke skilles. Det er en synd at adskille det, Gud har sammenføjet.
Jeg vil gerne invitere dig ind i den dybe åndelige position, hvor du ved Åndens hjælp kan blive det, du er skabt til at blive i hans legeme. Tænk om vi kommer hjem med en ny ydmyghed over for andre.
Jeg husker min mor sidde ved vort gamle radioapparat for at finde kristne radiostationer på mellembølge. Når hun fandt en kristen sang, blev hun altid stjerne-glad for at høre fra andre kristne – for hun havde selv oplevet at stå alene med troen som barn.
Vælg kærligheden til dine søskende. Elsk din bror og søster – også selv om de opfører sig mærkeligt eller har underlige ideer. Hvis du spørger Jesus, vil han nok vare: – Hvad angår det dig, følg du mig!
Frelsen er ikke kun for jøder men for alle og enhver. Troløse toldere kan være tættere på Guds tilgivelse end fromme farisæere. Guds elskede hele verden, så han sendte sin søn til hele verden.
Vi skal elske hele Guds folk, så Guds kirke kan få saft og kraft i vores land.
Jeg voksede op i et hjem, hvis rødder var missionsforbundet. Men vi gik til møder i et hjem i Slagelse, og min far holdt teltmøder hvert år sammen med folk fra mange forskellige kirker.
Jeg tog på bibelskole på Luthersk Missions Højskole. Her fik jeg min første store åndelige oplevelse. Jeg fortalte det til forstanderen, men han var ikke helt sikker på, at han kunne forstå, hvad jeg mente.
Senere kom jeg til Dianalund og arbejdede i kolonien og blev leder af en indre missionsk bibelkreds. Senere kom jeg med i YFC, som var en stor øjenåbner for mig. Økumenisk fællesskab og Lausanne-bevægelsen har gjort stort indtryk på mig.
Jeg opdagede, at i alle haver gror der smukke blomster. Men vi har det med at rendyrke vores blomst for at den kan få de bedste betingelser. Vi bygger drivhuse i vore kirker og frembringer denne plante. Men vi frembringer dårlige vilkår for andre planter. Den mageløse opdagelse kan rendyrkes, så det bliver til hovmod.
Forædlingen bliver til en forgudelse af en bestemt sandhed. Ligesom kobberslangen engang var en opgaveløsning, men blev til en hindring for at Gud kunne komme igennem med noget nyt. Man kan fremavle så længe på en bestemt egenskab, at en ridehest bliver skrøbelig på en eller anden måde.
Det som vi dyrker med flid, skal ind i det store fællesskab med hele Guds folk. Det er sammen med alle de hellige, at vi finder længden, bredden og dybden.
Der er stadig gaver at finde i andre kristne traditioner, selv om de står for noget andet end jeg. Jeg føler mig inspireret til at lære af alle andre troende. Det er arrogant ikke at ville tale med andre aktører – i den tro, at man ikke har noget at lære.
Man kan være i et dybt åndsfællesskab i en almindelig økumenisk dialog. Man kan leve det kald værdigt, hvormed vi er kaldet. Vi skal leve i ydmyghed, mildhed og tålmodighed. Stræbe efter at beholde åndens enhed i fredens bånd. Vi er ét legeme, én Herre, én tro, én dåb.
Jeg står her som eksponent for en bredde i kirkens liv i Danmark. Jeg taler om enhed og forsoning – ikke om fusionering og store kirkesamfund. Jeg taler om, at vi når dertil i den danske kirkementalitet, at vi glæder os, når det går andre godt. At vi søger lønkammeret så meget, at vi bærer besværligheder uden at føle os trådt på. Ingen af os rummer Gud, men Gud rummer os.
Jeg tænker på det unikke, som Gud har givet jer i Oasefællesskabet. Jeg ville ønske, at I kunne undgå at gøre de fejltagelser, som frikirkerne gjorde i 1900-tallet. At I kan etablere forsoning og bygge bro i dansk kirkeliv. Hvis I tager kaldet til forsoning op og forstår jer selv i rollen som fredsskabende i dansk kirkeliv, så vil der ske noget. Nogen skal gøre det. Og gad vide om det ikke er jer, der skal kalde de tjenester frem, så det forpestede danske kirkemiljø kan få en ny tid. Lær det af frikirkerne.
Kun får steder i Europa er der så dårligt et klima blandt kirkerne som i Danmark. Og få steder er det så hårdt at slå igennem med evangeliet som her. Lad jer føje sammen til en stærk åndelig enhed. Salige er de, som stifter fred. Sig: Det er min Mesters dagsorden. Det skal også være min.
