Drive-In til gudstjeneste
– Kom som du er – i søndagstøjet eller i din pyjamas.
Du kan nemlig blive i bilen under en drive-in gudstjeneste!- Når folk kommer kørende op til gudstjenesten, får de udleveret en gudstjenesteplan og besked om at finde den rigtige FM station på radioen, fortæller Rose Dudley, en frivillig medhjælper fra den lutherske kirke i South Sioux City i Nebraska.
– Når de har fundet stationen, kan de sætte sig tilbage i bilsædet, lytte til præsten og nyde kaffen og kanelsneglene, som de frivillige bringer ud til bilerne.
Kirkens nye tiltag med drive-in gudstjenester startede sidste år. Det var arrangørerne af den lokale festuge, Cardinal Days, der opfordrede kirken til det.
Og præsten, Jerry Gilbreath var straks med på ideen, fortæller Rose Dudley.
Deltagerne må meget gerne forlade deres biler for at nyde gudstjenesten udenfor på græsset. Men der er tale om et kirkefællesskab, som foreløbig kun tilbydes om sommeren.
Det nye drive-in initiativ blev omtalt i de lokale tv-nyheder.
– Folk bliver engagerede, og fællesskabet er fantastisk. Desuden spredes Guds ord til flere mennesker, og det er jo derfor, vi er her, siger Rose Dudley.
Drive-In kirker findes flere steder i USA, men er endu ikke afprøvet i Danmark. Måske på grund af vejret?
Mange lutherske kirker i Nebraska har danske eller norske rødder. Bl.a. findes der et luthersk seminarium i Blair, Nebraska, som blev oprettet af den danske pionér Jens Dixen fra Jels. Han skaffede pengene bl.a. ved at grave grøfter i sit nye land. Bogen Han sled bibler som sko, som udkom for få år siden på dansk, beskriver hans historie. Det var også ham, der skaffede halvdelen af startkapitalen (20.000 kr.), ved at sælge sin farm, da Sudanmissionen skulle oprettes i 1911 som en gren af Sudan United Mission.