Hoffmanns har forladt folkekirken

Den kendte romanforfatter og debattør Poul Hoffmann og familien har meldt sig ud af folkekirken i sorg over homo-vielsesritualet.Over 2000 melder sig ud af folkekirken om måneden, oplyser pressen. Også den kendte og velanskrevne kristne forfatter Poul Hoffmann har sammen med sin kone, Kirsten, forladt folkekirken. Poul Hoffmann har skrevet over 40 bøger, hvoraf flere er oversat til andre sprog. Han har tidligere modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Gennem mere end 80 år har Hoffmann været medlem af folkekirken og en flittig kirkegænger. Men indførelsen af et ritual til vielse af homofile par har fået ham og hele familien til at melde sig ud.
Udfordringen har spurgt Poul Hoffmann om årsagen til hans udmeldelse af folkekirken nu:

– Er det en ny tanke at forlade folkekirken eller har den været der før?
– Der har jo gennem de senere år været adskillige kameler at sluge i folkekirken, siger Poul Hoffmann og nævner:
– Præster, der åbenhjertigt vedgår, at de reelt ikke tror på centrale ting i kristendommen – accept af reinkarnationstanken og andet hedenskab – alle de forskellige symptomer på, at tidsånden tager Helligåndens plads i folkekirken.
Men folkekirkens objektive bekendelsesgrundlag har været intakt, pointerer Poul Hoffmann.
– Det er det ikke mere efter indførelsen af dette ritual.
Vi har i årevis vidst, at når det kom, måtte vi melde os ud.
Egentlig havde vi vist ikke troet, at det blev i vores levetid, men på det sidste er udviklingen jo forløbet med styrtagtig fart.
  

– Hvordan har du det med at have forladt folkekirken?
– Det er sådan lidt både – og. På den ene side er der en stor sorg og bitterhed, fordi den kirke, som i mere end firs år har været vores åndelige hjem, nu bliver taget fra os, og vi kan godt føle en dyb vrede mod de mennesker, der gør det.
På den anden side er det en stor lettelse at være udmeldt.
Vi er ikke mere med til at legitimere de uhyrligheder, der kommer fra biskopper og andre instanser i folkekirken. Der er et ansvar, som vi er befriet for.

– Hvor er jeres kirkelige ståsted i dag?
– Vi kommer i Skive Bykirke, der er en frimenighed dannet af mennesker, der har det ligesom os. Men Kristi kirke er jo i alle samfund, hvor bibeltroskaben er i behold – og dér er vi med.
 

– Der dukker i disse år mange nye frimenigheder op. Kan du forestille dig, at de finder sammen i et landsdækkende fællesskab?
– Det ville være ønskeligt, om der kunne skabes en sådan landsdækkende kirke, som kunne blive den virkelige evangelisk-lutherske kirke i Danmark – og som dermed også kunne gøre krav på den støtte fra staten, som grundloven hjemler.
Det er jo i virkeligheden et grundlovsbrud, at denne støtte i øjeblikket går til folkekirken, som nu ikke med nogen ret eller rimelighed kan siges at være en evangelisk-luthersk kirke.
Men jeg tror ikke, det vil lykkes at skabe en sådan ny, landsdækkende kirke. 
Sekterismens onde ånd er i hælene på os – de gode bestræbelser vil drukne i kævlerier om detaljer og nuancer.
Hvis vi får en regulær vækkelse, så måske. Men det er nok mere realistisk at se situationen som endnu et af tidens mange tegn på, at Kristi genkomst er nær. Kirkehistorien ender måske, som den begyndte, med spredte menigheder her og der af ret forskellig prægning. 

– Hvordan ser du fremtiden for den eksisterende danske folkekirke?
– Folkekirken vil sikkert blive ved at eksistere som en slags religionsanstalt til forgyldning af højtideligheder.
Vi har nok slet ikke set det værste endnu. Der har jo allerede været forslag om ceremonier ved skilsmisse og politiske initiativer for indførelse af flerkoneri (og «flermanderi») med mere, som vel så også skal have en religiøs gang fernis.
Kun fantasien sætter grænser for galskaben, når tidsånden først tager over, siger forfatteren.

Også Poul og Kirsten Hoffmanns søn, oversætteren Helge Hoffmann, og svigerdatteren Kerstin, kendt fra Foreningen Retten til Liv, har meldt sig ud.
Helge Hoffmann kritiserede i et læserbrev (uge 37) organisationerne på kirkens såkaldte højrefløj, fordi de ikke ”valgte at føre an i en udmarch fra folkekirken og en selvstændig videreførelse af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark”.
– Det er ikke bare forstemmende, men også stærkt foruroligende, for hvis man kan sluge denne store kamel, så er der al mulig grund til at tro, at man også vil sluge de næste, siger han. De står allerede parat i kulissen, kamelerne. Det er en hel karavane.
Nu er der åbnet op for indførelse af ritualer, som har Bibelens klare ord imod sig. Hvad bliver det næste? Et ritual for skilsmisse? Et ritual for en påtænkt abort? Begge dele har allerede været foreslået. Og hvad med de biseksuelle? Ville det ikke være det eneste tolerante og demokratiske, hvis de også fik deres ritual? Hvorfor skulle en person ikke kunne blive gift med både ham og hende, som vedkommende elsker? spørger han ironisk.
– Ud over nye ritualer vil vi sikkert se mange andre ændringer i kirkens lære og tro. Helvede vil naturligvis blive afskaffet. Hvad ligner det at sende nogen derned? Begrebet synd står også for fald. Den fysiske opstandelse og det evige liv går samme vej. Der er allerede røster fremme om, at trosbekendelsen skal ’moderniseres’ (læs: udvandes og gøres politisk korrekt).
– Hvis ikke man vil ende som en teologisk vandmand, er man nødt til på et tidspunkt at sige: Nu kan jeg ikke længere stå inde for det; nu er dette ikke længere min kirke. Det oplagte sted at trække en grænse er ved indførelsen af vielsesritualet for homoseksuelle. Det er ikke blevet gjort endnu, og det er ved at være sidste udkald, advarer Helge Hoffmann.
Af Bjarne Nederby Jessen
og Henri Nissen