Hvad med de beskyttende arme?
Der er en Kristusfigur, der skuer ud over Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Højt hævet over byen, oppe på bjergsiden står han der med åbne arme. Imødekommende. Beskyttende.
Næsten lige meget hvor man befinder sig i den larmende og kriminelle by, kan man altid ane denne Kristusfigur. Det gav mig en rar følelse af fred og tryghed, da jeg færdedes rundt i byen. Det var en god påmindelse om, at Gud holder øje og passer på os.
Samtidig var der noget, der nagede mig ved denne Kristusfigur. For hvor er disse milde øjne og udbredte arme henne i gadebilledet? Man skal ikke gå mange meter i Tegucigalpa, før man støder på tiggere med tomme hænder, børn og unge der sniffer lim, bevæbnede vagter og hjemløse, der leder efter dagens måltid blandt andres affald Hvor er Jesus og Guds kærlighed i alt dette?!
Dog har jeg efterhånden fundet ud af, at Gud netop er til stede i disse gader. Han er til stede i folks gode gerninger. Han er til stede, når præsten Alvin deler mad ud til gadens beboere. Han er til stede, når hårdtarbejdende Mario arrangerer sportsaktiviteter for børn og unge i slumområdet Nueva Suyapa, så de lærer, at der er et alternativ til bandekriminaliteten. Samtidig er Gud til stede i alle disse menneskers tro. Kirkelivet fylder meget i samfundet, og det honduranske folk har en fascinerende og inspirerende tillid og kærlighed til Gud.
Kigger man nærmere på Kristusfigurens hænder, kan man se naglemærkerne i håndfladerne. Selv om nøden i Honduras er uretfærdig og meningsløs, så minder mærkerne i hænderne mig om, at Jesus selv har lidt. Han er ikke fjern og uforstående, selv om det nogle gange kan virke sådan. Han bliver ikke stående forstenet oppe på bjergsiden. Han er til 
stede, og han er en nærværende og medlidende ven for dem, der sover i Tegucigalpas gader.
Af Julie Kofoed Pehrson
Udsendt som praktikant af Impact
