Når Herren kalder
Jeg var bare 15 år, da jeg en søndag morgen hørte kirkeklokkerne kalde Kom nu, kom nu!.Det er 15. søndag efter Trinitatis, og den dag har en særlig betydning for mig. Hvert år sætter jeg et særligt mærke i den kalender, jeg fører, når det gælder gudstjenester, og i år skriver jeg: 49 år. Den søndag er det nemlig præcis 49 år siden, Gud kaldte på mig!
Af Frede Møller
Sognepræst
i Hinge Kirke, Viborg Stift
Jeg var bare 15 år, da jeg den søndag morgen hørte kirkeklokkerne kalde Kom nu, kom nu! 22.september 1963 var det. Vi gik ikke i kirke hver søndag i min familie, men kun af og til. Den søndag stod jeg op og gik derhen, og bortset fra et par enkelte søndage har jeg været der hver søn- og helligdag siden da.
Hvad der blev sagt den søndag, husker jeg ikke, men på en eller anden måde har jeg åbenbart forstået, at det handlede om at komme, sætte sig ned og lytte, og lidt efter lidt har jeg så fanget, hvad det var, præsten gerne ville række videre.
I dag er jeg selv præst og har snart været det i 40 år.
Kaldet til præstegerningen modtog jeg også efter bare få måneders kirkegang. Ved juletid 1963 fik jeg et lille hæfte fra præsten: Til Frede med Ønsket om en velsignet Jul og om Udholdenhed i det gode Forsæt fra Urban Schrøder.
Sådan hedder det i en sang, og sådan er det.
Maria forstod det, satte sig ned og lyttede. Bebrejdelserne haglede ned over hende fra den hurtige, effektive Martha. Men Jesu ord satte tingene på plads.
Nu kan jeg sætte mit eget navn ind og høre ordene som sagt specielt til mig, når det hedder: Martha, Martha! Du gør dig bekymring og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.
Vi tror, det er så mange ting, som er nødvendige. Så meget vi må bekymre os om. Men dybest set er det vigtigste af alt, at jeg selv hører budskabet fra Gud, så hjertet på den måde bliver fyldt af det, munden må løbe over med, nemlig budskabet om Jesus Kristus. Budskabet om den kærlighed, som fandt vej til jord, da han blev født til verden, og som fik sit stærkeste udtryk, da der langfredag hang en korsfæstet mand på Golgatha.
Først og fremmest får jeg at vide, at jeg er elsket af Gud, og at han har dækket op til mig ved sit festbord i Himlen!
Det er i sig selv helt utroligt, når jeg tænker på alt det, som er kikset for mig i tidens løb. De mange gange, hvor jeg valgte min egen vej i stedet for Guds, og hvor jeg gjorde, sagde eller tænkte det, som var stik imod det, Gud ville.
Sådan var det også, mens Jesus gik omkring på denne jord. Gang på gang klokkede hans disciple i det, og alligevel står der, at han blev ved med at elske dem lige til det sidste.
Jo, jeg er elsket af Gud, men der er også sat tallerkener frem til de andre. Mine naboer, mine venner, min familie, men også dem, jeg ikke kender eller bryder mig så meget om.
Han vil, at budskabet skal nå dem, sådan som det i sin tid nåede mig, og han har mange forskellige veje.
Det er ikke altid, kaldet fra Gud når mennesker via kirkeklokken, men så har Gud andre muligheder og veje. Som da jeg engang kørte i tog. Da vi nåede Langå, lød der en besked over højttaleren om, at nu ville toget dele sig i to. De bedes forvisse Dem om, at De befinder Dem i den rette afdeling, lød det så, og da var vi to, der kiggede på hinanden og sagde: Ja, netop!
Intet er vigtigere end at kende sin plads!
Intet er mere vigtigt end at lytte, når Gud taler.
