Tidsånden tager livet af den danske folkekirke
Den danske Folkekirke kan lære noget af Sydeuropas storslåede kirker, mener denne uges kronikør.
At besøge en dansk folkekirke en søndag i kirketiden er typisk en tvivlsom affære. Det er småt med fremmødet, og oftest er præsten enten distanceret, politisk polemisk anlagt eller af konsensustypen, hvor alt er tilladt.
Af Bent Liholm
Overlærer, mag. art., Vinderup
Kirkebygningerne er desuden spartansk indrettet, og i de moderne nybyggede kirker er det ekstra svært at føle det religiøse. Disse kirker kan knap nok ikke identificeres i landskabet, og havde præsterne ikke den traditionelle præstekjole på, kunne man godt tro, at man var til foredrag.
Besøger man derimod domkirkerne i Toscana provinsen i Italien, bliver man nemt bjergtaget ligesom den danske forfatter Johannes Jørgensen (1866-1956), der ved mødet med Assisi fik lyst til at konvertere til katolicismen.
Jeg tænker her på domkirkerne i Firenze, Pisa og Siena, som jeg begejstret har besøgt i forbindelse med et ferieophold i det centrale Italien her i sommer.
Tonen er allerede slået an, længe før man når Firenze, idet man på lang afstand kan se den monumentale domkirkekuppel, som sidenhen blev model for den tilsvarende på Peterskirken i Rom.
Efter indkørslen til Pisa gennem gamle gader og et mylder af aggressive gadesælgere og sigøjnere møder man pludselig den såkaldte Mirakelplads med den hvidt dominerende domkirke, dåbskapellet og det berømte skæve tårn, alt sammen byggeri, som nærmest virker umuligt i dag, men ellers ville koste prisen på adskillige Storebæltsbroer.
Endelig er Sienas domkirke særegen ved at have en af Italiens tidligst kendte kupler, men også en udsmykning i såvel loft som gulv, der gør én målløs og tæmmer én i afmagt og stille respekt.
I Toscana er der naturmæssigt rystende smukt, og befolkningen er blidt imødekommende. Der er på enhver måde højt til loftet, og køreturen i landskabet med cypresser, pinjer, grønne vinmarker og cikadesang får én til at tænke på Biblens beskrivelse af Edens have.
På samme måde er der højt til loftet i de førnævnte domkirker. Alle tre er bygget for ca. 1000 år siden, og der er intet sparet i overdådighed i form af brugen af marmor som byggemateriale, men også i udsmykningen med malerier af Jomfru Maria og hele lidelseshistorien, hvor der næsten ikke er et hjørne, der ikke er dekoreret af én af middelalderens mestre.
Kirkerne er åbne for turister mod en beskeden entre, og man kan nemt bruge en time hvert sted, ikke blot i beundring af det kunstneriske, men i endnu højere grad i den ro og stilhed fra gadens larm og turister, der tilbydes. Publikum skal være tækkeligt klædt og fra tid til anden bliver det annonceret i højttalere, at der skal være stille, for det er en alvorlig sag, Skaberen, man er samlet om.
Men studerer man indholdet i det italienske kirkeliv – ud over det afbildede – er der selvfølgelig også problemer. Ud over anklager om pædofili ønsker den katolske kirke – med hovedsæde i Vatikanet i Rom – tilsyneladende at bevare dens mange hundredårige traditioner uden at lefle for politiske strømninger i tiden. Her er ingen veghed eller ønsker om politisk konsensus. Kirken har magten helt tydeligt i samarbejde med mafiaen og det mangeårige Berlusconistyre, som kirkemæssigt har lænet sig op af de forordninger, som har varet helt tilbage til Mussolinis regeringsperiode tilbage i midten af 1900 tallet, hvor kirken således også har haft stor indflydelse på den politiske lovgivning. Nok har man eksempelvis indført abortlovgivning ved en folkeafstemning i 1978, men den er aldrig rigtig slået igennem.
I Italien modtager kirkerne 8 promille af skattemidlerne, og selv om italienerne er tilbageholdende på skatteområdet, så er det rigtig mange penge, det drejer sig om, men man bruger tilsyneladende midlerne primært på kirkebygningerne og kirkelivets bevarelse bl.a. i form af en voldsom hær af ansatte.
Som kirke- og trosmæssigt interesseret borger må jeg erkende, at vi også har smukke og besøgsværdige kirker i Danmark såsom Marmorkirken i København, Ålborg, Århus, Viborg, Odense og Ribe domkirker og en række landsbykirker bygget omkring år 1200, men Reformationen og dens nedtoning af det udsmykningsmæssige har fjernet meget af storheden, og i helt moderne papkirker kan det være meget svært at relatere til det bibelske overhovedet.
Når man sammenligner det italienske kirkeliv med det danske, må man erkende, at det er småt med storheden i Danmark, for en stor del af den oprindelige kirkelighed er for nedadgående. Medlemstallet er over den sidste snes år faldet fra ca. 90% til 80% af befolkningen. Ved sidste menighedsrådsvalg i 2008 var stemmeprocenten på 15,5%, og i kun 149 af 2210 kirkesogne var der egentligt valg. Endvidere var gennemsnitsalderen hos de valgte mellem 50 og 60 år.
Spørger man præsterne og kirkefolket, hævder disse, at der for øjeblikket er en voldsom tilgang i antallet ved gudstjenesterne, men går man dem på klingen, viser der sig et helt andet billede. En typisk søndag består de fremmødte gennemgående af det ansatte personale, familie plus medlemmer fra menighedsrådet, så en præst må således ofte stå med under ti deltagere, og så har engagementet ringe kår.
En række yngre præster søger at peppe tilgangen op med at udvide gudstjenesten med en efterfølgende bespisning med spaghetti, rockkoncerter eller som i et tilfælde fra Ågerup på Sjælland, hvor præsten op til påske i 2009 med overskriften Gud og fadbamser lokkede med besøg på den lokale bodega efter gudstjenesten. Det måske mest ekstreme, jeg har oplevet, var en gudstjenesten, hvor man tillod uhæmmet skrig, skrål og leg fra småbørn, så ingen voksne kunne høre præsten. Man kan i det regi ikke undlade at citere Lukasevangeliet 19, 41-48: Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort den til en røverkule.
Tilsvarende har jeg oplevet en konfirmation, hvor sognepræsten afbrød konfirmationsritualet med smalltalk med konfirmanderne. Endelig en barnedåbsgudstjeneste, hvor hovedpointen var et hadsk indlæg mod Tidehvervsfolket og dets bannerførere Søren Krarup og Jesper Langballe. Hvor er den oprindelige kirkelige alvor blevet af i det regi?
Folkekirkens store tilløbsstykke har altid været bryllupper, men med en kirkemisnister med hindubaggrund og tvivl om sit trosmæssige ståsted, som samtidig har pålagt folkekirken at indføre homovielser, er også denne sællert på stærk tilbagegang. De borgerlige vielser ligger næsten 50% over de kirkelige.
Omend folkekirken må formodes at være en rig institution, er man ved at erkende forholdene. Man må formode, at man er på vej mod en egentlig nødvendig privatisering, men sådan noget tager årtier. Indtil videre er eksempelvis biskoppen over København blevet pålagt at nedlægge knap 10 kirker, og det går ikke let for sig.
Med sådanne tendenser kan det være svært at finde plads til bibelære og tro. Bibeltro og fundamentalistisk storhed i Italien bliver i Danmark med kirkemæssige krampetrækninger vekslet til, at alting i tidsånden er tilladt og kan bøjes, og når alting er lige meget værd, er der ingenting, der egentlig er noget værd. En sådan tilstand skaber mangel på respekt og alvor og vil uvilkårligt skabe flere og flere frikirker, kirker hvor man samles omkring Biblen, bøn og stille eftertanke og ikke en masse markedsgøgl som kan minde om en fritidsklub eller et af sommerens mange hestemarkeder.
Nok er der også tvivlsomme sider af den italienske kirke, men storheden, andægtigheden og afmagtsfølelsen kan man ikke tage fra dem. Jeg ser frem til at gøre nye besøg.
Den danske folkekirke kunne lære noget af Sydeuropa! Man må tilbage til det grundlæggende.
