At se gør hele forskellen

Hvor er Gud at finde? Hvor skal vi vende os hen, når vi har spist os igennem det bugnende tag-selv-bord af pop-psykologi og – terapier, frihedsbudskaber og musikoplevelser, ideologier, forbrug og sociale eksperimenter – og stadig ikke inderst inde føler os tilfredsstillet?
John Lorentzen
Præst i Saralystkirken, Aarhus

Hvordan kan ørken, af alle steder, være et passende sted for den, som længes efter et rigere og dybere og sandere liv? Johannes havde opholdt sig her og var nok et meget disciplineret menneske. Om han var hovmodig, selvtilfreds og overlegen ved jeg ikke, men det er måske typiske kendetegn på meget disciplinerede mennesker. Det er farligt, når vores evne til at være viljestærke og beslutsomme får os til at blive selvtilfredse og hovmodige – også når det gælder gode formål som bøn, bibellæsning og kristen tjeneste.

Johannes så Jesus og udbrød: Se, dér er Guds lam! I tilbedelsen af Jesus Kristus, Guds hellige offerlam, ligger en overgivelse, der stikker dybt; uden ham var vi alene, overladt til egne præstationer. (Joh. 1:32-51)
Vi kan læse om Gud, studere, betragte og analysere, men intet af det, vi udforsker, får nogen værdi for os, før vi giver os selv hen til Gud. Den Gud, i hvis billede vi er skabt, og som vi derfor ligner på flere vigtige områder, er så meget mere, så meget andet, så meget ud over os, at vi går glip af det guddommelige, hvis vi søger en gud, der er skabt i vores billede.
Den gud, som jeg sikkert ville være tilbøjelig til at skabe, ville hoppe og springe for mig og kunne slås til og fra som en vandhane.

Jesus udfordrer de første disciple til at følge efter sig, og det har han så gjort igen og igen med endnu flere. Det er i denne tekst, Jesus kalder på de første disciple, og han har bedt os forsætte i samme spor. Både at være disciple og gøre disciple af Jesus Kristus, Guds lam.
Opfordringen til at oplære disciple er der endnu. Den vakler ikke og forandrer sig ikke: Gør disciple! Mon ikke det hænger sådan sammen, at hvis vi arbejder målrettet discipelskab, får vi langt nemmere en målrettet kirke. Insisterer vi derimod på at bygge kirken, får vi alt for sjældent disciple.
Er kirken i fokus, er det langt mere sandsynligt, at vi får forbrugere, der er afhængige af de åndelige tjenester, religiøse fagfolk leverer. De fleste af os er blevet ret gode til det med kirken og satser på stort fremmøde, budget og bygninger.
Et godt buzzwords i dag er ordet ”missional.” Vi ønsker at skabe missionale kirker, missionale programmer eller missionale smågrupper. Problemet er måske, at vi ikke har et ”missionalt” problem, vi har et discipelskabs-problem. Jesus, Guds lam, var i stand til at skabe en discipelkultur baseret på udfordringer og invitationer, givet i forbindelse med personlige relationer.
At overgive sig til Guds vilje begynder med et møde med Guds enorme storhed. Det begynder med at se Guds lam. Efter tre årtier som Jesus-efterfølger står en ting lysende klart for mig: jeg kan ikke selv gennemføre de åndelige forandringer, jeg gerne vil. Jeg kan ikke nå til overgivelsen alene ved hjælp af min vilje. Jeg kan ikke bare sætte min selvbestemmelse til side og en gang for alle vælge Guds vilje frem for min egen. Det eneste jeg kan gøre, er at tale ærligt med Gud om min tilstand og min virkelighed.
Jesus inviterer os ind i et tæt forhold til sig, og herfra giver han en direkte udfordring til en adfærd, der ligner hans. Han trækker sine disciple nærmere, elsker dem og giver dem mulighed for at påtage sig et ansvar for discipelskab, hvor han er i centrum, og hvor han er med.

Jesus giver invitationen til at følges med ham, og i kølvandet af denne invitation kommer mange udfordringer. Måske er den største udfordring for os i dag: Færre forbrugere og flere disciple?