Debat
Synspunkt:
Allah er det ord, som arabere bruger, som vi danskere bruger ordet Gud. Det har Henri Nissen slået fast i sit svar til Johannes K. Søndergaards læserbrev den 27. september.
Det kan måske hjælpe at tilføje lidt flere fakta fra de semitiske sprog. I den hebraiske bibel står der Elohim, der hvor den danske oversættelse bruger Gud, og der står JHWH (eller Jahve, som det normalt udtales, uden at man kender de oprindelige vokaler), der hvor der i den danske oversættelse står HERREN.
Elohim er dannet over de tre rodkonsonanter LH, hvor betegner et stød, dvs. en hård vokalansats, tilsat endestavelsen im, der normalt ellers kun bruges som flertalsendelse, hvilket i sig selv er mærkeligt når der nu udtrykkeligt står i Bibelen at Gud er én. Men måske er historien den, at man for den Gud, der er over alle guder, må bruge en helt enestående form.
På aramaisk, der er nært beslægtet med hebraisk, hedder Gud Alaha, hvor det sidste a nærmest er lig med bestemt artikel. Rodbogstaverne her er nøjagtig de samme som på hebraisk, LH, hvor første stavelses vokal er A, mens den på hebraisk er E. De lærde strides stadig om, hvorvidt man kan påstå, at ordet/navnet Allah er en sammentrækning af den foranstillede arabiske bestemte artikel al- og den ubestemte form af ordet for en gud, ilâh, eller om Allah mere skal opfattes som et egennavn.
Under alle omstændigheder er Allah naturligvis sproghistorisk direkte beslægtet med det hebraiske Elohim og det aramaiske Alaha. Det har således intet med Baal at gøre.
Blandt de semitiske folk har der trods afgudsdyrkelsen været en idé om, at der var en gud, som var over alle de andre. Melkisedek dyrkede denne Gud, selv om han ikke var af Abrahams slægt. Moses svigerfar Jetro, der ikke var israelit, dyrkede ham også. Islam kan ses som et forsøg på at indføre en oprindelig monoteisme, bag om kristendom og jødedom, hvilket selvfølgelig må blive til en religion, som er et menneskeligt påfund, men som låner legitimitet ved henvisning til Abraham, Isak og Jakob, flere gammeltestamentlige profeter samt Johannes Døber og Jesus. Det er således ikke sagligt korrekt at opfatte islam som afgudsdyrkelse på den måde, som Baal-dyrkelsen var det.
En muslim vil normalt give udtryk for, at vedkommende tror på den samme Gud som jøder og kristne tror på, men, som Henri Nissen skriver, åbenbaringen er forskellig.
Dertil kommer, at Jesus gør hele forskellen så afgørende, at kristnes opfattelse af Gud må blive en helt anden end den, en muslim får ved at læse Koranen. Kristnes opfattelse af Gud må dermed også være forskellig fra jøders, for så vidt som de ikke anerkender Jesus som åbenbaringen af Gud. Men jøder og muslimer har en tro på, at der er én Gud, og den tro kan de finde fuldendt i troen på Jesus som Guds Søn, Frelser og Herre. Der er masser af beretninger om muslimer, der kommer til tro på Jesus ved at de læser, hvad der står om ham i Koranen, bliver nysgerrige efter at vide mere og så finder den sande historie om ham i Bibelen.
Af Henrik Ertner Rasmussen,
generalsekretær i Dansk Europamission
Debat
Amerikanernes tro på medierne er helt i bund, lyder det nu i nyhederne. Denne mistillid til utroværdige godag-mand-økseskaft-politikere er ikke bare et amerikansk fænomen.
Via tv ser vi ud til en verden, hvis styre interesserer os, men som barnet i eventyret Kejserens nye klæder fristes vi til at sige om ordækvilibristen: Han har jo ikke noget på!
Dog ligesom i eventyret måtte kejseren holde processionen ud. The show must go on!
Findes der noget alternativ? Ja: Bibelen – som kristendommen desværre er blevet mere og mere fremmed over for i stedet for at se den som den Åndens åbenbaring, den er (1. Kor. 2:10).
En forkynder læste for os Jer. 31:3: Fra det fjerne har Herren åbenbaret sig for mig
(norsk ovs.) , og han tilføjede: Her har du mit fjernsyn!
Når det er tændt for os enkeltvis og i fællesskabet, oplever vi, modsat alm. tv-kiggeri, hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskets hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham (1. Kor. 2:9), dvs. i det åbenbarede ord. For som en har sagt: Du elsker ikke Jesus mere, end du elsker din Bibel!
Jørn Nielsen,
H.C. Lumbyes Vej 159A,
4700 Næstved
Holder dette vanvid da aldrig op? Hvornår er nok nok? Jeg tænker på debatten om aktiv dødshjælp. At vi overhovedet kan få os selv til at nævne det, fortæller noget om, hvor langt vi er ude i moradset. Det begyndte for mange år siden som små pip under debatten om fri abort.
Hvis denne indførtes, kunne vi risikere, at man ad åre også nåede til forslag om aktiv dødshjælp. Men dette sidste anså vi dengang som en utænkelig, ja uartig tankegang. Nu er intet uartigt, ej heller helligt mere! Nu har vi bemægtiget os retten til at tage liv ved indgangen til og måske også snart ved udgangen af livet. Og det taler vi så om, som om det var det naturligste af alt. Og det kan et tilfældigt folkevalgt råd på et tilfældigt tidspunkt, hvis de tilfældigvis er mange nok, så sidde og afgøre, at det er lovligt, gældende fra en tilfældig valgt dato!
Noget i mig gør et gevaldigt oprør: Hvordan skal det gå op for os som folk, at vi er langt ude over, hvad vi har kompetencer til? Ret til? Sjæl til? Jeg er dybt foruroliget over, at vi har tiltaget os retten over livet. Hvem af os har fået den givet? Ingen, nej vel! Så må vi altså holde fingrene fra den, hvis det skal gå os vel.
At der hver dag i året tages små menneskeliv har allerede gjort noget ved vores danske folkesjæl. Vi kan ikke tåle det som folk. Vi kan ikke tåle det som mennesker. Derfor lider vort folk!
Og så kan man fremkomme med alle mulige forklaringer om, hvor godt det ville være, hvis vi kunne “hjælpes” ud af livet, når det blev for meget, men det giver i sig selv ingen ret til den “hjælp”. Og hvornår er døden i øvrigt ikke værdig? Efter et levet liv er vel enhver død en værdig død! Al anden tale er uværdig! Derimod må vi igen tale stort om retten til livet fra den spædeste begyndelse til det absolut sidste åndedrag. Det har vi ret til, og det har vi pligt til, og det har vi faktisk fået livet til!
Inger Gimm,
Mulvadparken 77,
6740 Bramming.
Hvorfor bliver vi alvorligt syge? Hvor kommer det fra – det skidt? Og hvorfor helbreder Gud ikke alle, når man nu beder ham om det? Det er den slags spørgsmål, ingen kan svare på. Men jeg har en historie, som siger lidt om, at vi selv kan være årsag til sygdom. Det var prædikanten og lægen Michael Harry, som mente, at vi kunne tage ved lære af den.
To mænd i en kristen menighed var mildest talt ikke gode venner. Snarere tværtimod. Men så skete det, da menigheden begyndte at bede om åndelig fornyelse, at disse to stridsmænd fik en påtrængende tilskyndelse til at tilgive hinanden alt. I samme øjeblik de gjorde det, blev den ene mands hustru spontant helbredt på sygehuset, hvor hun var indlagt med en kræftsygdom.
Man kan godt tage sig til hovedet, men man kan jo også ransage sig selv for at finde ud af, om man huser bitterhad og had mod nogle, der har trådt én over tæerne eller det, der er værre. Ingen tvivl! Hvis man vil have det godt med Gud og sin næste, må man krybe til korset.
Knud Held-Hansen,
Juelsparken 2, 2.tv.,
9210 Aalborg SØ
Den i sin tid verdenskendte danske afholdsagitator, redaktør Lars Larsen-Ledet (1881-1958), sagde engang: Det er for en afholdsmand at komme til Vejle som for en muhammedaner at komme til Mekka. Baggrunden for udtalelsen er, at den ældste og i nutiden eneste egentlige afholdsorganisation, Danmarks Afholdsforening, blev stiftet i Vejle Metodistkirke d. 17. april 1879. I disse dage er det dog noget ganske andet, der har givet Vejle en central placering i mediebilledet. Nemlig at 3F gennem mere end et halvt sekel blokerede Vejlegården, fordi denne har tegnet overenskomst med den kristelige fagbevægelse, KRIFA.
Jeg finder det blasfemisk, at en organisation, der kalder sig kristelig, går i samarbejde med en spritusbaseret virksomhed. Som jeg (en hårdtpumpet afholdsmand) ser det, bør KRIFA sige til Vejlegårdens ejer: Hvis du tilbagesender din spiritusbevilling, så hjælper vi dig gerne med at markedsføre din virksomhed som et alkoholfrit alternativ.
(Forkortet, red.)
Henning Sørensen,
Villa Pax, Irisvej 17
8500 Grenaa
Det var sørgeligt at læse J. K. Søndergaards indlæg, hvor han påstår, at Koranens Allah ikke er Biblens Gud.
Hvor JKS har sin viden fra, oplyser han ikke. Men han blander mange ting sammen, uden at det gør hele blandingen mere troværdig. Fx nævner han “måneguden”. Denne hed ikke Allah. – Arabisk hører til samme sprogstamme som hebraisk og aramaisk. Hvis man kommer til gudstjeneste i en synagoge, kan man høre Israels trosbkendelse: “Schmah” / Hør, 5. Mos. 5:4. Der, hvor vi har “Herren”, siger jøderne “Elohim”, som er Skaberens navn.
“Herren” er en europæisk ovesættelse af “Adonai” = Herre.
Allah er arabisk. Grammatikalsk er det ental for at betone, at Gud er én. Elohim har en flertalsendelse: “im” som udtryk for “majæstætisk flertal” (“os” i 1. Mos. 1:26), men er dog kun én: El. – Henri Nissen oplyser, at Allah betyder “Guden” – ental i bestemt form. Det er måske, fordi vi har har været vante til en forkert oversættelse af bekendelsen: “Gud er stor!” Udsagnet er rigtigt, men oversættelsen forkert – eller for begrænset. “stor” skal være “større”. Nemlig større end alle afguder. Eller “størst”. Hvis vi som kristne kender vores Bibel, burde det ikke være noget problem, når Elohim ifølge 1. Mos. 14:18-22 er “Den Allerhøjeste”.
I den indonesiske Bibel står der flere gange “Allah”. Det vidste jeg ikke i begyndelsen af 1970-erne, da jeg en nat i drømme løb hen over en mark på Java sammen med nogle indfødte kristne, mens vi højlydt bad til Allah på samme sprog som de rasende stenkastere bag os.
“Gud” på arabisk er “Illah” og altid med stort “I”. Hvis vi kunne læse Bibelen på arabisk, kan vi finde en kendt arabisk talemåde tre steder i NT på samme position: “El hamdul Illah” / Lovet være Gud, 1. Peter 1:3, Ef. 1:3, 2. Kor. 1:3.
Jens Peter Lauge Giversen,
Nørager 1 B st. th.,
6400 Sønderborg
Johannes Søndergård har ret i, at Bibelens Gud og Koranens Allah ikke er den samme.
Alene forskellen på frugterne fra Allah og Den Treenige Gud siger alt.
Koranens Allah er en arabisk månegud med forbindelse til Måneguden i Ur i Mesopotamien.
Koranens Allah er en af de onde ånder.
At nogen kristne så kan kalde Gud forskelligt, enkelte steder også Allah, ændrer ikke på dette.
På grund af ordet allahs sproglige medbetydninger, så er det utilstedeligt for kristne at bruge dette navn om Gud.
Det kan kun skabe forvirring om sandheden.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV
Send dit debatindlæg til: debat@udfordringen.dk
Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg
