Fælles bøn for sundhedspersonale
Foreningen KriSoS opfordrer alle danske kirker til at gøre søndag den 21. oktober til Sundheds Sektor Søndag og bede for landets læger, sygeplejersker, hjemmehjælpere osv.
Kære Gud, vær du nær enhver kristen, der arbejder i Social og Sundhedssektoren i Danmark, så de kan blive kanaler for helbredelse og integritet til patienter og kolleger. Herre, vi beder dig især for det stigende antal i sektoren, der bliver udsat for voldelig adfærd fra patienter
På søndag opfordres alle landets præster og kirkegængere til at deltage i en bøn for den del af befolkningen, der har valgt at bruge deres arbejdsliv på pleje og omsorg. Et valg, der til tider kan være svært at bære og derfor kræver både høj arbejdsmoral og livsmod.
På den såkaldte Sundheds Sektor Søndag bedes der for sosu-assistenterne, socialpædagogerne, sygeplejerskerne, hjemmehjælperne osv. Det sker på opfordring fra foreningen Kristne i Social- og Sundhedssektoren (KriSoS).
– Vi henleder opmærksomheden på denne faggruppe, da de har brug for ekstra støtte og opmuntring, fastslår Inga Sørig, der er bedekoordinator i foreningen.
Ideen om en Sundheds Sektor Søndag stammer fra England, hvor KriSoS søsterorganisation har haft stor succes med Health Care Sunday. Store dele af verden, bl.a. Sydafrika, har siden 1992 markeret dagen i kirker og på hospitaler. Den fejres på søndagen, der falder nærmest på den 18. oktober, som er lægen og evangelisten Lukas dag.
– I alle kirker er der medlemmer, som arbejder i Social- og Sundhedssektoren. Men mange har svært ved at komme til gudstjeneste og få udbytte af det kristne fællesskab på grund af skæve arbejdstider. Arbejdet er desuden krævende og ansvaret stort. Derfor er der brug for at støtte, opmuntre, bede for og fejre disse modige mænd og kvinder, som tager sig af os alle, når vi bliver syge og gamle, siger Inga Sørig.
KriSoS er et tværfagligt og tværkirkeligt fællesskab, som vil styrke kristen holdning og livsstil i social- og sundhedssektoren. Det sker bl.a. gennem bøn og oplysning.
Den særlige Sundheds Sektor Bøn kan hentes på hjemmesiden www.krisos.dk.
Af Lisbeth Bitch