Hans salmer bytter livshistorier med lytterne
Hans Dal er en af de første klassiske guitarister i Danmark. Han skriver salmemelodier og får 100 kunstnere til at optræde gratis på hospice.
Præcist og indfølende guitarspil. Det kendetegner Hans Dal, der for nylig akkompagnerede fløjtenist Michala Petri og operasanger Liselotte Nielsen ved en storstilet reception i anledning af 20året for oprettelsen af det første hospice i Danmark.
Hans Dal er konservatorieuddannet guitarist og synger også egne melodier til de salmetekster, som hans kone Marianne Harboe har digtet. Hele to dobbeltalbums er det blevet til.
For han ynder at synge gode historier om glæde, håb og trøst.
– Jeg har været vant til at synge sange, der var sjove og det gør jeg stadig. Men jeg har altid godt kunne lide sange med gode historier og der er ikke så mange af dem. Men det er der nu. Det er en slags ballader, en slags kristne viser. De indeholder dramatik, fornægtelse, sorg og ikke mindst vrede. Og det er spændende at synge om.
Hans Dal var en af de første guitarister, der blev uddannet på Københavns Musikkonservatorium.
– Det var i 1972, og Andy Sundstrøm og jeg blev også lærere, fordi der var alt for mange elever. Så Andy og jeg var lærere på konservatoriet gennem mange år.
– Da jeg var den første uddannede klassiske guitarist i Danmark, kunne jeg få alle de jobs, jeg ville have. Jeg underviste derfor både på seminariet, teaterskolen og konservatoriet. Jeg har undervist hele mit liv.
– Det holdt jeg op med i 1990, fordi jeg begyndte ikke at kunne huske mine elevers navne. Så blev jeg formand for 600 komponister og sangskrivere og dermed musik-politiker i DPA for de gamle revyforfattere og komponister i 20 år. Jeg sad også i Kodas råd i 20 år og var med til at lave musik-politik og tabe kampen mod kopier.
Hvorfor gav du dig i kast med salmer? Er du blevet religiøs på dine gamle dage?
– Jeg vil ikke kalde det det jeg vil sige, at jo mere du beskæftiger dig med det, jo mere tror du på det. Det fanger. Du kommer ind i et univers, som er betagende. For mig består alt, hvad der bare nærmer sig kunst og godt håndværk, i spændinger og forløsninger. Hvis ikke der er spændinger i musik og efterfølgende forløsninger det gælder også tekster så bliver det bare én lang linje.
Hvor kommer Gud ind?
– Gud kommer ind, fordi Marianne blev fuldstændig optaget af det. Da hun havde skrevet den første salme, og jeg havde lavet musik til den, fandt vi ud af, at vi kunne noget sammen. Så hun skrev, og jeg spillede, og vi talte ikke meget sammen i 3 mdr. Det kørte bare det var fantastisk. Du bliver fanget af det, og så kommer du ind i et univers, som jo er beslægtet med Gud.
Hvordan er det så at synge salmerne ude i de små menigheder, hvor du overnatter på den lokale kro og snakker med sognerådsformanden?
– Du komme ud i de yderste egne af Danmark, hvor du ellers aldrig ville komme. Du ser små samfund og får snakket med en masse mennesker – hører om deres liv deres historier.
Når publikum har hørt dig aflevere noget af dig selv, er de helt trygge ved at aflevere deres historie til dig. Det skaber ligevægt. De mest begejstrede er jo dem, der har været længst ude i deres eget liv. Sygdom, sorg og bekymring den slags ting. Salmerne går rent ind.
Hans Dal er også engageret i Foreningen af Kunstnere i Hospice, hvor hans kone Marianne Harboe er formand. Her har han i kraft af sit enorme netværk i underholdningsbranchen fået over 100 sangere, musikere, skuespillere og foredragsholdere til at optræde frivilligt og gratis på et af Danmarks nu 18 hospicer.