Hjælp til livsvandring

Der er tid og rum for både hvile og vandring med Lars Due-Christensens nye livskloge bog. Lars Due-Christensens nye bog følger op på Velkommen til virkeligheden – om mønsterbrydningens mulige kunst i en samtalende form, hvor læseren inviteres til at være medvandrer på livets støvede, men fantastiske vej.
Når man har læst førnævnte bog, genkender man hurtigt formen i Når livet leves. Hvert kapitel er bygget op efter en form, som først introducerer læseren til emnet med en lille fortælling. Det er både meddigtning over situationer fra Bibelen og anekdotiske beretninger fra forfatterens eget liv, som anvendes til at sætte scenen for den efterfølgende præsentation.
Kapitlerne handler om alt fra afhængighed til lydighed, dvs. alt det, som kan have indflydelse på, om livet leves, og hvordan det leves. Pointerne er klare og formidlingen flydende, hvorfor man fristes til at sluge det ene kapitel efter det andet. Men meningen er, at bogen skal bruges mere refleksivt, hvilket fremgår af de øvelser og den bøn, som afslutter hvert kapitel.
Der er dog ikke tale om nogen livsstilsformel, for selv om forfatteren godt kan anvise øvelser, lader han os forstå, at han blot tilbyder sine råd, idéer og erfaringer som en dedikeret vejleder, eller mere præcist en passioneret vandringsmand. Det er altså ikke prætentiøst, men ærligt, oprigtigt og ”varsomt”, som Peter Haldorf rammende omtaler det på bagsiden.

Adskillige steder stopper jeg op i læsningen og fryder mig over skarpe formuleringer:
”Svaret på befrielse fra usunde afhængigheder er således ikke at blive uafhængig, men at være afhængig på en sund måde” (s. 14).
”Hvis jeg ser mig selv, andre og Gud gennem et perspektiv, hvor jeg er centrum, vil jeg med usvigelig sikkerhed blive skuffet” (s. 44).
Det er ikke bare, fordi Lars Due-Christensen leger med ordene, men fordi han formulerer nogle sandheder, som rammer plet, på en sådan måde, at løgnen sættes i projektørlys.
Cirka midtvejs i bogen handler det om tillid og tro. Ærindet er at vise, hvorfor tilliden er så vigtig i vandringen med Gud og mennesker, og samtidig, hvorfor det kan være så svært at vise tillid i praksis. Her kategoriserer han reaktioner på tillids-prøvelser ved hjælp af fire udbrud: ”AV! ØV! ÅH! og YES!”.
Han formår dermed at iscenesætte fundamentale udfordringer på en så enkel måde, at alle kan identificere sig med det, han skriver om. Gang på gang må min gule markeringspen på arbejde for at fastholde sætninger, som har efterklang i mit hoved:
”Hvis troen lå lige til højrebenet, hvis den var et resultat af min fornuft eller sanser, så ville jeg hurtigt blive alene i min tro. Gud søger tilsyneladende enhver anledning til at oprette og fastholde fællesskab med os, at få os med i ligningen sammen med ham” (s. 53).

Der er næppe nogen tvivl om, at denne bog vil udfordre og opmuntre dem, som ser sig selv på vandring.
Forfatteren bevæger sig mellem hvile og vandring. Hvilen i det, Gud har gjort og lovet at gøre, som et fundament eller en oase for pilgrimmen. Vandringen som den handling, der er drevet af Jesu ord. ”Kom og følg mig”. På denne vandring tilbydes pilgrimmen enkle bevidsthedsredskaber, som kan hjælpe med at holde fokus på målet, fødderne befriet fra støvet og modet til at leve – en hverdag ad gangen.

Lars Due-Christensen:
Når livet leves
– en hverdag ad gangen
142 sider • 229 kr.
Quantum