Hvis sprog taler du?

Vi kan møde mennesker i Danmark, som taler et helt andet sprog, end vi gør. De opfører sig anderledes og ser anderledes ud end vi, selv om de er pæredanske. Hvordan kan vi kommunikere med dem? Og hvordan er evangeliet gode nyheder for dem?- Selv vore nærmeste forstår os ikke altid. Vi har ligefrem brug for et sprogunder, hvis folk skal kunne forstå os, når vi taler om Gud.
Jesper Fodgaard
er formand for Dansk Oase og valgmenighedspræst i Aalborg Valgmenighed.
Dette er uddrag fra hans tale
”Hvem har ret” på SommerOase 2012.

Jeg læste om en ung mand, der lige havde bestået eksamen fra et kristent universitet. Han underviste på en lejr for fysisk og psykisk handicappede. Han talte ud fra sin universitets-uddannelse om sejr i kristenlivet.
Men folk klagede, for de havde ikke forstået et ord af, hvad han sagde. – Det virker, som om du taler om solen, og vi er i et mørkt rum uden vinduer. Du taler om at overvinde sygdom og sejre. Men det passer ikke på nogen af os eller vores liv.
Manden tilbragte natten i bøn og stod næste morgen op og sagde: – Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, jeg er forvirret, for uden budskabet om sejr ved jeg ikke, hvad jeg skal sige.
Men nu svarede kvinden fra før: – Nu forstår vi dig!
Før talte han ikke samme sprog som dem, han talte til. Der var brug for et sprogunder.

Vi kan sidde over for mennesker, der taler somme sprog som os, men vi forstår dem ikke, og de forstår ikke os.
Jeg kørte i tog med en pige på 16-17 år med ringe og piercinger overalt og en iøjnefaldende pink hårfarve. Hun talte med en anden i sin telefon om meget private anliggender, derefter satte hun ting frem fra toilettasken og gjorde sit toilette. Jeg var chokeret! Jeg kommer fra en baggrund og en kultur, som gør, at jeg først efter 10 års ægteskab er ved at lære at børste tænder, når jeg er på badeværelset sammen med min kone. Pigen her talte dansk – men vi havde ikke samme modersmål.
Pigen talte med en masse F-ord og meget højt om meget private anliggender. Der var lysår mellem os. Det ville kræve et under af en anden verden, hvis vi skulle forstå hinanden.
For nogle år siden skulle jeg vie et par. Det var højtuddannede, begavede mennesker. Men de forstod ikke, hvad der blev sagt i kirken. – Præst, du kunne lige så godt tale latin, sagde manden, som var advokat.
De havde intet kristent sprog. Det ville kræve et sprogunder, hvis de skulle forstå mig.

Jeg var en aften sammen med bevidst ikke-troende venner. En af dem sagde: – Jeg betegner mig selv som kristen, og mine børn er døbt. Men jeg tror ikke, at Gud virkelig findes. Jeg tror, kristendommen er fortællinger om nogle værdier, som vi kan være enige om.
Jeg prøvede at forklare, at Gud virkelig findes. Men så ser hun på mig og spørger i vantro, om jeg virkelig tror, at Gud findes. – Det kræver et sprogunder at føre den samtale videre på en meningsfuld måde.
Der er forvirring fordi vores samfund er pluralistisk. Der er mange livsanskuelser, religioner, værdisæt og livsanskuelser.
Selv over for den, vi elsker, kan vi opleve, at der er 100.000 km imellem os. Vi kan opleve skænderier med vore bedste venner, så det ender med isnende tavshed. Hvem har ret? Hvem vinder?

I mange af verdenshistoriens værste kapitler har folk prøvet at afgøre, hvem der har ret.
I den samtale bliver vi del af en ældgammel historie – den om Babelstårnet. De folk talte et destruktivt sprog, hovmodets og stolthedens sprog. Det var syndefaldets og det faldne menneskers sprog. De ville bygge et tårn, der nåede op til Gud. Men Gud forvirrede deres sprog for at begrænse skaderne.
Historien giver os et billede af et byggeprojekt, som ligger i ruiner, hastigt forladt, mens skarer af folk går derfra, idet de taler hvert sit sprog. Det var forvirring og ophævelse af fællesskabet mellem mennesker. Men Babel er også det faldne menneskes tilstand.

Den anden tekst i aften fortæller os, at Gud stiger ned igen – Ordet blev kød – Jesus kom for at gøre en ende på Babels-forvirringen.
Jesus kom for at tabe, så vi kan vinde. Så alt på denne smukke, smadrede jord kunne blive genoprettet. Ved det Ord, i det navn kan menneskeheden igen blive ét. Her kan menneskeheden igen finde enhed og fællesskab med hinanden og med Gud. Og hver tunge vil bekende, at Jesus er Herre.

Henri Nouwen fortæller om en læge, der ville behandle de fattige i sit land gratis. Han talte også offentligt imod militærregimets forbrydelser.
Myndighederne brød sig ikke om det. De mente, at han skabte uro blandt de fattige. Regimet kidnappede derfor lægens teen-age søn og torturerede ham, indtil han døde.
Da nyheden spredte sig i byen, ville mange holde en stor demonstration med sønnens kiste båret gennem byen foran alle tv-kameraerne. Men lægen sagde nej, der skulle bare være en almindelig begravelse i kirken. Men da folk kom ind i kirken, så de sønnens krop ligge præcis, som den var blevet fundet i fængselscellen. Her lå en blodig madras med en nøgen, tortureret drengekrop.
Det var den stærkest mulige protest mod lidelsen og ondskaben i verden. Uretten blev fremvist for alle i byen.
Henri Nouwen spørger: – Er det ikke lige præcis det, Gud gjorde på Golgata. Da Jesus hang på korset, var han den stærkest mulige protest mod det onde i verden. Men som Guds Søn var der ikke bare tale om en protest, men også om en forløsning. Han er Guds svar på spørgsmålet: Hvem har ret? Det er det stærkeste svar på sandhedskravet.

Det kristne sandhedskrav er en person. Hvor det hævdes ret, vil der være forsoning og inkluderende fællesskaber, der aldrig fører til undertrykkelse af andre.
De første kristne fællesskaber var åbne fællesskaber, hvor folk uden værdighed fik ret og værdighed som kristne.
Kristendommen ydmyger dig, for du kan ikke frelse dig selv. Men den giver dig en højere værdighed, end du nogen sinde kunne drømme om, for du er uendelig elsket.

Jesus levede det liv, vi skulle have levet, og led den død, vi skulle have lidt.
Forvirringens tid er forbi. Det læser vi om i beretningen om den første pinsedag. Fra Babel drog folk forvirrede og splittede ud i verden. Men fra pinsedag skal disciplene gå ud i verden med et formål og et nyt fælles sprog. Babels tid er forbi.
Det er tid til forståelse og fællesskab igen, for verden er blevet forløst ved Kristus. Det skal siges til alle tungemål. De sprogforvirrede stammer kan komme hjem, fordi Faderens sendte sin søn til frelse for verden, så vi kan vende hjem og blive sønner og døtre af Gud. Gud er sprogunderets Gud.
Før var vi underlagt en babelsk sprogforvirring. Nu lever Guds folk i en ny historie. I en pluralistisk tid som vores tales der mange forskellige modersmål.
En katolsk ærkebiskop sagde: – Gud har ikke brug for polemikere på sine vegne, han har brug for vidner. Vi skal ikke føre krig mod andre og vinde over dem. Vi skal forkynde evangeliet på menneskers modersmål. Må der igen komme en tid i vores land, hvor det sker!

Vi skal ikke bevise Gud, men fortælle historien om Jesus. Vi skal tale nye modersmål, ligesom disciplene gjorde det. Gud hengav sig selv på korset. Og Gud hengiver sig selv for verden hele tiden! Paulus blev som en græker for grækerne, og som en jøde for jøderne, for dog at vinde nogen.
Gud gentager sit sprogunder. Der er ikke noget modersmål, som ikke er relevant.
Husk pigen i toget – jeg sad lamslået og tænkte, at hende kommer jeg aldrig til at forkynde evangeliet for, for jeg kender ikke hendes modersmål. Men det skal forkyndes af dem med den samme hårfarve. I skal aldrig blive pæne og konforme. Vi skal være vilde hellige.
Der er et kald til jer, I har brug for et sprogunder, så I kan forkynde for dem, der lever lige omkring jer.
Hver arbejdsplads, hver villavej, hver profession og familie har sit eget modersmål. Da vi flyttede fra studiemiljøet i Århus til Ålborg C, skulle vi lære et nyt sprog og spørge: Hvordan lever mennesker her?
Et modersmål former dine værdier og handlinger. Hvad er et godt liv for dem? Hvilke problemer har de, hvad vil de gerne med deres liv…

Forestil dig den første arbejdsdag efter ferien. Hvem er de mennesker, du møder på vej til arbejde – på arbejdspladsen? Hvem spiser du pizza med fredag aften? Hvad er det for et sprog, de taler? Hvad håber og frygter de? Hvordan vil du forkynde Kristus for dem?
Det kunne være praktisk hjælp, kamp for politisk retfærdighed eller tunge intellektuelle debatter, musik, kunst…
Hvordan er evangeliet gode nyheder for den og den? Hvad er evangeliet for folk i Ålborg?

Nogle mennesker har ikke skyggen af fornemmelse af skyld. Hvad skal de så med budskabet om, at Kristus døde og opstod for dem? Vil det så høres som gode nyheder?
– Det var da synd for ham! Hvorfor i alverden gjorde han det?
Der findes ikke det sprog, som ikke kulminerer i forkyndelsen af den korsfæstede. Der findes ingen kultur, som ikke skal forløses af Kristus. Men taler du det sprog, der tales omkring dig?
Må du blive et sprogunder på din villavej, i din familie i din fodboldklub osv. Måtte folk i vores land opleve, at de hører evangeliet forkyndt på deres eget modersmål. Må dit trosfællesskab få lov til at opleve et sprogunder i jeres by.
På et Oasemøde oplevede en deltager under lovsangen at høre stemmerne af dem, der endnu ikke kendte Gud. Han hørte dem lovprise Gud.
Hvem er det, jeg kender, som endnu ikke priser Gud? Vi har brug for et sprogunder. Vi skal lære at tale ’pamfylisk’!

Tekster:
Babelstårnet (1 Mos. 11)
Ordet (Joh. 1)
Pinsen (Ap. G. 2)