Mens vi og USA venter

Det er ikke et let valg, amerikanerne står over for ved det amerikanske præsidentvalg.
Og hvordan hænger politik og evangeliet sammen?I skrivende stund, dvs. én måned før præsidentvalget i USA, kan ingen vide, hvem der bliver Amerikas næste præsident, dvs. om Barack Obama får lov at fortsætte endnu 4 år, eller om Mitt Romney går af med sejren.
Af Jørn Nielsen
Forfatter og kommentator

De konservative kristne derovre er i et dilemma som kristne. Obama bekender sig som kristen, men bekender sig samtidig som tilhænger af homoseksuelle ægteskaber, hvad disse kristne må tage afstand fra. Mitt Romney er aktiv mormon og har oven i købet gjort tjeneste som mormon-missionær, men mormonkirken betragter bibeltro kristne som en religiøs kult og ikke som en kristen kirke i nytestamentlig forstand.
Men øverste punkt på dagsordenen i USA – og i Europa – er hverken teologi eller moral, men økonomi, gældskrise, arbejdsløshed, truslen mod den hævdvundne velfærd samtidig med, at der også er et udtalt fattigdomsproblem for over 40 millioner amerikaneres vedkommende.

Om USA så får en præsident af den ene eller anden religiøse observans er i den akutte nød underordnet ifg. den gængse opinion, hvis blot den valgte præsident vil vise sig at være den økonomiske mirakelmand, der kan bringe landet på fode igen, sådan som det fx skete efter 30’ernes depression med et nyt kraftigt opsving fra begyndelsen af 40’erne, som gjorde det muligt at finansiere krigen mod Hitler-Tyskland både for sig selv og i vid udstrækning for USA’s allierede.
Ja, landet havde endog i årene 1948-51 økonomisk styrke til at yde den berømte Marshall-hjælp på over 12 mia. dollars (i den tids penge) til genopbygningen af et forarmet Europa, inkl. det slagne Tyskland. Denne hjælp kaldtes også Truman-doktrinen, hvis filosofi var, at økonomisk krise blot ville give grobund for kommunisme, som i årene derefter blev USA’s fjende nr. 1.
Men nu er den økonomiske krise igen over os i både Amerika og Europa. Tyskland fik i efterkrigsårene i finansminister Ludwig Erhard en økonomisk tryllekunstner, hvis navn blev uløseligt knyttet til det højt besungne ”Wirtschaftswunder”, som pludselig gjorde den tidligere terrormagt til Europas økonomiske lokomotiv.

Mitt Romney og Barack Obama sætter de kristne i et dilemma, mener Jørn Nielsen i ugens kronik.

Vil det religiøse USA, hvis motto er ”In God We Trust”, virkelig se stort på den religiøse side af sagen – eller mangel på samme -, hvis blot økonomien kommer på plads?
Ja, det er jeg overbevist om, selvom der stadig vil være en minoritet af kristne, der finder sammen, måske endog i bøn og faste, da de ved Guds nåde er åndeligt oplyste nok til at se, hvor det bærer hen.
Jeg får netop en frisk e-mail fra en kristen bror i USA, som har fået lagt det på sit hjerte at faste og bede hver tirsdag op til valget d. 6. november. Gud ske lov findes der sådanne vægtere på ”Zions mure”, men mange kristne venner derovre sender mig mere politiske hilsener, der reagerer på diverse dårligdomme i den amerikanske administration. De kan nok have ret i mangt og meget, men det er alligevel, som om de er løbet ind i en blindgyde uden selv at kunne vise vej. For det er åndelige vejvisere, der er brug for på tværs af både politisk og kirkelig partifarve.

De fleste af os er politisk interesserede i den forstand, at vi gerne vil følge med i, hvordan vort eget land styres, og hvad der sker internationalt, ej mindst i relation til Israel og Mellemøsten. Mange af os indser visdommen i Billy Grahams råd til os om at læse avisen med den ene hånd og Bibelen med den anden, for medienyhederne er indhyllet i mørke, medens Bibelens ord spreder lys i mørket. Jeg har i spøg nogle gange spurgt min kone, om hun tror, jeg ville egne mig som politiker? Det afviser hun naturligvis med en befriende og kærlig latter. Hun har så inderligt ret.
Jeg ville ikke egne mig til at stå på en politisk platform og excellere i ”det muliges kunst”, tale om ”kristne værdier” i stedet for om Jesus Kristus som vejen, sandheden og livet, være den kompromissøgende pragmatiker i stedet for et ubestikkeligt sandhedsvidne, have én kasket på om søndagen og en anden kasket på om mandagen.
Jeg ville ikke kunne leve et sådant liv, men jeg erkender, at der også blandt politikerne ned gennem historien har været personligheder, der var særligt udrustede til både at gøre ”et politisk håndværk” og samtidig være frimodige ambassadører for Kristus. Det har været et privilegium at kende sådanne mænd/kvinder både her i landet og i udlandet. Men de er undtagelser, der bekræfter regelen.

Pladsen tillader ikke at nævne adskillige, herlige eksempler på sådanne politiske ”vækkerrøster” både i USA’s og mit eget lands historie. Og dog kan jeg ikke dy mig for et yndlingscitat af Patrick Henry (1736-1799), en af De Forenede Staters fædre: ”Denne nation bygger ikke på religion, religiøsitet, ej heller på kristendom, men på evangeliet om Jesus Kristus!” Men sådanne mænd har vi også haft i Danmark.
Amerikanerne har deres ”Stars and Stripes”, som allerede børnene lærer at forpligte sig på som banneret for ”én nation under Gud”. Vi har efter min mening et endnu smukkere flag med det hvide kors, der peger på netop Kristi kors og hans evangelium, der for over 1000 år siden fortrængte Odin og Thor.
Lad dog dette flag være et stykke anskuelsesundervisning på, hvad der er vort kald som kristne, uanset vor stilling i denne verden, nemlig at pege på Jesus Kristus som Himmelens sidste ultimatum til en fortabt menneskeslægt som ”et vidnesbyrd i den dertil bestemte tid” (1.Tim. 2:6).