Åndsfrisk medleven

Han var gammel nok til at være kandidat til betegnelsen åndsfrisk. Og det var lige, hvad han var. Han kom faktisk til at prædike for mig den søndag…
Vi kom i god tid til kirken. Det gjorde den åndsfriske også. Han besluttede sig for at parkere sin lille trehjulede under et tag, for så at fortsætte med sin rollator. Inde i kirken fandt han en bænk foran os, men nåede at hilse på nogle venner, som også kom i god tid, før gudstjenesten startede.
Der er mange ting, som kan distrahere en under en gudstjeneste. Bænke der knirker. Børn der larmer. Salmer som man ikke kender eller ikke bryder sig om. Den forkerte melodi – og måske en organist, som spiller for hurtigt eller langsomt.
Men denne søndag fik jeg alle oplevelserne i stereo: Min nye, åndsfriske ven nynnede med på salmerne allerede under forspillet. Han smilede og sagde noget om, hvor søde børnene var, da de kom tilbage fra børneprogrammet – og børnekoret sang så fint. Han levede i den grad med i alt det, der foregik – selv om det var en helt traditionel folkekirke uden tradition for højlydt interaktion mellem præst og menighed.
Den åndsfriske var også levende optaget af prædikenen og sagde ’Ja’ engang imellem. Ikke højlydt. Ikke forstyrrende. Bare positivt og kun hørbart for os, der sad allernærmest.
Men han gav mig noget at tænke over. Prædikenen var rigtig god. Vi hilste på mange venner og bekendte den dag. Jeg var også rimelig godt tilfreds med salmevalget og organisten. Men det var den åndsfriske, der gjorde mest indtryk den dag. Han mindede mig om, at man kan være til gudstjeneste på flere måder. Man kan komme med skepsis og veje hele begivenheden på en guldvægt: Er det nu rigtigt? Hvorfor skal vi synge dén salme? Hvorfor larmer de børn så meget, osv. Men man kan også være positiv, lærevillig og engageret som den åndsfriske.
Så lad os bare leve positivt med i alt det, der sker i gudstjenesten – hvis vi altså har tillid til præsten…

Af Bodil Lanting
Kirkegænger