At få folk i kirke er ikke målet…

Franskmanden Mikaël Réale fra Toulon kiggede i oktober forbi Roskilde Stift for at tale om sin cafékirke og sin anderledes måde at tænke kirke på. De næste menighedsplantninger bliver en køkkenhaveforening og en børnehave.
På en sidegade i Toulon, Sydfrankrig, ligger Le replugged café. Stedet tilbyder, hvad cafégæster normalt forventer at kunne få ud af kaffebønner.

Michaël Réale (th) giver sognepræst Peter Tingleff fra Karlslunde Strandkirke et broderligt skulderklap til provstiprojektet.

Kunderne har tillige mulighed for at gå på internettet, printe eksamensopgaver eller tage kopier af madopskrifter på caféens kopimaskine.
Hvad der til gengæld ikke står på menukortet er muligheden for et møde med Gud.
Det skal kunderne selv opdage, eller rettere – mærke.
Når cafégæsterne træder ind og bestiller en café latte, aner de nemlig ikke, at en flok mennesker sidder i et rum ovenpå og beder.
”Vi inviterer ikke folk ind på caféen for at gøre dem kristne og derefter tage dem med over i en kirke. Selve caféen er blot en forretning, men os der arbejder på Le replugged café er kirken,” forklarer Mikaël Réale, menighedsplanter og præst i Le replugged café.

For meget program

Interviewet med den sydfranske frikirkepræst finder sted, da han gæster Roskilde Stifts ”Kirke på vej”-projekt.
Mikaël Réales mål med besøget i et efterårsfarvet Danmark er netop at fortælle om hans anderledes måde at tænke kirke på.
”For fem år siden kaldte Gud mig til at lave kirke på en ny måde. Spørgsmålet, der satte det hele i gang, lød: ”Hvordan kan kirken møde mennesker, dér hvor deres liv leves i det 21. århundrede?”
Mikaël Réale fortæller, at kaldet var et chok for ham, fordi det vendte op og ned på alt, hvad han var opdraget til og havde lært fra sin bibelskoletid.
Tillige helt anderledes af, hvad han selv havde undervist i på missionsmarken, heriblandt Madagaskar og Mauritius.
Præsten erkendte, at der var gået for meget program i hans kirke- og gudstjenesteopfattelse. Fokusset på en fortabt menneskehed var blevet sløret.
Der var for meget planlægning og for lidt bøn og tilbedelse.
”Vi prøvede at få folk til at blive kristne, så de kunne komme ind i kirken og ikke omvendt.
Kirken var blevet en separat institution i forhold til byen og ikke en levende organisme midt i det hele, dér hvor livet og hverdagen leves,” fortæller Mikaël Réale.

Taler om Jesus under arbejdet

Foruden Le replugged cafés medarbejdere bag disken udgør kirkens medlemmer halvdelen af de tilstedeværende på matriklen. Nogle af de kristne befinder sig i bederummet ovenpå, andre småsludrer med gæsterne.
”Vi har endnu ikke oplevet, at folk er blevet gale over at opdage, at vi er kristne, for vi prædiker ikke. Gud bliver ikke nævnt, med mindre kunden spørger til emnet,” forklarer præsten.
Nysgerrige gæster er åbenbart ikke en mangelvare på caféen. Siden april 2012 er 20 mennesker blevet døbt. Folk uden kristen baggrund, vel at mærke. Endnu ti venter på at blive døbt inden nytår.
”De mærker noget særligt, fornemmer en usædvanlig atmosfære,” fortæller Mikaël Réale om nogle af gæsternes spæde skridt mod Gud.
Selve menighedens samvær om lovsang, bøn og undervisning foregår søndag og tirsdag. Torsdag står den på discipeltræning og fredag aften på Alphakursus. Desuden holder kirkens ungdomsgruppe til i rummet ovenover caféen.
Resten af tiden står i forretningens tegn. Her er aftener med live scene-arrangementer for alle slags musikere – kristne og ikke kristne, poetry-slam, teater-slam og cocktailparties.
”Folk opdager som regel ikke, at der ikke er alkohol i drinksene,” siger Mikaël Réale med et glimt i øjet.

Nye kirker på tegnebrættet

Mikaël Réale

Menighedsplantningen slutter ikke med Le replugged café. Mikaël Réale og hans team arbejder på at starte flere små enheder af kirker.
Næste tiltag er en køkkenhaveforening og en børnehave.
Sidstnævnte, der efter planen åbner om et år, bliver et sted, hvor forældre afleverer deres børn til pasning mod betaling.
Her får hjemmegående forældre desuden mulighed for at møde ligesindede. Netværk og relationer bliver skabt, undervisning om opdragelse bliver tilbudt, ligesom familierådgivning og andre input kan komme på programmet. Til at begynde med udgør de kristne medarbejdere kirken. Håbet og troen taler for, at den efterhånden vokser ligesom cafékirken.
En økologisk køkkenhave er også planlagt til at åbne inden for et par år.
”Den økonomiske krise er over os, og folk har færre penge. I køkkenhaven får de gratis mad. Vi giver dem et jordstykke, frø, redskaber og viden om grøntsags dyrkning. Arbejdet skal de selv udføre,” siger Mikaël Réale.
På menighedsplanterens tegnebræt ligger lige nu skitser over flere mulige kirkeenheder: En specialskole, en motorcykelklub og et væksthus for iværksættere. Kendetegnet for dem alle er, at de møder Toulon-indbyggernes behov.
Kirkernes arbejdsopgaver bliver vidt forskellige, men faste elementer i alle enhederne bliver: Discipeltræning, tilbedelse, rådgivning og bøn.
Af Maria Lykke Andersen,
kommunikationsmedarbejder