Hvem er gudesønnerne?

Nye kristne har mange spørgsmål om den usynlige verden. Og Bibelen giver os svar, selv om de protestantiske kirker har et blufærdigt forhold til det at tale om ’den anden side’, mener kronikøren.- Blev Jesus til ved en guddommelig deling ligesom da Gud skabte Eva gennem Adams krop?
Af Jon Knudsen
Præst ved Løkken Frikirke,
Missionsforbundet

Som indledning til emnet vil jeg sige, at den protestantiske kirke har et blufærdigt forhold til den åndelige verden generelt, især til hvordan det ser ud på ”den anden side.
Dette er uforståeligt for mig, da Bibelen er spækket med konkrete informationer. Den katolske kirke er klar og konkret i læren om den åndelige verden, og det er alle de andre store religioner også, inklusiv jødedommen.
Almindelige mennesker – og især nykristne – har en hunger efter at få information og ”krop” på den åndelige verden.

Har Gud flere sønner?

Jeg mener en væsentlig del af den åndelige verden er forståelsen omkring gudesønnerne.
Har Gud sønner? Ja, de er omtalt flere steder i Bibelen. Jesus omtales også som Guds søn. En søn er ikke skabt men født i menneskelig tankegang.
Og hvordan er det hos Gud, hvem er så mor til sønnerne? Disse spørgsmål er almindelige for nye kristne, som lige er kommet til tro, men svarene skal findes i Bibelen.

Eva var i Adams krop

Svaret finder vi blandt andet i menneskets skabelsesberetning i 1.Mosebog kapitel 2: I begyndelsen skabte Gud mennesket; han skabte kun ét menneske.
Gud skabte Adam og det navn betyder menneske. Det betyder, at kvinden var i Adams krop, for der er vel ingen, der vil hævde, at kvinden ikke er et menneske.
Efter at Adam var skabt, fortsatte Gud med at skabe alle dyrene. Det var først efter at hele skaberværket var færdiggjort, at Gud delte Adam i to.
Alle dyrene blev skabt parvis, en han og en hun, men mennesket blev skabt som én. Da Gud så delte mennesket i to, blev mennesket til en mand og en kvinde – i to kroppe.
Så sagde Gud, at de to, mand og kvinde, ”bliver ét kød”. Når mand og kvinde bliver gift, ser Gud dem som ét kød, én krop, ét menneske.

Guds egen historie

Kan det tænkes, at Gud her illustrerer sin egen historie? Der står jo, at mennesket er skabt i Guds billede, en afspejling af Gud selv.
Kan det tænkes, at Gud i starten – før alt andet blev til – var som Adam? At Gud var én og så delte sig i to, at han delte sig til Gud-Fader og Gud-Søn (Jesus)?

Gud er én – samtidig er Jesus sand Gud

På den måde kan man sige, at Guds søn Jesus blev født ved en guddommelig deling. Hvis denne forklaring er gangbar, så giver det mening, at Bibelen omtaler Jesus som sand Gud.
Det giver også mening, at Gud overfor jøderne omtaler sig selv som én, der er kun én Gud! For Gud omtaler jo sig selv som én, men er jo delt i Gud-Fader og Gud-Søn (der er naturligvis også Gud-Helligånd, men denne tredje guddom berører jeg ikke her).
Jesus var ikke gemt af vejen i Himlen, indtil han lod sig føde på jorden. Jesus optræder faktisk flere steder i det Gamle Testamente, ikke bare i Himlen men også på jorden.

Gudesønnerne hos Job

Hvordan de andre gudesønners forhold til Gud er, kan være svært at koge ned i én artikel, men jeg vil alligevel vove pelsen og berøre det overfladisk.
Det mest kendte skriftsted om gudesønnerne finder vi i Bibelens ældste bog, Job.1,6: ”En dag kom gudesønnerne og trådte frem for Herren, blandt dem var også Satan.”
I dette skriftsted er det de faldne gudesønner, som møder op sammen med Satan, for at få tilladelse til at skade Job.
Det er ikke bare i Jobs bog vi møder gudesønnerne, de er også omtalt andre steder i det Gamle og Nye Testamente. Efter min forståelse er Bibelens ”ærkeengle” og ”fyrster” det samme som gudesønnerne.

Gudesønnernes navne

Gudesønnerne har formentlig alle navne, men i Bibelen støder vi kun på navnene: Immanuel, Mikael, Gabriel og Rafael.
Bemærk at navnene har ”el” med, som betyder Gud. Jesus er Guds søn og i Matt.1,23 bliver han koblet sammen med navnet Immanuel. Rafael møder vi i Tobits Bog.

Fire a’ tolv gudesønner gik med i Satans fald

Noget tyder på, at gudesønnerne er de brændende stene på gudebjerget i Ezekiels Bog kapitel 28. De betegnes også som de syv brændende ånder foran Guds trone i Åbenbaringsbogen kapitel 4.
I nogle jødiske skrifter omtales gudesønnerne også som ansigtsengle, fordi de står ansigt til ansigt med Gud.
Jeg har regnet på de oplysninger Bibelen giver om antallet på gudesønnerne og mener, at der i alt er 12 gudesønner, hvor fire af dem gik med Satan i hans fald.

Den katolske kirke har en lang tradtion for at beskæftige sig med den usynlige verden, både i ord og billeder. Her er Jomfru Maria og Jesusbarnet omgivet af syv ærkeengle.
Satan – én af syv keruber

Satan er en kerub og alle keruberne er blevet skabt i modsætning til gudesønnerne.
Jeg mener, at der i alt findes syv keruber, hvor Satan er den ene af dem. Der er fire keruber på hver side af Guds trone, eller de er under tron-hvælvingen, som er mobil. Og så er der de sidste to keruber, som er i himlens tempel.

Ligner mennesker

Alle gudesønnerne omtales kun som hankøn og ligner os mennesker. Genetisk set ligner de os mennesker så meget, at de kan få børn med os. Det var det, som skete på Noas tid, hvor de faldne gudesønner gik på jorden og forlystede sig med kvinderne.
Gud udslettede denne opblanding med menneskene i syndfloden og bandt de syndige gudesønner, så de ikke kunde bevæge sig fysisk på jorden.
I 1. Mos.6,4 står der, at der var tale om gudesønner. Når vi sammenholder det med 2. Pet.2,4 og Jud. 6-7 ser vi, at disse gudesønner havde forladt deres høje stilling i himlen. De fire skal igen løses i endetiden, og de vil da skade jorden ifølge Åb.9,14.
Gudesønnerne har ingen vinger og de er klædt i en hvid kjortel med et guldbælt. (jeg formoder, at de faldne gudesønner har mistet den himmelske klædning)
Gudesønnerne er omtalt i vendinger som ”jublende” og ”dansende”, så jeg tror, at de på mange måder er følelsesbetonede som os mennesker.

Gudesønnerne i 2012

Men hvad har gudesønnerne med os almindelige kristne at gøre i 2012?
Hele engleverdenen er styret af gudesønnerne, dvs. både Guds og Satans engle. Der er en del, der tyder på, at gudesønnerne er generaler for englehærene.
Måske er alle engle opdelt i 12 hærenheder med hver sin gudesøn som deres leder.
Der står, at en tredjedel af alle englene blev smidt ud af Himlen, og det svarer til de fire faldne gudesønner, som fulgte Satan i oprøret. Se Åb.12,4-9.

Guds eller Satans engle

Alle begivenheder på jorden i endetiden er ifølge Åbenbaringsbogen styret af de gudesønner (ærkeengle), som følger Gud – og af dem, som følger Satan.
Da Daniel var i sit livs vigtigste åndskamp, var der hele tre gudesønner (fyrster) involveret med hver deres englehære.
Jeg tror, at i enhver vækkelse på jorden, har der forud været åndelig krig imellem Guds gudesønner og Satans gudesønner.
Jeg tror, at gudesønnerne spiller en meget aktiv rolle i alle vækkelser og i ethvert åndeligt gennembrud, som har betydning på jorden.

’Guds sønne-sønner’

Det springende punkt i opklaringen af, hvem gudesønnerne er, vil jeg mene, er deres forhold til Jesus og Gud-Fader.
Der må ikke herske nogen tvivl om Jesu status som Gud, for selv om Jesus er gudesøn, så er han samtidig Gud!
Jeg mener ikke, at de andre gudesønner er Gud, dér er Skriften krystalklar! Jeg mener altså ikke, at de andre 11 gudesønner er taget ud af Gud på samme måde som Jesus er.
Jeg hælder mere til, at gudesønnerne kommer ud af Jesus, og dermed er ”sønnesønner” af Gud-Fader (om Jesus står der jo, at ”alt er blevet til ved ham”).

Jesus leder ærkeengle

Der er ingen tvivl om, at Jesus er lederen for de gudesønner, som valgte at blive i himlen, efter at de andre fire gudesønner valgte at følge Satan i oprøret.
I Åb.10 ser vi, at Jesus råber med høj røst, derefter råber de syv gudesønner med ham. Og i Åb.1,16 holder Jesus syv stjerner ”engle” i sin højre hånd, som er et symbol på magt.
De syv engle mener jeg er ærkeenglene, som er gudesønner.
I Zakarias´bog møder vi Jesus som en sten, og Jesus omtaler sig selv som hovedhjørnestenen i Det nye Testamente. Den omtalte sten i Zakarias siges at have syv øjne: ”Disse syv er Herrens øjne, der spejder ud over hele jorden.”
Forklaringen møder vi i Åb.5,6: ”Og jeg så et lam (Jesus) stå mellem tronen og de fire levende væsener (keruberne), det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne – det er Guds syv ånder (gudesønnerne), der er sendt ud over hele jorden.”

Vi forstår stykkevis

Selvom der er huller i fortællingen om gudesønnerne – (vi skal stykkevis forstå…), så er det vel ikke en helligbrøde, at fortælle den historie, som Bibelen selv beretter.