Kristendemokraterne har brug hjælp

Uanset om vi stemmer på KD eller på et andet parti, bør bevidste kristne hjælpe KD med at blive opstillings-berettiget.
Sex mellem søskende og andre familiemedlemmer skal være tilladt, mener Enhedslisten.
Flerkoneri skal tillades i Danmark, mener Radikal Ungdom.
Hash skal være lovligt, mener flere politiske partier.
To af samme køn skal kunne gifte sig i folkekirken, få børn kunstigt og adoptere børn, mener de fleste politikere.
Lukkeloven, som gjorde søndagen til hviledag, er afskaffet.
Grænserne for abort og dødshjælp rykkes.
Kristne politikere, som er imod abort og homobryllupper, kaldes for ekstreme og hindres i en karriere i EU og i de fleste danske partier…

Sådan er den politiske dagsorden i dag.
I dag er det ateister og andre ikke-kristne pressionsgrupper, der styrer politikken. Det er svært for de få kristne politikere at gøre sig gældende i partierne, hvor de må følge flertallets partiparole.
Derfor er de vigtigt, at Kristendemokraterne stadig findes på den politiske arena. KD kan (og skal) nemlig pga. sit navn og sit grundlag fremføre de ”kristne” og etiske synspunkter, som vi ellers mangler i debatten.
Og KDs tilstedeværelse gør det nemmere for gode folk i andre partier også at løfte deres røst.

Det handler ikke om, hvor store chancer KD måtte have ved et valg. Det handler om taleret og synlighed.
Selv om KD ikke skulle komme ind ved næste valg, så har det en afgørende betydning, at der er nogen, som taler imod den flodbølge af umoralske forslag, som vi er vidner til i disse år. Og hvem siger ellers noget? Gør du?
Vi har ikke råd til at være fintfølende mht. partipolitisk neutralitet. Nu må vi kristne være lidt startegiske.
Derfor vil jeg opfordre alle bevidste kristne til at skrive under på, at Kristendemokraterne igen må opstille.
Hvad du stemmer på, er din egen sag. Men sluk ikke den lille stemme, som endnu taler imod ”syndfloden”.
Også politikere og vælgere fra andre partier har faktisk skrevet under på disse vælger-erklæringer, hvor man bare giver en demokratisk ret til det kristne mindretal. Og nogle efterlyser endda, at de kristne kommer på banen – for det går lidt for hurtigt i den anden retning.
Der er allerede godkendt 12.619 erklæringer. Der mangler stadig ca. 8.000 inden fristens udløb om et par måneder. Men det er muligt.

Så uanset om du evt. stemmer på et andet parti, så gå ind på www.kd.dk og udskriv en vælgererklæring til alle voksne i familien. Eller brug kuponen side 20.

Af redaktør Henri Nissen