Kirkegård for de levende

”Kirkegården er også for de levende,” stod der med store bogstaver på forsiden af brochuren fra Center for Kirkegårde i Københavns Kommune.
Den falmede brochure lå i mine rodede gemmer af avisudklilp, ulæselige håndskrevne papirslapper og formålsløse dimsedutter. Den var vel 4-5 år gammel, og det virkede, som om den var stået op fra de døde helt af sig selv. Den opfordrede til alle de ting, jeg troede var forbudte og blasfemiske på en kirkegård. Listen var chokerende livsbekræftende:
”På kirkegården kan du gå tur med din to- eller firbenede ven.
Du kan få din daglige motion på kirkegården.
Du kan nyde din særegne stilhed og stemning.
Kirkegården er et rart sted til eksamenslæsning.
Børnehaver og andre institutioner kan også komme på kirkegården.”
Ifølge brochuren ville personalet rigtigt gerne i dialog med os levende; det er nok mere behageligt end med de afdøde. Endnu mere underholdende er det at læse på hjemmesiden for Center for Kirkegårde: ”Skriv til os, hvis du har idéer til forbedringer, eller hvis du har haft gode eller mindre gode oplevelser på kirkegårdene”. Skal man så også skrive, hvis man har set et genfærd? Hvilken opstandelse (!) der ville opstå (!), hvis man ligesom Maria Magdalene netop så den person i levende live, hvis gravsted man egentlig kom for at sørge ved. Det vender jo helt op og ned på vores opfattelse af det lystige liv og den tragiske død, nøjagtig som kristendommens centrale budskab.
Det føles underligt helt ned i maven at leve livet ovenpå de døde på kirkegården, og bare dase og lege ved gravene. Men er det ikke netop glæden ved livet, som de afdøde selv ville have valgt eller ønsket for os levende?

H.C. Andersen skrev i beretningen ”Et godt humeur” om sit afslappede forhold til disse gravfyldte parker:
”Adresseavisen og Kirkegaarden,
det er og var mine to meest
aandsvækkende Spadserefarter,
mine to meest velsignede Bade-Anstalter
for det gode Humeur.”

Af Henni Andreassen