Vi må selv tage del i kampen om vores ånd, sjæl og legeme
Forfatteren Graham Powell underviser med personlig erfaring om at frigøre sig selv med skovl og hakke fra psykiske problemer, som kan skyldes åndelige bindinger. Han har skrevet bøgerne Christian Set Yourself Free, Fear Free og Two Kingdoms. I sidste uge var han igen i Danmark. – Hvad gør man, når ens egne bønner og andres forbøn ikke hjælper – og man får det værre og værre?
Graham Powell véd, hvordan det er. Men han fandt en løsning, og den vil vi hermed give videre til dem, der lider.
– I ti år arbejdede jeg som evangelist i New Zealand. Mange mennesker blev frelst, men samtidig fik jeg det selv indvendigt værre og værre, fortæller Graham.
– Til sidst orkede jeg ikke mere at fortsætte som evangelist. Jeg ønskede bare at dø.
Graham voksede op med en over-ængstelig mor, og det smittede af. Han havde så megen frygt, at han fik åndedrætsproblemer.
– Den kirke, jeg voksede op med, var traditionel og uden sans for virkeligheden. Så jeg droppede den og rejste ud at sejle allerede som 17-årig. Senere blev jeg lærer og spillede også i et danseorkester.
Jeg havde nogle gode oplevelser, men alligevel følte jeg denne tomhed. Indvendig befandt mig i et dybt mørke.
På et tidspunkt gik jeg flere gange ind i en tom kirke og bad Gud om hjælp. Til sidst lå jeg på kirkegulvet – så fortvivlet var jeg. Jeg lovede Gud, at jeg endda ville være missionær, hvis han bare ville tilgive mig. Men intet skete.
Og dog. Kort efter forvildede Graham sig ind på et ungdomsmøde i YfC, hvor budskabet sagde ham noget.
– Jeg gav mit liv til Gud og følte fra det øjeblik en renhed indvendig, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg var på vej til Himmelen. Jeg kom hurtigt med i en kirke og blev evangelist.
Jeg ønskede alt, hvad Gud havde til mig, så kort tid efter modtog jeg også Helligånden.
I en uge svævede jeg på skyerne. Men problemerne med frygt var der stadig. Jeg følte en skuffelse over, at Gud åbenbart ikke hjalp mig.
– Jeg bad en time hver dag. Da det ikke hjalp bad jeg to timer. Til sidt bad jeg op til fire timer dagligt. Jeg var ikke nogen åndelig kæmpe, men bøn var den eneste måde, jeg fik en smule fred på.
Så begyndte jeg at faste. Først en dag, så i hele uger.
Jeg lærte tusindvis af bibelvers udenad, men jeg oplevede ikke den forløsning, som jeg længtes efter. Jeg var stadig plaget af frygt.
Da jeg mødte min kone, Shirley, var vi en succes sammen, som hjalp mange andre, men selv måtte jeg kæmpe mig igennem hver dag.
Når nogen inviterede os, vidste hun aldrig, om jeg kunne holde det ud. Havde jeg en dårlig dag, kunne jeg ikke engang sidde ved et bord og føre en samtale.
Jeg følte en smerte så stor, at jeg ikke længere bad med ord, men blot stønnede og sukkede og græd.
– Jeg bad faktisk om, at jeg i stedet for den psykiske smerte måtte få en fysisk smerte, for det andet var ikke til at holde ud. Jeg blev pint og plaget dag efter dag i årevis.
Jeg gik altid til forbøn, men der skete aldrig noget. Andre faldt om under bøn, men jeg oplevede ingenting.
Jeg gik til rådgivning hos præster og rådgivere, men de forstod ikke, hvordan jeg havde det, og de kunne ikke hjælpe mig. Hvis de bad for mig, var det kun korte bønner.
Jeg blev skuffet så mange gange.
– Til sidst sagde jeg i frustration op. Min leder, Noel, ville ikke bare acceptere min opsigelse. Han sagde, at han troede, jeg trængte til udfrielse fra onde ånder, og han tilbød at bede for mig sammen med sin kone. Det ville jeg lige overveje, for hidtil havde jeg regnet med, at onde ånder var noget, der fandtes i de fjerne u-lande, og jeg havde altid hørt, at kristne ikke kunne have onde ånder.
Men jeg sagde ja, og de nøjedes ikke med at bede for mig, de tog autoritet over det onde og befalede det i Jesu navn at slippe sit tag i mig.
De bad for mig mange gange, og der skete meget – men jeg blev alligevel hængende i mit mørke.
– Jeg var stadig forvirret. For eksempel fik jeg den idé, at jeg skulle tage op i bjergene og faste. Heldigvis forsøgte de at tale mig fra det, men jeg var 100 pct. sikker på, at det var Guds vilje. Så sagde de: Vil du underlægge dig din ledelses autoritet, selv om du ikke er enig? Ja, det vil jeg, svarede jeg. Og det redede formentlig mit liv. For da Noel befriede mig i Jesu navn for denne vildfarelsens ånd, kunne jeg se, at det havde været 100 pct. forkert. Stedet i bjergene var et smukt sted, hvor mange begik selvmord.
– Imidlertid var jeg stadig lige så præget af depression og angst. Jeg gik til en psykiater. Han tilbød LSD, elektrochock eller hypnose. Jeg valgte hypnose, men jeg bad samtidig om, at Jesus ville bevare mig fra det onde, og efter en tid opgav psykiateren:
– Jeg kan ikke hjælpe dig, sagde han og udskrev nogle beroligende piller til mig.
Jeg kom nu i kontakt med en baptistpræst, som også bad for mig sammen med nogle forbedere. De bad om, at jeg måtte slippe af med mit åndedrætsproblem, og det skete faktisk pludselig to måneder senere, at jeg vågnede en morgen og det var væk. Jeg blev meget glad.
Derfor mente de også, at jeg måtte være helbredt for det psykiske, men det var jeg ikke.
Jeg forsøgte igen at faste. Ud af 12 måneder fastede jeg de tre. Til sidst følte jeg mig som en død mand.
Men endelig fik jeg en opmuntring i form af en meget levende drøm:
Jeg så tre ting, som skulle ske, og som senere skete:
Jeg så mig selv fri for angst.
Jeg så, at vi fik et adoptivbarn. Og jeg så, at vi fik modstand fra en forstander.
Men det vigtigste var, at Gud talte til mig og sagde:
– Jeg vil, at du skal rejse dig i et opstandelses-liv.
– Jeg læste Markus evangeliet kap. 11 om figentræet, hvor Jesus i vers 24 siger: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det.
Men hvordan?
Nøglen lå i vers 25:
Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.
Nu begyndte jeg at bede om at blive sat fri på bestemte områder, hvor jeg var plaget. Gud havde vist mig, at jeg allerede havde fået det, jeg bad om, indsat på en konto. Selv om det ikke straks skete, var det mit og kunne trækkes på kontoen.
Tidligere havde jeg haft det som æslet efter guleroden. Jeg spurgte og spurgte… Men nu tog jeg imod og takkede, selv om det endnu ikke var sket.
Til at begynde med havde jeg ikke tro til at sende hele bjerget i havet på en gang, men jeg havde tro nok til at begynde med skovl og hakke…
– Jeg begyndte at skovle mit bjerg af frygt i havet i tro på, at det ville lykkes.
Jeg befalede angst efter angst at forsvinde i Jesu navn, og der begyndte at ske lidt.
Men det gjorde ikke noget, at der kun skete lidt, for jeg havde fået en nøgle.
Jeg havde forstået, at vi som kristne kan befale enhver ond ånd i vores liv at forsvinde i Jesu navn, og på grund af den kraft der findes i Jesu blod, så må de overgive sig.
For vi tilhører Jesus, det onde har ikke nogen ret til os.
Hvis vi synder, så åbner vi for det ondes påvirkning. Jesus befrier os, men vi må samarbejde med Helligånden.
På den måde tog jeg pil efter pil og skød lige i centrum af problem efter problem, og jeg blev friere og friere. Der skete indre mirakler.
Jeg fik igen lyst til at arbejde. Jeg blev ansat som præst i en stor menighed i Brisbane med flere præster og fik ansvaret for sjælesorg.
Jeg vidste meget vel, at alle problemer ikke skyldes dæmonisk påvirkning, men jeg opdagede også, at der meget ofte var onde ånder på spil hos de mennesker, som i årevis havde gået til forbøn uden at kunne få et gennembrud.
Men nu begyndte jeg roligt at befale ånderne at slippe de mennesker, som kom til mig. Nu blev de fri en efter en.
– Nu vidste jeg, hvordan man taler til et bjerg. Og jeg lærte dem selv at tale til deres bjerge. Og efterhånden havde jeg så mange i sjælesorg, at der var flere måneders ventetid.
Jeg forstod efterhånden, at jeg i alle disse år med mine indre problemer havde sat min lidt til, at andre skulle hjælpe mig, men jeg havde ikke rejst mig op i et opstandelses-liv.
Men hvis vi kender vore åndelige våben, så kan vi sætte os selv fri. Derfor vil jeg opmuntre dig til at rette dig op og leve dit opstandelses-liv.
Graham Powell har ofte været på besøg i Danmark, hvor mange har nydt godt af hans undervisning.
I den forløbne uge underviste han på to fyldte kurser på Kolding Internationale Højskole.
– Har du under dine mange besøg bemærket noget specielt om danskerne? spurgte vi.
– Ja, jeg har bemærket at mange danskere – ligesom skandinavere generelt – lider af bekymringer om, at de ikke er gode nok. Det er mere udpræget hos jer end hos andre folk.
Mange kristne er også i tvivl om, at de bliver frelst. Jeg må ofte minde danske kristne om, at Jesus har frelst dem.
Jeg tror, det er noget, som stammer fra jeres Jantelovs-mentalitet. Dét, at man altid piller hinanden ned.
– Mange danskere er også ubevidste om, at det er en klar bibelsk tanke, at vi kristne kan overvinde og overkomme de problemer, vi møder.
Det kan måske skyldes jeres fine sociale sikkerhedsnet. Det har måske den side-effekt, at I så regner med, at andre skal tage sig af jeres problemer.
I bliver så let ofre i stedet for at blive nogen, der overkommer problemerne i Guds kraft. Ved den hjælp og autoritet, som vi har i Kristus, forklarer Graham Powell.
Han nævner fx 2. Peters brev, der handler om at holde ud og overkomme alle de problemer, som mødte den tids kristne i Romerriget. Og meget ligner situationen i dag.
Weekendens kursus handlede netop om at overkomme.
Graham Powell fokuserede på tre områder, hvor vi som kristne udfordres: Verden, kødet og djævelen.
Når han taler om verden er det i den bibelske betydning. Dvs. at verden er alt det, som ikke tilhører Guds rige. Det verdslige, det som er fremmed for livet i Gud. Det, der er under denne verdens gud.
– Kristne lever i verden og bliver påvirket af verden. Men det gælder om, at vi ikke bliver overvundet af verdens tankegange, men at vi holder fast i troen og overvinder verden, forklarer han.
Med kødet menes i Bibelen både krop og sjæl.
– Det er her kampen foregår. Det er her, vi som kristne fristes og udfordres til at tage kampen op og overkomme.
Mennesket består af både ånd, sjæl og legeme. Og hvis man ikke er kristen, er alle tre under verdens og djævelens indflydelse.
Men når man er kristen, er vores ånd fyldt af Guds hellige ånd. Derfor er ånden villig, men kødet er skrøbeligt.
Vi kan som kristne være under dæmoners indflydelse – men vi er ikke besat. Faktisk findes ordet besat slet ikke i bibelteksten i Markus 5. Der tales om at have en dæmon – at være under indflydelse af en dæmon.
– Det kan være svært for nutidens materialistiske mennesker at forstå, hvad dæmoner og onde ånder er…?
– Ja, fordi vores moderne verdensbillede er så præget af verden. Gud og det åndelige ignoreres fuldstændig i den moderne vestlige verden.
Mange kristne overtager dette verdslige verdensbillede. Og så bliver der ikke plads til Gud eller det åndelige, som ER realitet.
Så forstår man ikke, hvad der sker med én. Man kæmper forgæves med psykiske og andre problemer, for man forstår ikke, at der er en åndelig rod til disse problemer. Sådan som Jesus og Bibelen tydeligt fortæller.
Jeg forstod det jo heller ikke selv. Jeg var en meget seriøs kristen. Jeg troede skam på det hele. Jeg læste meget i Bibelen. Jeg bad og fastede mere end de fleste kristne. Men jeg forstod ikke den åndelige virkelighed, for der var ingen, der havde fortalt mig om den. Jeg havde ikke modtaget noget undervisning i kirkerne.
Men da jeg forstod, at vi er kaldet til selv at tage kampen op i Guds kraft og autoritet, så begyndte der at ske en ændring.
– Du kæmpede meget med en voldsom angst. Hvordan har du det i dag?
– Alle disse problemer med angst er væk. Jeg kan have en naturlig frygt, som forhindrer mig i at begå dumheder. Men det er ikke en frygt, der slår mig ud eller gør mig panisk.
Gud har gjort så meget i mit liv. Men det handler også om at holde ud. At bekende Guds ord sandheder. At læse i Bibelen, så man kender Ordet. For hvordan skal man kunne få hjælp fra Ordet, hvis man ikke læser det. Lovprisning er også med til at styrke vores sind, så vi kan holde ud og overkomme de problemer, vi møder i verden og i vores eget sind.
