Kirker gi’r julehjælp – også til muslimer

1000 familier får en julekurv.
Pia Kjærsgaard antager, at 90 procent af julehjælpsmodtagerne er muslimer. Men tallet er nede under otte procent, oplyser frikirker, som uddeler julehjælp til alle – uanset deres tro.
Den tidligere leder af Dansk Folkeparti protesterede mod, at 90 procent af Kirkens Korshærs julehjælp går til muslimer. Oplysningen har hun fra en overskrift, men en nærmere læsning afslører, at det blot drejede sig om mennesker med ”atypiske danske navne”. Og nu kan frikirker afsløre, at julehjælpemodtagere, der fravælger svinekød er helt nede under otte procent.
– Vi ved præcis, hvor mange der takker nej til svinekød, fordi vi spørger om det, og hvis vi antager, at de alle er muslimer, så er tallet ikke 90 procent men under 8 procent. Over 92 procent er altså ikke-muslimer, siger Kim Daugaard, der er ansvarlig for julehjælpen i Roskilde Baptistkirke.
– Vi vil heller ikke diskriminere på baggrund af tro, men glæder os i stedet over, at muslimer har tillid til os som kristne. Og vi ser det som vores pligt at hjælpe medmennesker, uanset deres tro, siger han.
Paraplyorganisationen FrikirkeNet oplyser, at otte frikirker i større byer forventer at kunne hjælpe over 1.000 familier med en julekurv.
/sl