’Hvid aften’ for teenagere

Euroclass indbyder alle teenagere i landet til en stor festaften uden alkohol.En BMX-verdensmester, en amerikansk DJ, Hip Hop og meget mere, er nogle af ingredienserne, når efterskolen Kildevæld og Euroclass inviterer til fest for alle.
Festen foregår lørdag d. 23. februar i Kongreshallen i Kolding, hvor de inviterer alle teenagere til at deltage i deres nye og storslåede event BELIEVE XL – White Night.
Dermed bliver det en gentagelse af sidste års fest, som hed BELIEVE, hvor 300 feststemte unge deltog. Men denne gang er det altså BELIEVE XL, og det bliver endnu større end sidste år, siger arrangørerne.
Til at sørge for det kommer ALL ACCESS BMX Crew, som har den tidligere BMX-verdensmester, Thomas Hansen, i spidsen. Thomas og hans team har bl.a. optrådt på DR og for flere tusinde mennesker verden rundt.
Desuden er der igen i år besøg af den fantastiske DJ Kenny Mitchell fra New York. Han optræder for anden gang i Danmark efter sin succesfulde entré sidste år.
– Sammen vil de være med til at skabe en stemning med musik, lysshow, tricks, moves og meget mere, som helt sikkert vil få pulsen i vejret! siger arrangørerne.
Derudover vil der blive optræden af Euroclass Hip Hop Team, rapperne Elo Him og Mart10, samt diverse konkurrencer og snackbar.
For at skabe lidt ekstra feststemning er det meningen, at alle skal have hvidt tøj på til festen. Der er gratis entré, og Euroclass og Kildevæld opfordrer til, at man tager sine venner med til festen, som foregår uden alkohol.
Henrik