40 dramatiske år med åndelig fornyelse

I februar i år fylder Udfordringen 40 år. Og netop den 2. februar kan avisens formand, Stig Christensen, også fejre sit 40 års jubilæum som sognepræst ved Skt. Marie Kirke i Sønderborg – og som en af nøglepersonerne i den karismatiske fornyelse.Stig Christensen var med fra starten og har gennemlevet de op- og nedture, som 70’ernes åndelige fornyelse har været ude for i de ”40 år i ørkenen”.

Stig Christensen

Avisen Udfordringen opstod som et barn af den åndelige fornyelse, der skete i mange kirkesamfund i 70’erne.
Men at juristen Stig Christensen skulle blive dens formand og en åndelig leder, havde ingen vist forudset.

– Jeg var ikke troende kristen på det tidspunkt. Jeg interesserede mig for yoga og det alternative, fortæller han.
Stig Christensen var netop blevet gift med skotske Rhoda efter en stormende forelskelse. De havde mødt hinanden på en konference i Holland. Efter at have skrevet sammen i nogen tid, slog Rhoda op med sin skotske kæreste og rejste til Danmark. 14 dage senere var de gift…!
Det var i de vilde 60’ere.
Det unge par boede nu i en lejlighed på Nørrebro i København. Stig var jurist og arbejdede på Socialdirektoratet, samtidig med at han underviste i jura på universitetet.

Da Rhoda kom fra Den Skotske Kirke, og hendes far var aktiv her, tog de imod en invitation fra en nabo til at komme i Metodistkirken.
Den lignede den lavkirkelige presbyterianske kirke, som Rhoda kom fra.
– Jeg synes da, det var meget interessant, og jeg overvejede også at læse teologi, husker Stig Christensen.
– På det tidspunkt blev nogle møder med Billy Graham transmitteret over tv-skærm fra Tyskland til Falkonercentret. Jeg meldte mig som rådgiver i kampagnen, selv om jeg knapt nok selv var troende.
Senere var jeg med til et møde i Zionskirken med Mel Tari fra Indonesien, som fortalte om mirakuløse oplevelser ved den vækkelse, de oplevede på Øst-Timor.

For ham var guddommelige helbredelser noget naturligt, og han opfordrede de syge i kirken til at lægge hænderne på det syge sted, mens hans bad.
Jeg havde dengang en ryglidelse, fordi jeg var styrtet på min scooter på vej fra universitetet i Århus til mine forældres hjem i Hammel.
Ulykken havde betydet, at jeg lå til sengs i tre måneder. Lægen sagde, at jeg ellers ville få hovedpine resten af livet. Men jeg havde en diskosprolaps og var nødt til at gå med korset. Jeg var også blevet kasseret til militæret.
Da Mel Tari nu bad for de syge, lagde jeg også hånden på ryggen. Og mens jeg sad der, blev jeg totalt helbredt!
Herefter var jeg ikke i tvivl om, at kristendommen var den rigtige vej.

– Men et år efter min omvendelse, sad jeg en dag i bilen og bad til Gud: Jeg er træt af mine bønner, Gud, for jeg føler ikke, at de når længere end til loftet. Jeg ønsker et dybere åndeligt liv…
Mens jeg bad, følte jeg, at noget kom over mig. Jeg vidste ikke, hvad det var, men da jeg senere talte med bibellæreren Cecil Cousin, blev jeg klar over, at det var Helligåndens dåb eller fylde. Det var en pinse-erfaring, som fik afgørende betydning for mit videre liv. Efter den tid begyndte jeg også at tale i tunger. København var på det tidspunkt påvirket af den åndelige eller karismatiske fornyelse, som kom hertil fra bl.a. England og USA. Der var karismatiske møder i mange kirker, og jeg besøgte så mange som muligt.

Jeg følte et kald til at blive præst i stedet for jurist. Min far, som var fabrikant, syntes ganske vist, at det var spild af tid.
Jeg blev også godkendt til at være præst i Den Skotske Kirke, hvis jeg gennemførte en uddannelse på tre år. Men min bror, Flemming (senere borgmester for SF i Vejle) læste teologi. Og han fortalte mig om den 2-årige intensive særuddannelse, som eksisterede på det tidspunkt. Den tog jeg i stedet – og blev sognepræst i Sønderborg.

Da jeg kom til Sønderborg, var det som om byen var forberedt. En sygehuslæge, Michael Harry, havde arbejdet for fornyelse. Ægteparret Helga og Kristian Kristensen oprettede i 1974 et bibelcenter i Asserballeskov på Als, hvor der foregik mange spændende møder. Kristian var selv blevet helbredt for dårlige lunger. Der var også Bjørg og Erling Nissen, og mange andre, som havde bedt for byen, og som gik på gademission osv. Vi havde et godt samarbejde med Kirkens Korshær, hvor lederen Alberta havde oplevet Oxford-bevægelsen og ønskede, at der skulle ske et åndeligt nybrud igen.

– I de kommende år inviterede vi flere udenlandske talere i kirken. Der var bl.a. Ian Andrews, Ken Newton, Tom Smail, Michael Harper og andre.
Og der skete markante overnaturlige helbredelser i kirken. Aviserne begyndte at skrive om det. Og der var naturligvis nogen, som modarbejdede det og klagede. Men biskop Thyge Kragh forsvarede retten til at bede for syge, ligesom man jo også gjorde i kirkebønnen. Det var jeg ham taknemlig for.
I de følgende år var Stig med til konventer på Øm kloster og i Roskilde Domkirke, hvor de mange præster og lægfolk, som var blevet åndeligt fornyet, fandt sammen.
Nogle havde tidligere kun haft en teoretisk teologi, men oplevde pludselig, at Gud var virkelig og nærværende gennem mirakler og andre nådegaver.

Men i 80’erne ødelagde en række skandaler den spirende fornyelse i kirkerne, så mange trak følehornene til sig. Der var Aalholm-gruppen, Bojsen-sagen, Quo Vadis-splittelsen og flere andre uheldige sager. Stig Christensen blev ofte brugt som mægler og rådgiver. Men gennem den store modstand beholdt han selv troen og holdt ud.

I 1985 blev en del ledere inspireret til at oprette en dansk Oase-bevægelse. De inviterede de gamle vækkelsesbevægelser med, men flere års samtaler førte ikke til noget. Da IMs Leif Andersen i en bog betegnede de personlige karismatiske oplevelser som nyreligiøse, opgav Stig m.fl. samtalerne og stiftede Oase i 1989. Og bevægelsen er siden vokset fra ca. 500 deltagere på sommercamps til 5.000. Undervejs slog man sig sammen med Aalborg Bibelcamping. En lang række fri- og valgmenigheder er også vokset frem under Dansk Oases paraply.
Men samtidig med, at Oase-stævnerne tiltrak mange fra de gamle kirkelige bevægelser, blev den karismatiske dimension også udvandet eller i hvert fald nedtonet.
Nye åndelige fornyelser, som opstod i Toronto og Pensacola, fik ikke det gennemslag herhjemme, som Stig kunne have ønsket.
Selv arrangerede han og Udfordringen flere studierejser. Og nogle af de mennesker, som personligt blev påvirket, kom senere til at spille en afgørende rolle.
Selv var Stig i tre lange perioder formand for Oase.
Når han på tirsdag kan fejre 40 års jubilæum i Skt. Marie Kirke, går det stille af. Han venter et år med festlighederne, til han den 3. februar 2014 fylder 70 år, og dermed må gå af som sognepræst.
Men den sportsdyrkende præst har både helbred og lyst til fortsat at engagere sig i vigtige sager.