Amy fandt sin identitet igen

Amy er en amerikaner fra Texas, som har tilbragt et par år i Danmark. Hun har ligesom mange andre unge kæmpet med at finde ud af, hvem hun selv var, og eksperimenterede bl.a. med sprut, stoffer og homoseksualitet, før hun vendte hjem til forældrene og Gud.- Det blev aldrig nævnt mere. Jeg tror, det gjorde for ondt at tale om, fortæller Amy. Hun taler om sit seriøse selvmordsforsøg som 14-årig, som hendes forældre aldrig talte med hende om.
– Jeg tror, min mor brugte alt, hvad hun havde i sig, på bare at holde sammen på familien, så hun magtede ikke at forholde sig til mine problemer, forklarer Amy.
Amy Lee Kemp voksede op i en kristen familie i Texas, men hendes mor og far havde det svært med hinanden.
Da Amy var lille, var hendes far pastor, men senere flyttede familien til en anden by, for at forældrenes ægteskab skulle have en chance.
Det var en hård omgang for Amy og hendes søskende at opleve ufreden mellem deres forældre, og måske begyndte Amys identitetskrise allerede der. Men da hun kom i 12-13 års alderen slog det ud i lys lue.
– Alle børn er forvirrede, når de når den alder og prøver at finde ud af, hvem de er, smiler Amy og forklarer, at hun var en meget sporty pige, som ikke kunne genkende sig selv i de andre piger, når de kun gik op i det ydre. Til gengæld var Amy god til basket. Rigtig god endda.
– Jeg begyndte at få accept gennem basketball og drømte om et liv som en af de helt store college-stjerner, fortæller hun.
Samtidig med at Amy fokuserede på basketball, begyndte hun også at eksperimentere med forskellige stoffer, druk og kærester. Da hendes mor og far overvejede at blive separeret, da hun var 14, og mens hun stadig havde identitetskrise, forsøgte hun at tage sit eget liv ved at spise flere hundrede aspirinpiller.
I sidste øjeblik fandt hendes mor hende på badeværelset og fik hende sendt til udpumpning. Men situationen blev aldrig nævnt igen.

– Det var, som om jeg troede, at hvis jeg bare gjorde mig hård nok udvendig og slog fra mig og var barsk nok, så kunne jeg ikke blive såret mere, forklarede Amy, som tit røg ud i slåskampe og var meget aggressiv.
– Min far, som tydeligvis ikke altid selv så helt klart, havde faktisk lært mig altid at slå først og aldrig blive liggende, forklarer Amy.
Da Amy kom i Junior High, som svarer til 8.-10. klasse herhjemme, kom hun også i kontakt med den lesbiske verden inden for basketball.
– Indtil da havde jeg været kærester med nogle enkelte fyre, men aldrig brudt mig om den fysiske del af det. Jeg længtes sådan efter at blive accepteret for den, jeg var, uden at skulle leve op til alt muligt, og sådan så jeg det homoseksuelle miljø, forklarer hun.
Da hun kom gymnasiet, fik hun en veninde, som allerede spillede college-basket, og hun introducerede Amy til det, hun længtes efter.
– Jeg ønskede mig sådan en slags venskab, jeg syntes slet ikke, der var noget pres der. Jeg længtes så meget efter accepten, at jeg slet ikke så, hvilket helvede jeg begav mig ind i, forklarer hun om sin introduktion til det miljø, hun var en del af de næste otte år.
– Jeg havde så tit følelsen af, at jeg var fanget. At det var en løgn, jeg selv troede på, men også en løgn, jeg havde overbevist omverdenen om var sand. Det var, som om jeg havde gravet en grav, og nu var jeg tvunget til at bo i den, forklarer hun videre. Desuden ville det være ydmygende at indrømme.
– Mine forældre havde aldrig accepteret min livsstil, og hvis jeg nu gav dem ret, så var det nærmest som at blive taget med hånden i kagedåsen, forklarer Amy.

– Hvis man er i et dårligt heteroseksuelt forhold, kan man også være optaget af at overbevise sig selv og omverdenen om, at fyren er ok, selvom han behandler en elendigt. Og så er det også ydmygende at indrømme, at man tog fejl.
Men hvis man lever i et homoseksuelt forhold og finder ud af, at det ikke er godt, så skal man til at skabe sig en helt ny identitet ud over ydmygelsen.
Det gør det så svært at bryde ud af igen. Jeg tror ikke, det er muligt at gøre uden Guds hjælp, forklarer hun.
Samtidig fortsatte Amy også livet med stoffer og druk. Hun er stadig overvældet over, at det ikke gik hende værre i det miljø, end det gjorde.
– Selvom det var noget rod i mit hjem som barn, så havde jeg alligevel kendt Gud og hans kærlighed, og jeg oplevede, at han beskyttede mig på trods af alle mine dårlige valg, fortæller hun og giver et eksempel:
– Engang havde jeg og en veninde drukket så meget, at vi ikke engang kunne se vores egne hænder klart. Alligevel kørte jeg os hjem fra festen i en åben sportsvogn på motorvejen, uden der skete noget som helst. Det kan jo ikke lade sig gøre uden Guds beskyttelse.

En dag bliver det nok for Amy. Hun kan ikke komme ud af rusen efter et stof, og det gør hende bange. Hun be’r Jesus om hjælp og lover at tjene ham, hvis han redder hende.
Og så må hun gå den lange vej hjem til sine forældre, som leder hende til Jesus.
– Jeg havde virkelig ikke fortjent det, men Jesus reddede mig alligevel fra alt det, jeg havde rodet mig ud i, fortæller hun. Men dér slutter Amys historie ikke.

– I en lang periode efter at jeg var blevet kristen læste jeg Joyce Meyers bog: Sindets slagmark.
Jeg kan huske, hvordan jeg blev helt vred, da det gik op for mig, at alle de her tanker, jeg kæmpede med i forhold til homoseksualitet, ikke var den, jeg virkelig var.
– Hvad mener du med, at det ikke er dig?
– Jeg måtte nå hen til, at det ikke var mig til at starte med…At Gud havde haft gode planer for mig fra begyndelsen, forklarer Amy og understreger:
– Det betyder jo ikke, at fristelserne bare holder op. Djævelen vil altid forsøge at ødelægge, men det betyder ikke, at det er den, jeg er.

Der er gået over ti år, siden Amy, som nu er 37, kom tilbage til Jesus. De sidste par år har hun boet i Danmark og delt Guds kærlighed, som hun kalder det.
– Det har været interessant at bo her. I begyndelsen var der mange ting, jeg ikke forstod. Men jeg holder virkelig af danskere nu.
Noget af det jeg tager med hjem, når jeg rejser til Texas i februar, er ”hygge” og så den måde, som de danske fædre er en del af deres børns liv på. Jeg har planer om, når jeg en dag finder en mand, at tage ham med til Danmark, så han kan lære det, griner hun og opmuntrer de danske kristne:
– Vær ikke bange for at række ud til mennesker, som har det svært omkring jer. Men lad være med bare at kaste et reb fyldt med gode råd til de druknende. Hop ned i vandet til dem og vær med dem – også når det er svært.

Har du et godt emne til et interview, så skriv dit forslag til Udfordringen.