Er der dyr i Himlen?
Hvordan er det med evigheden og dyrelivet? Når dyr ikke har en sjæl, kan vi så forvente, at der er dyr i Himlen? I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og han begyndte med lyset, og et under-fyldt lys oplyste den øde og mørke klode. Men det var ikke solen, der gjorde det, for den blev først virksom den fjerde skabelsesdag.
Af Mogens Albrechtsen
Medlem af Birkebjergkirken, Næstved, lægprædikant siden 1973.
Jesus siger: Jeg er verdens lys (Johs. 8,12), og ikke alene oplyser han formørkede sjæle, men da han er Skaberen (Kol. 1,16-Hebr. 1,2), vil hans blotte tilstedeværelse bevirke et underfuldt lys, som vil få mørket til at vige. Det oplevede disciplene bare i mindre målestok, da de var med ham på det såkaldte Forklarelsens Bjerg, hvor hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. De så hans herlighed.
For til stede var Kristus ved Jordens skabelse, hvilket også Gud (Elohim, hebr.) tilken-degiver, da han sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede… (1. Mos. 1,26). Det hebraiske ord Elohim er et ord, der indeholder flertal, og dermed peger det på Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
Men før mennesket blev skabt, frembragte Gud planterne, fiskene, fuglene og dyrene, så Adam og Eva ikke skulle føle sig ensomme i denne verden, og Gud så, at alt, hvad han havde skabt, var såre godt.
Så da Adam slog sine øjne op i Edens Have, var han omgivet af smukke planter og træer og en mangfoldighed af dyr af alle slags, som blev ført hen til ham. Adam navngav dem, og det, han kaldte dem, blev deres navn. Gad vide om Adam og Eva havde deres egne kæledyr, som vi danskere har så mange af. Netop derfor kunne det tænkes, at vi kunne finde på at stille os selv det spørgsmål: Er der dyr i Himlen?
Dyrene har
betalt en høj pris
Da syndefaldet fandt sted i Edens Have, hvor Eva og Adam gav efter for Djævelens fristelser, så rev de dyrene med sig i faldet. Det var ikke muligt, at dyrene kunne leve videre i fred og harmoni, når deres overordnede menneske, som efter Guds vilje skulle herske over dem, begik synd mod Skaberen.
Dyrene blev underlagt dødelighed og forgængelighed, ikke fordi de selv ønskede det, nej, men de måtte følge deres herre, mennesket, og mærke konsekvensen af dets ulydighed mod Gud.
Siden har dyrene måttet leve en tilværelse, hvor de er blevet anvendt som offerdyr, slagtedyr, forsøgsdyr, slavedyr,og meget andet kunne nævnes.
Men dyreverdenen fik dog som en foreløbig trøst det håb, at den engang ville blive befriet fra sin slavetilværelse, eller som Skriften siger det i Peter Schindlers oversættelse af Det Nye Testamente: at også naturen engang skal udløses af forgængelighedens tyranni og få del i den frihed, der bliver Guds børn i herligheden (Rom 8,21).
Og det håb deler vi med dyrene, og til det håb blev vi frelst ved troen på vor Herre Jesus, hvor vi fik Helligånden som et pant, en forsmag på den kommende verdens herlighed, hvor vi bliver befriet for vort nuværende legemes begrænsninger.
Men den ultimative pris betalte Jesus på Golgathas kors, hvor hans dyrebare, udgydte blod renser de troende fra al synd (1. Johs. 1,7).
Dyreverdenen kommer ikke ind i billedet her, da et dyr ikke kan begå synd. Det er underlagt instinktets uafrystelige lænke. Dyret er så at sige forprogrammeret til at gøre, hvad instinktet kræver af det. Det kan forvolde skade, men så må mennesket på bedst mulig måde gribe ind i en sådan situation.
Også mennesket kender til instinktets forsøg på tyranni, men da mennesket er skabt med en åndelig dimension, som giver det et ansvar for sine handlinger, kan det ved hjælp af sin vilje, samvittighed og ikke mindst Guds Ords kraft overvinde, hvad instinktet så indædt insisterer på.
Fra Bibelens blade og vor egen efaring kender vi de fire livsformer, som er
1. englene
2. menneskene
3. dyreriget
4. planteriget
Englene har jo hjemme i den himmelske verden, men det sker, at de besøger os her på jorden, da de er tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen (Hebr. 1,14), og det er derfor, at mange kristne har haft endog håndgribelige møder med dem.
Når engang Gud skaber nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2. Peter 3,13), så finder vi såvel engle som mennesker dér, hvilket Det Nye Testamente fortæller os om, ja, også planteverdenen skal vi opleve (Matt. 26,29-Åb. 22,2). Men hvad med dyrene? Da de er én af de fire livsformer, vil de derfor være indeholdt under begrebet hele skabningen som jo i henhold til Guds Ord sukker og vånder sig og længes efter at blive befriet fra den forgængelighed, som den lever under den dag i dag, og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden (Rom 8,21-22). Og det håb har Gud også givet til dyrene.
Genopretttelsestiderne skal nemlig engang komme, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter (Ap.G. 3,21(Bib. på hverdagsdansk)).
Hos profeten Esajas læser vi om, hvordan dyrene skal leve i Davidssønnens fredsrige eller Messias fredsrige, som nogle bibeloversættelser har det som overskrift til det 11. kapitel i Esajas bog.
Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul (Es. 11,6-7).
Sådanne tilstande har vi aldrig kendt til efter katastrofen i Edens Have, hvor synde-faldet skete.
Men i Jesu Messias fredsrige, i Fredsfyrstens Kongerige, bliver der fred mellem dyrene indbyrdes, mellem menneskene indbyrdes og mellem mennesker og dyr indbyrdes.
For ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund (Es. 11,9).
Hvad enten det kommer til at ske i det tusindårige fredsrige, som skal oprettes på den nuværende jord, eller det bliver i herligheden, når Gud skaber nye himle og en ny jord, så er der gode udsigter for dyreverdenen. Og det er de mange dyrevenner rigtig glade for.
