Foran historisk begivenhed: Ny tilnærmelse mellem Vatikanet og Israel

Vatikanet og Israel står foran en ny tilnærmelse, som af nogle sagkyndige betegnes som “historisk”, når de to stater om kort tid vil underskrive en aftale, der befæster og udvider relationerne.
Den jødiske stat og Pavestolen oprettede diplomatisk forbindelse i 1993, og efter 14 års vanskelige forhandlinger og et nyligt arbejdsmøde står de to parter over for at formalisere de diplomatiske relationer.

Det er Israels viceuenrigsminister, Danny Ayalon, der oplyser dette.
– Efter lange, intensive og seriøse forhandlinger har vi overvundet næsten alle udestående anliggender, siger han.

Aftalen skulle have været underskrevet for nogle dage siden, men da det ikke var passende for et forretningsministerium (statsminister Binyamin Netanyahus afgående regering. red.) at underskrive en aftale, vil underskrivelsen blive overladt til den nye regering.
– Alt det grundlæggende arbejde er gjort, og jeg tror, at den nye regering vil underskrive aftalen snart – en milepæl i vores forhold, siger Ayalon, der har ledet forhandlingerne for Israel i de sidste fire år, men som nu forlader sin post.

Han siger, at aftalen vil være en reel opgradering af forholdet mellem Israel og Pavestolen og mellem det jødiske folk og en milliard katolikker rundt om i verden – til benefice for begge parter.

Ayalon og hans sidestykke i Vatikanet, undersekretær for udenrigsanliggender Ettore Balestrero, har udstedt et kommunike, hvori det hedder, at en fælleskommission har noteret, at der er gjort betydelige fremskridt og ser frem til en snarlig konklusion.

Andre lande

Jerusalem ser frem til ikke blot en forbedring af forholdet til Vatikanet, men også med andre katoske lande, for hvilke Vatikanets stilling over for Israel er vigtig.

Drøftelserne var om tre .emner: 1) Den katoske kirkes status i Israel, 2) suveræniteten over 21 steder i Israel, heriblandt “Nadversalen” på Zionbjerget og 3) beskatning og ekspropriations-anliggender.

Ifølge Ayalon er der opnået enighed om alt dette. Det sværeste anliggende var om suveræniteten over `Nadversalen”, hvor den katolske kirke krævede ejerskab, mens Israel ikke var villig til at opgive det. De to parter synes at være blevet enige om ikke at være enige om det, men at det ikke skulle stå i vejen for aftalen som sådan.

Mens den katolske kirke ikke betaler skat for ejendom i Israel, vil Vatikan-ejede religiøse institutioner i Israel blive fritaget for skat, ligesom synagoger og moskeer er det, men ikke kirke-ejede “businesses”.

Aftalen gælder også ekspropriering af kirkeejendom for infrastruktur-formål, med en liste over flere steder, omfattende Lyksalighedernes Bjerg, Kapernaum nær Genezaret Sø og Bebudelseskirken i Nazaret.