Hvidsten Gruppens sidste breve
Hvidsten Gruppen fungerede kun som sabotagebevægelse i ét år, før den blev afsløret, og otte medlemmer blev dømt til døden. Dagen før sin henrettelse skrev Marius Fiil et rørende afskedsbrev til sin familie, som viste hans kristne tro.Midt under den tyske besættelse, den 2. september 1942 opfordrede statsminister Vilhelm Buhl over radioen danskerne til at angive modstandsfolk.
Af Louis Bülow
Freelance skribent
I sin historiske antisabotagetale til det danske folk fordømte statsministeren i stærke vendinger sabotageaktionerne og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne til politiet.
Over hele landet blev Vilhelm Buhls opsigtsvækkende radiotale ivrigt diskuteret. Den autoritetstro befolkning lyttede, når statsministeren talte til dem, og talens modtagelse var generelt positiv.
Når Buhl talte om modstandskampen som landsskadelig virksomhed, talte han ikke for døve øren – kun få var klar til et opgør med den tyske besættelsesmagt.
Befolkningens forståelse for sabotage og modstandsaktiviteter var endnu ringe, og det store flertal sluttede op om samarbejds- og tilpasningspolitikken og politikernes formaninger om ro og orden.
Men paradoksalt nok medvirkede Buhls tale også til at åbne folks øjne for modstandskampens berettigelse. Modstanden spirede i disse måneder og viste sig i demonstrationer, illegale blade og småsabotage, der efterhånden tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.
Som i Hvidsten lidt nord for Randers, hvor det netop var Buhls antisabotagetale, der fik den legendariske kroejer Marius Fiil og hans familie til at gå ind i modstandskampen. De blev centrale skikkelser i én af besættelsens mest berømte illegale grupper, Hvidsten Gruppen.
Kromanden Marius Fiil var kendt over det ganske land for sin stoute karakter, sit jyske lune og milde sind, og Hvidsten Kro trak folk til huse. En almindelig sommersøndag var det ikke usædvanligt, at der ankom næsten 1000 gæster.
14 dage efter Buhls tale bragte Billedbladet en udførlig reportage fra Hvidsten Kro, hvor Marius Fiil og hans kone Gudrun havde holdt deres sølvbryllup for 300 gæster til middag i kroens store gildesal. Der var pyntet op med store dannebrogsflag, rigsvåben og Christian Xs portræt, og en mikrofon transmitterede talerne fra gildesalen til pavillonen i haven, hvor andre gæster sad. Kromanden hyldede den danske konge og talte siden for sin sølvbrud og skålede, tro mod sine afholdsprincipper, i saftevand.
Fem minutter før midnat blev kromanden kaldt fra gildet til stalden, hvor soen lige var nedkommet med ni velskabte grise. Og mens Den toppede høne og andre muntre spillemandstoner summede i septembernattens lune mørke, tog han sig omsorgsfuldt af sit landbrugs nyfødte besætning.
Den rene idyl – et enestående gæstebud, hvor kørende, gående og cyklende strømmede til fra alle østjyske sogne og herreder. En strålende manifestation af ægte jysk gæstfrihed, som Billedbladet så levende beskrev det.
Men der var alvor bag den glade festivitas, når kromanden bad de mange gæster udbringe et nifoldigt leve for kongen, og man sang Jyden han æ stærk å sej. Marius havde aldrig lagt skjul på sit nationale sindelag og havde rejst sin egen genforeningssten ud mod landevejen med indskriften: Halvvejen til Dannevirke – 1920.
Hvidsten Gruppen blev dannet i marts 1943 af Marius Fiil på opfordring af de fremtrædende modstandsledere Ole Geisler og godsejer Flemming Juncker, der under besættelsen stod bag et omfattende netværk af modstandsfolk i Jylland.
Det lykkedes Fiil at få opbygget en gruppe af familiemedlemmer og betroede folk fra egnen, der snart kunne modtage containere med våben, ammunition og sprængstoffer, nedkastet over Allestrup Hede fra engelske fly. Også modtagelse af faldskærmsfolk indgik i modstandsarbejdet.
I december 1943 blev et par danske faldskærmsagenter taget af tyskerne i Århus, og under tortur afslørede de Hvidsten Gruppen.
Efter at have holdt Hvidsten Kro under observation gennem flere måneder slog nazisterne til tidligt om morgenen den 11. marts 1944, kroen blev omringet af gestapofolk og modstandsgruppen arresteret.
Otte af gruppens medlemmer blev senere dømt til døden af den tyske krigsret i København, mens seks af gruppens andre medlemmer blev dømt til tugthus.
Henrettelsen fandt sted den 29. juni 1944 ved skydning i Ryvangen og blev årsag til, at uroligheder i København vendt mod den tyske besættelsesmagt udviklede sig til en egentlig folkestrejke.
De henrettede medlemmer af Hvidsten Gruppen var kroejer Marius Pedersen Fiil, sønnen Niels Fiil, svigersønnen Peter Bergenhammer Sørensen (gift med Kirstine Fiil), mekaniker Johan Kjær Hansen, radioforhandler Niels Nielsen Kjær, karetmager Søren Peter Kristensen, møller Henning Andersen og dyrlæge Albert Carlo Iversen.
Til tugthus på livstid dømtes husmoder Kirstine Sørensen f. Fiil, Hvidsten, landmand Jens Stenz og chauffør Barner Hyldgaard Andersen.
Til fire års tugthus dømtes lillebilvognmand Anders Venning Steensgaard og købmand Knud Peter Buckhorn Christensen. Til 2 års ungdomsfængsel dømtes servitrice Gerda Søvang Fiil, Hvidsten.
Ligene af de otte henrettede medlemmer af Hvidstengruppen blev senere fundet i Ryvangen, og i sommeren 1945 blev deres jordiske rester ført hjem til Hvidsten og begravet 100 meter nord for Hvidsten Kro, hvor der er en mindelund og rejst en mindesten.
I cellen i Vestre Fængsel i København skrev Marius Fiil et afskedsbrev til sin familie den 28. juni 1944, dagen før henrettelsen her et uddrag:
i>Kære elskede Gudrun,
Bitten, Tulle, Gerda, Ritha og Otto og Stumpen!
Nu har Klokken slaget 11 og snart 12, og vi skal væk herfra, Vorherre kalder os hjem til sig, og vi får det godt alle hjemme hos ham, så godt, som et Menneske kan få det, vi er ved godt Mod allesammen, for vi ved jo, at vi går hjem til den evige Hvile i Herrens Arme.
Og når alle I kære derhjemme holder sammen om vores kære Hjem og arbejder for det, da mødes vi engang i Herrens Hus, hvor der er Fred og ingen Krig, og til den Tid må I stå sammen og holde sammen og arbejde for Hjem og Danmarks Sag, så den Slægt, som skal bære vort Slægtsnavn frem, kan sige: Vore Fædre faldt med Ære for Danmark og for vores Konge.
Jeres Far og din Mand, Marius.
Den 29. juni 1944, dagen hvor Hvidsten Gruppens otte medlemmer blev henrettet i Ryvangen, skrev Marius Fiils datter, Kirstine Fiil Sørensen, der selv blev idømt livsvarigt tugthus, et brev fra sin celle til Werner Best, tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark. Et gribende brev, der sluttede med ordene:
Jeg har selv en lille pige, som i dag har mistet sin fader, morfader og morbroder, hun kan heldigvis ikke forstå det, men kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem. Min broder sagde den sidste gang, jeg så ham: Vi ved, at et fjæld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.
Det vil Danmark ikke, for Danmark og alle dem, der gav deres liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille land som Danmark må have lov til at tænke selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på hjerte, kun dette ville jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, far og broder, der var værdige til at dø for Danmark.